Punkt 4 Udbygning af vuggestuepladser i Svendborg by og på Thurø i 2022 og 2023

Beslutningstema

Forvaltningen har modtaget børnetalsprognose pr. 1. august 2021, som forventer flere 0-5-årige end indregnet i budgettet. Herved er der behov for flere vuggestuepladser i Svendborg by og i Thurø Skoles distrikt allerede fra 2022. Behovet for flere vuggestuepladser ligger ud over de allerede oversendte anlægstemaer til budgetforhandlingerne for 2022.

Indstilling

Direktionen indstiller til udvalgets godkendelse,

  • At anlægstemaet ”Udbygning af vuggestuepladser i Svendborg by og på Thurø i 2022 og 2023” fremsendes til budgetforhandlingerne for 2022
  • At antallet af vuggestue- og børnehavepladser i anlægsprojekter ”Hjortøhus – Etablering af vuggestue- og børnehavepladser” udvides til 30 vuggestue- og 70 børnehavepladser

Sagsfremstilling

Tre gange om året (1. april, 1. august og 1. december) modtager forvaltningen en børnetalsprognose, som viser antal børn som forventes at skulle tilbydes en plads på dagtilbudsområdet (i kommunale, selvejende eller private dagtilbud, i privat pasningsordninger eller i private tilskudsordninger).

 

Børnetalsprognoserne tager udgangspunkt i den gældende befolkningsprognose for Svendborg Kommune og følger op på denne befolkningsprognose. Børnetalsprognosen pr. 1. april danner afsæt for eventuelle demografiske og kapacitetsmæssige justeringer, som ved politisk godkendelse i maj og juni bæres ind i budgetprocessen.

 

Børnetalsprognosen pr. 1. april 2021 opjusterede befolkningsprognosens forventninger til 2022, idet der i årets første tre måneder var tilflyttet markant flere 1-5-årige end forventet af befolkningsprognosen. Børnetalsprognosen pr. 1. april 2021 forventede 104 flere 0-5-årige end indregnet i budgettet.

 

Som følge heraf blev der til budgetforhandlingerne 2022 udarbejdet et driftstema ”Demografi på dagtilbudsområdet” med et forventet udgiftspres på 7,3 mio. kr. i 2022 i forhold til det rammestyrede budget, og anlægstemaer på flere vuggestue- og børnehavepladser i Svendborg by, i Thurø Skoles distrikt og i Skårup Skoles distrikt.

 

Børnetalsprognosen pr. 1. august 2021 opjusterer igen befolkningsprognosens forventninger til 2022, idet der fra april til og med juli fortsat tilflytter flere 1-5-årige end forventet af befolkningsprognosen. Herudover forventes der også flere fødsler. Børnetalsprognosen pr. 1. august 2021 forventer således 151 flere 0-5-årige end indregnet i budgettet.

 

Som følge heraf er der til budgetforhandlingerne 2022 udarbejdet et revideret driftstema ”Demografi på dagtilbudsområdet” med et forventet udgiftspres på 10,9 mio. kr. i 2022 i forhold til det rammestyret budget. Driftstemaet er oversendt og indgår i budgetforhandlingerne for 2022.

 

Den højere tilflytning og de flere fødsler sker især i Svendborg by og i Thurø Skoles distrikt, hvor der er udarbejdet anlægstemaer på flere vuggestue- og børnehavepladser med forventet ibrugtagning i 2024. Børnetalsprognosen pr. 1. august 2021 viser, at der er behov for flere vuggestuepladser allerede fra 2022. 

 

Forvaltningen forventer fortsat, at der ikke kan tilvejebringes flere dagplejepladser i Svendborg by og i Thurø Skoles distrikt (se vedhæftede bilag vedrørende ansættelse af dagplejere i Svendborg Kommune)

 

Flere vuggestuepladser fra 2022

For at tilvejebringe flere vuggestuepladser i Svendborg by og i Thurø Skoles distrikt fra 2022 foreslår forvaltningen, at der fra 1. januar 2022 etableres flere vuggestuepladser i Fyrtårnet Rantzausminde Børnehave og Vuggeri og Østerdalen Thurø Børnehuse, som i dag har hver 14 vuggestuepladser.

 

Der kan tilvejebringes flere vuggestuepladser ved at anvende kvalitetsniveau B frem for kvalitetsniveau A, som betyder at antallet af kvadratmeter pr. vuggestueplads nedjusteres fra 7 til 4,5. Kvalitetsniveau B anvendes tillige i vuggestuen i Øbakkerne Solsikken.

 

Ved anvendelse af kvalitetsniveau B kan der maksimalt indskrives 22 vuggestuebørn i Fyrtårnet Rantzausminde Børnehave og Vuggeri og 22 vuggestuebørn i Østerdalen Thurø Børnehuse, det vil sige at der kan tilvejebringes 16 flere vuggestuepladser end i dag.

 

Forvaltningen har været i dialog med bestyrelsesformand og dagtilbudsleder i Fyrtårnet Rantzausminde Børnehave og Vuggeri samt dagtilbudsleder og pædagogisk teamleder i Østerdalen Thurø Børnehuse.

 

Der var enighed om, at der gradvist kan åbnes op for 20 vuggestuebørn i begge børnehuse fra 1. januar 2022, det vil sige at der tilvejebringes 12 flere vuggestuepladser end i dag. Dette ud fra en samlet konkret vurdering, hvor der tages højde for pladsforhold for børn og medarbejdere. Det anvendte kvalitetsniveau vil herved være højere end kvalitetsniveau B.

 

Med afsæt i børnetalsprognosen pr. 1. august 2021 forventer forvaltningen, at pladsgarantien kan imødekommes i 2022 ved etablering af 12 vuggestuepladser. 

 

Forvaltningen forventer, at der permanent er brug for de 12 ekstra vuggestuepladser i Fyrtårnet Rantzausminde Børnehave og Vuggeri og Østerdalen Thurø Børnehuse, hvilket betyder at de to børnehuses vuggestuegrupper permanent vil være på et lavere niveau end kvalitetsniveau A. Begge børnehuse har et tilstrækkeligt antal børnehavepladser til at rumme flere vuggestuepladser.

 

Flere vuggestuepladser fra 2023

På Byrådets møde den 25. maj 2021 blev det besluttet, at Fyrtårnet Byparkens Vuggestue flyttes fra Hjortøhus, og at der etableres 25 vuggestuepladser og 60 børnehavepladser med forventet ibrugtagning primo 2023.  

 

For at tilvejebringe flere vuggestuepladser i Svendborg by fra 2023 foreslår forvaltningen, at der etableres flere vuggestuepladser i Hjortøhus, som betyder, at der tillige skal etableres flere børnehavepladser for at vuggestuebørnene kan rummes i børnehaven.

 

Der kan tilvejebringes flere vuggestue- og børnehavepladser i Hjortøhus ved at anvende kvalitetsniveau B frem for kvalitetsniveau A, som betyder at antallet af kvadratmeter pr. vuggestueplads nedjusteres fra 7 til 4,5, og at antallet af kvadratmeter pr. børnehaveplads nedjusteres fra 6 til 3,5.

 

Forvaltningen har været i dialog med bestyrelsesformand og dagtilbudsleder i Fyrtårnet Byparkens Vuggestue. Der var enighed om, at der ud fra en konkret vurdering kan etableres 30 vuggestuepladser og 65-70 børnehavepladser i Hjortøhus, det vil sige at der tilvejebringes fem flere vuggestuepladser og op til ti flere børnehavepladser end i dag. Det anvendte kvalitetsniveau vil herved være højere end kvalitetsniveau B.

 

Fyrtårnet Byparkens Vuggestue vil herved være et af de største børnehuse i Svendborg Kommune i lighed med Sundbyøster Børnely, Sundbyøster Humlebien, Vesterlunden Skovlinden og Østerdalen Thurø Børnehuse.

 

Med afsæt i børnetalsprognosen pr. 1. august 2021 forventer forvaltningen, at pladsgarantien ikke kan imødekommes i 2023 alene ved etablering af 12 ekstra vuggestuepladser i 2022 og fem ekstra vuggestuepladser i 2023, og der er derfor behov for yderligere vuggestuepladser i Svendborg by fra januar 2023.

 

Forvaltningen foreslår, at der afsættes et rådighedsbeløb til indkøb af et modulhus med op til 20 vuggestuepladser som tages i brug i Svendborg by fra januar 2023. Modulhuset får kvalitetsniveau B, og forventes at blive koblet på et børnehus i Svendborg by. Børne- og Ungeudvalget vil blive orienteret om anvendelsen, inden modulhuset tages i brug.

 

Pladsgaranti

Såfremt der tilvejebringes 12 ekstra vuggestuepladser i Svendborg by og i Thurø Skoles distrikt i 2022 og op til 25 ekstra vuggestuepladser i Svendborg by i 2023, samlet 37 ekstra vuggestuepladser, forventer forvaltningen, at pladsgarantien kan imødekommes i 2022 og 2023.

 

For at pladsgarantien også kan imødekommes i 2024 og 2025 skal der udbygges med yderligere 14 vuggestuepladser i Svendborg by og 14 vuggestuepladser i Thurø Skoles distrikt, som angivet i anlægstemaerne ”Udbygning af vuggestuepladser, børnehavepladser og resursepladser i Svendborg by” og ”Udbygning af vuggestuepladser, og børnehavepladser på Thurø”, som er oversendt og indgår i budgetforhandlingerne for 2022.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

For at kunne håndtere de ekstra pladser, ved ændring af kvalitetsniveauet fra A- til B-niveau i Fyrtårnet Rantzausminde Børnehave og Vuggeri og Østerdalen Thurø Børnehuse, vil det være nødvendigt at tilpasse bygningernes og omgivelsernes eksisterende rammer.

 

For Fyrtårnet Rantzausminde Børnehave og Vuggeri og Østerdalen Thurø Børnehuse forventes udgiften at ligge på 0,744 mio. kr. og omfatter tilpasning af personalefaciliteter, garderober, inventar, puslepladser, overdækning og ventilation.

 

Udgiften forbundet med de ekstra pladser på Hjortøhus, skal findes indenfor den eksisterende anlægsramme for projektet.

 

Etableringen af et modulhus på et børnehus i Svendborg by, er estimeret til 6,389 mio. kr. med en årlig drift på 0,131 mio. kr. Der er i den årlige drift taget højde for forældrebetaling og det afledte tilskud til private tilbudstyper.

 

Samlet søges der om en rådighedsramme på 7,133 mio. kr. og en årlig driftsramme på 0,131 mio. kr.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen

Lovgrundlag

Dagtilbudsloven § 23.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 08-09-2021

Fremsendes til budgetforhandlingerne og godkendt antallet af pladser i Hjortøhus.