Punkt 5 Afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud i Svendborg Kommune

Beslutningstema

Afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse i Svendborg Kommune på baggrund af Byrådets beslutning den 25. maj 2021.

Indstilling

Direktionen indstiller,

 

  • At Børne- og Ungeudvalget drøfter sagen med henblik på oversendelse til Økonomiudvalget og Byrådet.

Sagsfremstilling

Resumé

Siden 2020 har kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse modtaget midler til bedre normering fra statslige puljemidler og budgetforliget for 2021. De flere midler til bedre normering har resulteret i en bedre normering, når afdækningen fra juni 2019 sammenlignes med afdækningen fra juni 2021. Dette kan aflæses i den gennemsnitlige beregnede normering for vuggestuebørn og børnehavebørn i alle kommunale og selvejende børnehuse, og i de tre børnehuse, hvor antallet af pædagogiske medarbejdere og børn vises for en typisk dag i juni 2021.

 

Afdækning af normeringer

Byrådet besluttede den 28. maj 2019, at der skulle igangsættes en afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse i Svendborg Kommune. Byrådet blev forelagt afdækningen den 27. august 2019.

 

Byrådet besluttede den 25. maj 2021, at afdækningen fra august 2019 skulle opdateres, og at udvalgte budgetposter fra afdækningen i august 2019 skulle udelades.

 

Nedenfor er vist hvad afdækningen fra 2021 skulle omfatte, når afdækningen fra 2019 skulle opdateres og udvalgte budgetposter skulle udelades:

 

  • Administrationen beregner, hvad der skal til for, at der på børnehusniveau er ”reelle” minimumsnormeringer. Dette betyder én pædagogisk medarbejder til tre vuggestuebørn og én pædagogisk medarbejder til seks børnehavebørn (ekskl. ledelse og vikartimer)
  • Administrationen udarbejder en opgørelse over, hvordan normeringen er i dag, samlet og for hvert børnehus
  • Administrationen laver en opgørelse for udviklingen i normeringerne i de kommende år, når rammebudgettering og besparelser gennemføres
  • Administrationen supplerer ovenstående med at § 32 resursepladser, resursepædagoger og 50 pct. af sprogpædagogerne ikke medregnes. Ansøgningspuljer der er blevet tildelt siden 2018 (stærke dagtilbud, realisering af den styrkede læreplan, 1000 dages programmet og bedre fordeling i daginstitutioner) medregnes ligeledes ikke

 

I afdækningen skulle administrationen gå i dialog med forældrebestyrelser og tillidsrepræsentanter om den konkrete beregningsmodel, så der opnås en fælles opfattelse af, hvad der skal til for at opnå minimumsnormeringer.

 

Bedre normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud er blevet drøftet med forældrebestyrelser for kommunale dagtilbud og bestyrelser for selvejende dagtilbud på dialogmøde med Børne- og Ungeudvalget den 26. maj 2021. Afdækning af normeringer i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse vil blive forelagt forældrebestyrelser og bestyrelser på dialogmøde med Børne- og Ungeudvalget den 2. september 2021.

 

Administrationen har været i dialog med fællestillidsrepræsentanter, tillidsrepræsentanter, dagtilbudsledere og pædagogiske teamledere.

 

Afdækningen fremgår nedenfor, og er uddybet og suppleret med yderligere materiale i vedlagte bilag.

 

Afdækning af normeringer

Afdækning af normeringer tager afsæt i budgetrammen med den vedtagne budgetmodel, en vægtet gennemsnitsløn for en pædagogisk fuldtidsmedarbejder (vægtet gennemsnit af pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere) og forventet antal vuggestue- og børnehavebørn i 2021. Fra 2022 og frem anvendes den seneste børnetalsprognose godkendt af Børne- og Ungeudvalget den 5. maj 2021. Forudsætninger anvendt i beregningerne er uddybet i bilagets Appendiks 3.

 

2019-rapport opdateret til 2021-niveau med de oprindelige forudsætninger

 

Beregning af, hvad skal der til for, at der på børnehusniveau er ”reelle” minimumsnormeringer. Dette betyder én pædagogisk medarbejder til tre vuggestuebørn og én pædagogisk medarbejder til seks børnehavebørn (ekskl. ledelse og vikartimer)

 

I 2021 indgår der ca. 330 pædagogiske fuldtidsmedarbejdere i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse. En minimumsnormering som beskrevet vil forudsætte i alt ca. 353 pædagogiske fuldtidsmedarbejdere, det vil sige ca. 23 flere fuldtidsmedarbejdere på dagtilbudsområdet svarende til en nettoudgift på 9,4 mio. kr.

 

Opgørelse over normeringen i dag, samlet og for hvert børnehus

 

Den gennemsnitlige beregnede normering for kommunale og selvejende dagtilbud udgør 3,24 vuggestuebarn pr. pædagogisk medarbejder og 6,39 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder. Forskellen til den anvendte definition af minimumsnormeringer svarer til de ekstra ca. 23 fuldtidsstillinger, der samlet set skulle oprettes jævnfør ovenfor.

 

Opgørelse over beregnede normeringer for hvert børnehus fremgår i bilagets Appendiks 1. I bilagets Appendiks 2 er de beregnede normeringer for hvert børnehus suppleret med tre cases fra udvalgte børnehuse, idet de beregnede normeringer ikke tager højde for flere faktorer, som kan have betydning for det oplevede serviceniveau i dagligdagen.

 

Opgørelse for udviklingen i normeringerne i de kommende år, når rammebudgettering og besparelser gennemføres

 

Indførelse af rammestyring fra 2019 betyder, at dagtilbudsområdets budget ikke reguleres automatisk ved stigende eller faldende børnetal. Børnetallet kan dermed have betydning for normeringen i det enkelte år.

 

Ifølge den seneste børnetalsprognose forventes stigende børnetal i 2022 sammenholdt med 2021. 

 

  • I 2021 udgør den beregnede gennemsnitsnormering 3,24 vuggestuebarn og 6,39 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder i kommunale og selvejende børnehuse.
  • I 2022 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,37 vuggestuebørn og 6,66 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
  • I 2023 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,37 vuggestuebørn og 6,66 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
  • I 2024 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,36 vuggestuebørn og 6,62 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
  • I 2025 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,38 vuggestuebørn og 6,68 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.

 

2021-rapport med nye forudsætninger

 

Beregning af, hvad skal der til for, at der på børnehusniveau er ”reelle” minimumsnormeringer. Dette betyder én pædagogisk medarbejder til tre vuggestuebørn og én pædagogisk medarbejder til seks børnehavebørn (ekskl. ledelse, vikartimer, § 32 resursepladser, resursepædagoger og 50 pct. af sprogpædagogerne)

 

I 2021 indgår der ca. 310 pædagogiske fuldtidsmedarbejdere i kommunale og selvejende dagtilbud med børnehuse. En minimumsnormering som beskrevet vil forudsætte i alt ca. 353 pædagogiske fuldtidsmedarbejdere, det vil sige ca. 43 flere fuldtidsmedarbejdere på dagtilbudsområdet svarende til en nettoudgift på 17,5 mio. kr.

 

Opgørelse over normeringen i dag, samlet og for hvert børnehus

 

Den gennemsnitlige beregnede normering for kommunale og selvejende dagtilbud udgør 3,44 vuggestuebarn pr. pædagogisk medarbejder og 6,79 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder. Forskellen til den anvendte definition af minimumsnormeringer svarer til de ekstra ca. 43 fuldtidsstillinger, der samlet set skulle oprettes jævnfør ovenfor.

 

Opgørelse over beregnede normeringer for hvert børnehus fremgår i bilagets Appendiks 1.

 

Opgørelse for udviklingen i normeringerne i de kommende år, når rammebudgettering og besparelser gennemføres

 

Indførelse af rammestyring fra 2019 betyder, at dagtilbudsområdets budget ikke automatisk reguleres ved stigende eller faldende børnetal. Børnetallet kan dermed have betydning for normeringen i det enkelte år.

 

Ifølge den seneste børnetalsprognose forventes stigende børnetal i 2022 sammenholdt med 2021. 

 

  • I 2021 udgør den beregnede gennemsnitsnormering 3,44 vuggestuebarn og 6,79 børnehavebarn pr. pædagogisk medarbejder i kommunale og selvejende børnehuse.
  • I 2022 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,59 vuggestuebørn og 7,08 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
  • I 2023 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,58 vuggestuebørn og 7,07 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
  • I 2024 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,57 vuggestuebørn og 7,04 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.
  • I 2025 forventes en gennemsnitlig beregnet normering på 3,59 vuggestuebørn og 7,09 børnehavebørn pr. pædagogisk medarbejder.

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Vedrørende 2021 jævnfør rapporten:

Rapporten viser, at med de oprindelige forudsætninger vil minimumsnormeringer netto koste 9,4 mio. kr. årligt. Såfremt der anvendes nye forudsætninger, vil minimumsnormeringer netto koste 17,5 mio. kr. årligt. Beløbene tager afsæt i forventet børnetal i 2021 opgjort ultimo 2020.

 

Vedrørende 2022 jævnfør driftstema:  

Der forventes stigende børnetal i 2022 sammenholdt med 2021, så begge forslag fra rapporten er fremskrevet til forventet børnetal i 2022 samt 2022-prisniveau. Herved vil minimumsnormeringer med oprindelige forudsætninger koste netto 10 mio. kr., mens det ved nye forudsætninger vil koste netto 18,5 mio. kr. Beløbene tager afsæt i forventet børnetal i 2022 jævnfør den seneste børnetalsprognose godkendt af Børne- og Ungeudvalget den 5. maj 2021.

Sagen afgøres i

Byrådet.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 18-08-2021

Drøftet og videresendes til Økonomiudvalget og Byrådet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-08-2021

Fremsendes til behandling i byrådet efter drøftelsen på det kommende dialogmøde.

Afbud fra Dorthe Ullemose (O) og John Arly Henriksen (A). Som suppleant for John Arly Henriksen deltog Maria Haladyn (A).

Beslutning i Byrådet den 21-09-2021

Sagen oversendes til budgetforhandlingerne. 

 

Afbud fra Maria Haladyn (A) og Karl Magnus Bidstrup (A). Som suppleanter deltog Claus Krossteig (A) og Søren Lund Maaløe (Å).