Punkt 9 Fjernvarmeforsyning af Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle

Beslutningstema

Byrådet besluttede 29. juni 2021 at udsætte sagen om fjernvarmeforsyning af Ollerup. V. Skerninge og Ulbølle med henblik på, at der kan skitseres et andet økonomisk grundlag, der reducerer kommunens risiko ved garantistillelse markant. Bestyrelsen for Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A. har i mellemtiden arbejdet på en løsning, der kan imødekomme krav om en mindre kommunal risiko ved gennemførelse af projektet jf brev af 8. september 2021.

Indstilling

Direktionen indstiller til Økonomiudvalget, at det overfor Byrådet ikke anbefales:

 

At imødekomme den nye anmodning om kommunegaranti på lån op til 80 mio. kr.

Sagsfremstilling

I forlængelse af Byrådets beslutning 29. juni 2021 om, at ” Sagen udsættes med henblik på, at der kan skitseres et andet økonomisk grundlag, der reducerer kommunens risiko ved garantistillelse markant.” har bestyrelsen for Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A. fremsendt brev af 8. september 2021, hvor en justeret løsning fremgår. På denne baggrund anmodes Byrådet om at genoptage sagen.

 

Løsningsforslaget omfatter en ansøgning om tilskud ved fjernvarmepuljen på 12,5 mio. kr. og 7,5 mio. kr. i tilslutningsbidrag.

 

  1. Ansøgning til fjernvarmepuljen på 12,5 mio.kr.
  2. En anden betaling for at blive andelshaver og kunde i fjernvarmeselskabet på 7,5 mio.kr

 

Vedr. 1
Det oplyses, at ansøgningen er sendt den 2. september, og behandlingstiden i Energistyrelsen angives til 14 dage på et fuldt oplyst projekt med et berettiget tilskud på 12,5 mio. kr.

 

Vedr. 2
Det oplyses, at der på byrådsmødet ikke blev nævnt noget konkret beløb for et tilslutningsbidrag, men det blev nævnt, at Svendborg Fjernvarme opkræver 31.000 kr. incl. moms.
Fjernvarmen finder, det er et meget stort beløb, og er uforstående over for, at de skal matche kommunens største og dyreste fjernvarmeværk og ikke de to øvrige landsbyfjernvarmeværker, Stenstrup og Skårup. Her opkræves henholdsvis 16.425 kr. og 21.654 kr.

Fjernvarmen understreger, at det bliver en stor post for mange forbrugere, og det er langt fra det grundlag, de har skrevet nuværende kontrakt på. Derfor vil der arbejde på at tilbyde en rabatordning, så beløbet bliver sammenlignelig med Stenstrup:

  • Et andelsindskud på 100 kr.
  • Tilslutningsafgift 31.000 kr.
  • Rabat på tilslutningsbidrag på 15.000 kr. for de forbrugere, der skriver kontrakt inden for de første 5 år. Dette skal sikre, at der kan fås et startgrundlag på 480 forbrugere fra dag 1. og yderligere en tilvækst på ca. 60 forbrugere pr. år i perioden, som det er forudsat i projektforslaget.
  • Med indtægter fra fjernvarmepuljen og tilslutningsbidrag på 16.000 kr. efter rabat vil lånebehovet hos Kommunekredit kunne nedsættes til et behov for en kommunegaranti til 80 mio. kr.

 

Fjernvarmen har endnu ikke modtaget lånetilsagn på 80 mio. kr. fra KommuneKredit, ligesom bankfinansiering ikke er på plads.

 

Da der henvises til Stenstrup og Skårup Fjernvarme kan følgende hovedtal oplyses:

 

Svendborg Kommune hæfter/garanterer bl.a. for nærværende, for lån til fjernvarmeselskaberne:

 

  1. Stenstrup Fjernvarme A.M.B.A. med 12,1 mio. kr.
    • Stiftet 1965
    • Aktiver pr. 31. december 2020: 16,7 mio. kr.
    • Forbrugere: 500
  2. Skårup Fjernvarme A.M.B.A. med 23,7 mio. kr.
    • Stiftet 1964
    • Aktiver pr. 31. marts 2021: 36,2 mio. kr.
    • Forbrugere: 535

 

Direktionens anbefalinger

Med afsæt i det fremsendte brev af 8. september 2021 anbefaler Direktionen at der ikke på det foreliggende grundlag stilles garanti for lån i lyset af fortsat stor gældsandel, projektets iboende risici, fastholdelse af kundegrundlag mv.

 

Det skal bemærkes, at såfremt anmodningen om kommunegaranti for lån og projektforslaget afvises, skal der udarbejdes et nyt projektforslag, der konverterer området fra fjernvarmeforsyning til individuel forsyning. Dette vil være nødvendigt for, at borgerne i området kan opnå tilskud til varmepumper via bygningspuljen og på grund af reglen om forsyningspligt. Dette skyldes, at der fortsat foreligger en projektgodkendelse fra 2018 til fjernvarmeforsyning via halmfyr/varmepumper. Det er administrationen vurdering, at det vil være Svendborg Kommune, som vil skulle finansiere dette projektforslag.

 

Såfremt der ikke udbygges med fjernvarme vil området skulle forsynes via individuel forsyning, der vil bestå af individuelle luft-til-vand varmepumper, jordvarme, pillefyr og gasfyr. Kombinationen af disse vil være påvirket af de lokale husejers muligheder og ønsker i forhold til støj, areal til jordslanger, økonomi, nationale tilskud osv.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Den samlede investering i projektet forventes at beløbe sig til ca. 125 mio. kr. for det fuldt udbyggede anlæg. Der er forudsat et investeringsbehov i etableringsfasen på ca. 100 mio. kr., og herefter løbende i alt ca. 25 mio. kr. til brug for den fulde konvertering af de i alt 893 forventede forbrugere i området.

 

Såfremt bestyrelsen for Ollerup, V. Skerninge og Ulbølle Fjernvarme A.M.B.A. s forslag til reducering af kommunes risiko realiseres vurderes lånebehovet, i etableringsfasen, at blive reduceret til 80 mio. kr. Sagsfremstillingens økonomital beror på.

 

Selskabet har anmodet Svendborg Kommune om kommunegaranti til investeringsbehovet i etableringsfasen.

 

Der er i selskabsbudgettet kalkuleret med en årlig garantiprovision på 3 % i etableringsfasen og derefter 1 % i driftsfasen i projektforslaget.

 

Økonomiudvalget besluttede 23. marts 2021, at garantprovisionen forudsat, at det kommende varmeprojekt er baseret på varmepumper, fastlægges til 3 % og at garantiprovisionen årligt revurderes ud fra markedsniveau.

CO2-Konsekvensvurdering

I projektforslaget er det beskrevet, at fortsat brug af individuelle fossile brændsler vil have en udledning på 73.500 tons CO2 over en 20-årig periode. Ved gennemførsel af fjernvarmeprojektet vil udledningen udgøre ca. 4.850 tons CO2 over en 20-årig periode. Der vil derved ske en kraftig reduktion i CO2-udledningen gennem fjernvarmeprojektet i forhold til nuværende fossile situation.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg

(Projektbekendtgørelsen). Bek. nr. 1794 af 2. december 2020.

 

Lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). Lov nr. 382 af 13. juni 1990, Jf. lovbek. nr. 1215 af 14. august 2020.

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Økonomiudvalget den 14-09-2021

Et flertal på 5 bestående af A og Ø indstiller, at der gives kommunegaranti under forsætning af, at indskud og tilslutningsbidrag fastsættes svarende til vilkårene i Svendborg Fjernvarme og under forsætning af, at minimum 480 tilmelder sig.

 

Et mindretal på 3 bestående af V og C indstiller, at der gives kommunegaranti, idet den skitserede rabat højst kan udgøre 7.000 kr. 

 

Afbud fra Dorthe Ullemose (O).