Punkt 5 Whistleblowerordning

Beslutningstema

Valg af whistleblowerordning

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at de økonomiske konsekvenser medtages til budgetforhandlingerne
  • at Økonomiudvalget sender sagen til behandling i Byrådet
  • at Byrådet beslutter valg af whistleblowermodel

Sagsfremstilling

Europa-Parlamentet vedtog oktober 2019 et whistleblowerdirektiv, som betyder, at alle større arbejdspladser skal have etableret en whistleblowerordning senest 17. december 2021. Direktivet er nu udmøntet i dansk lovgivning ved lov om beskyttelse af whistleblowere, som blev vedtaget i Folketinget den 24. juni 2021. Inden lov om whistleblowerordning blev vedtaget, blev whistleblowerordningen behandlet på byrådets møde den 27. april 2021. Her blev det besluttet, at administrationen skulle udarbejde en beskrivelse af forskellige modeller for en whistleblowerordning og at de mulige modeller skulle sendes i høring blandt medarbejdernes repræsentanter.

 

I vedlagte oplæg til whistleblowerordning beskrives 5 mulige modeller:

  • Model 1: Egen kommunal løsning med borgerrådgiver
  • Model 2: Egen kommunal løsning med whistleblowerudvalg
  • Model 3: Ekstern bistand – revisor/advokat
  • Model 4: Ekstern bistand – KL
  • Model 5: Kommunalt fællesskab

 

Derudover er der en beskrivelse af formålet, hvem der kan indberette, hvad der kan indberettes og erfaringer fra andre kommuner.

 

Jævnfør lovgivningen gives der via whistleblowerordningen mulighed for at indberette om følgende:

-          Seksuel chikane eller andre grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen, f.eks. grov chikane.

-          Grove eller gentagne overtrædelser af anden lovgivning, f.eks. lovgivning om magtanvendelse, forvaltningslov, offentlighedslov og sektorlovgivning.

-          Strafbare forhold – f.eks. brud på tavshedspligt, misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, underslæb, bedrageri og bestikkelse

-          Forhold, hvis afdækning er i offentlighedens interesse.

-          Alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold

 

Der kan jf. lovgivningen ikke indberettes om følgende:

-          Whistleblowerens eget ansættelsesforhold

-          Øvrige forhold som f.eks. overtrædelser af interne retningslinjer af alvorlig karakter – sygefravær, alkohol, løn, arbejdsopgaver, privat brug af kontorartikler mv.

-          Mindre grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen – f.eks. mellem to kolleger.

 

Formålet med en whistleblowerordning er at sikre åbenhed og gennemsigtighed i forhold til evt. ulovligheder og alvorlige uregelmæssigheder ved Svendborg Kommune.

 

Oplæg til whistleblowerordning er i høring på HovedMED’s møde den 10. september og resultatet af HovedMED’s behandling fremsendes efterfølgende til politisk behandling.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

De økonomiske konsekvenser afhænger af valg af model og hvor meget whistleblowerordningen benyttes. De økonomiske konsekvenser anbefales at indgå i de politiske budgetforhandlinger.

Lovgrundlag

Lov om beskyttelse af whistleblowere

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i HMU 10-09-2021

Oplæg til Whistleblowerordning har den 10. september været i høring i HovedMED. HovedMED tilkendegiver, at man vil pege på model 2 i notatet: Egen kommunal løsning med whistleblowerudvalg. Udvalget anbefales udvidet med yderligere en medarbejderrepræsentant, således at der både vil være en TR og en AMR med i Whistleblowerudvalget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 14-09-2021

Udvalget indstiller HovedMeds anbefaling om, at vælge model 2, idet udvalget udvides med en arbejdsmiljørepræsentant.

 

Afbud fra Dorthe Ullemose (O).