Punkt 11 Projekt Aktiv i Naturen

Beslutningstema

Orientering om ”Projekt Aktiv i Naturen”, som er afsluttet i juni 2021

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • at udvalget tager orienteringen til efterretning

Sagsfremstilling

Sundhedshus Svendborg har i projekt Aktiv i naturen, i perioden august 2018 til maj 2021, udviklet og afprøvet et træningstilbud med naturvejledning koblet sammen med træningen. Træningen har foregået rundt om i kommunen men har været centreret omkring Naturskolen. ”Projekt Aktiv i naturen” var et projekt støttet af Friluftsrådet.

 

Det var et tilbud til borgere med en kræftsygdom, hjerte-kar-sygdom, type-2-diabetes og/eller KOL, og kunne fx være til borgere, der havde en genoptræningsplan fra sygehuset eller var henvist fra egen læge.

 

Målet med projektet var at afprøve et alternativ til den almindelige træning i et indendørs træningscenter. Gennem naturtræningen skulle borgerne øge deres sundhed og livskvalitet ved at være i naturen og bruge naturen aktivt med både træning og naturformidling. Derudover var det målet, at borgerne:

  • Fik lyst til at være i naturen
  • Lærte, hvordan de bedst kunne træne i forhold til deres sygdom
  • Fik udbytte af træningen i form af socialt samvær og erfaringsudveksling
  • Blev fortrolige med at være aktive i naturen og kunne fortsætte på egen hånd

 

Mellem 72-82% af deltagerne opnåede bedre trivsel og livskvalitet, bedre humør, bedre mentalt og psykisk velvære, samt bedre fysisk form og helbred. Som en af deltagerne sagde undervejs: ”Jeg er blevet mere robust, både fysisk og psykisk”.

I Slutrapport og Bilagsrapport ses flere af projektets resultater.

Et af projektets delmål var at formidle projektet og dets resultater. Det har vi valgt at gøre ved at udarbejde en håndbog Træn dig sund og glad i naturen. Den er trykt i 5.000 eksemplarer og kan nu rekvireres i Sundhedshuset og vil blive distribueret til relevante steder, hvor borgerne kan få glæde af den (Udvalget vil få et trykt eksemplar udleveret på mødet).

Sundhedshus Svendborg har på baggrund af de gode resultater besluttet at fortsætte tilbuddet om træning i naturen som alternativ til træning i Sundhedshuset. Tilbuddet kan rummes i driften.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Ingen

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen kendte

Lovgrundlag

Sundhedsloven

Sagen afgøres i

Social- og Sundhedsudvalget

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 07-09-2021

Taget til efterretning.