Punkt 3 Forlængelse og udvidelse af gravetilladelsen til bentonit ved Bjerreby

Beslutningstema

Virksomheden NCC har ansøgt Region Syddanmark om en forlængelse af deres gravetilladelse til bentonit ved Bjerreby. Region Syddanmark har bedt om et høringssvar fra Svendborg Kommune vedrørende ansøgningen fra virksomheden. I forbindelse med Svendborg Kommunes høringssvar, er Lokalrådet for Sydtåsinge blevet bedt om at komme med deres eventuelle kommentarer til ansøgningen. Svendborg Kommunes høringssvar forelægges til godkendelse.

Indstilling

Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget og Teknik- og Erhvervsudvalget, at det overfor Byrådet anbefales,

 

  • At Svendborg Kommunes høringssvar til ansøgningen om forlængelse af gravetilladelse af bentonit ved Bjerreby godkendes.

Sagsfremstilling

Virksomheden NCC har gravet bentonit ved Bjerreby siden 2002. Deres eksisterende gravetilladelse udløber i december 2022, jævnfør bilag 1 (Bilag: 1 NCC’s nuværende gravetilladelse).

Den 3. september 2019 gav Region Syddanmark virksomheden tilladelse til, at der i 30 dage om året, må udleveres bentonit fra graven i tidsrummet mandag til lørdag fra kl. 06.00 til 22.00, jævnfør bilag 2 (Bilag 2: NCC’s tillæg om udvidet aktivitet). Denne tilladelse blev givet, så virksomheden ikke skulle søge hver gang, de havde brug for at køre bentonit til et skib i Svendborg Havn. Svendborg Kommune gav også lignende tilladelser til virksomheden i perioden 2007 til 2013, hvor kommunerne var myndighed på råstoftilladelser.

 

Virksomheden har den 11. juni 2021 søgt Region Syddanmark om en forlængelse af deres tilladelse til at grave bentonit ved Bjerreby med 10 år, jævnfør bilag 3 (Bilag 3: NCC’s ansøgning om forlængelse af gravetilladelsen). Desuden ønsker virksomheden, at deres tilladelse til at udlevere bentonit i det udvidet tidsrum, 30 dage om året, videreføres til den nye forlængede aftale.

 

Region Syddanmark har bedt Svendborg Kommune om at kommentere på ansøgningen fra virksomheden, jævnfør bilag 4 (Bilag: 4 Regionens høringsbrev). Svendborg Kommune høres i forbindelse med tilladelsen til råstofgravning, da dele af tilladelsen hører under kommunen.

 

Administrationens høringssvar

På baggrund af Region Syddanmarks henvendelse har administrationen udarbejdet et høringssvar til virksomhedens ansøgning, jævnfør bilag 5 (Bilag 5: Svendborg Kommunes høringssvar til NCC’s ansøgning om forlængelse af gravetilladelse).

Der er i forbindelse med udarbejdelse af høringssvaret også blevet inddraget forhold vedrørende udskibning på havnen, trafikale forhold og planforhold.

 

Lokalrådet for Sydtåsinges kommentarer

I forbindelse med Svendborg Kommunes høringssvar er Lokalrådet på Sydtåsinge blevet bedt om at komme med deres eventuelle kommentarer til ansøgningen. Der er kommet flere kommentarer til ansøgningen, herunder bekymring for undergrunden, støjgener, øget kørsel og værdiforringelse af ejendomme, jævnfør bilag 4 (Bilag 6: Lokalrådets kommentarer til NCC’s ansøgning). På baggrund af de mange kommentarer fra Lokalrådet på Sydtåsinge, opfordrer Svendborg Kommune Region Syddanmark, til at afholde et borgermøde om forlængelse af tilladelsen. Svaret fra lokalrådet sendes til regionen sammen med kommunens høringssvar.

 

Det fremadrettede arbejde

Administrationen udarbejder et generelt svar til Lokalrådet for Sydtåsinge, og tager kontakt til de borgere, der har givet udtryk for specifikke bekymringer, så de oplyses om de næste skridt i sagsbehandlingen.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Råstofloven

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 28-09-2021


Indstillingen anbefales overfor Byrådet.