Punkt 13 Ejendomshandel Nordre Kaj

Beslutningstema

Beslutning om, at der i efteråret 2021 kan ske udbud af byggefelt D for opførelse af en uddannelsesinstitution på Nordre Kaj, 5700 Svendborg og stillingtagen til, hvorvidt Svendborg Kommune skal afgive købsgaranti til ULC Erhvervsakademi og Professionshøjskole (UCL) i forhold til UCLs nuværende domicil på Klostervænget 2-4

Indstilling

Direktionen indstiller til Økonomiudvalget med endelig godkendelse i Byrådet, at

 

  • Byggefelt D udbydes i udbud, jf. bilag 2 Kort over byggefelt D
  • Der kan opføres en uddannelsesinstitution i henhold til Lokalplan 647 for SIMAC og Nordre Kaj på byggefelt D.
  • Når udkast til prospekt og udbudsvilkår foreligger, vil det blive fremlagt for Økonomiudvalget og Byrådet til endelig godkendelse
  • Der afgives købsgaranti på UCL i forhold til UCLs nuværende domicil på Klostervænget, hvis UCL erhverver grunden på Nordre Kaj med henblik på at opføre et nyt domicil her.  Finansieringen findes indenfor den samlede anlægsramme i forbindelse med budgetforhandlingen for 2022.

Sagsfremstilling

Den 15. juni blev der indgået en politisk aftale om ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”. Som en del af aftalen lægges der op til, at der afsættes en pulje til særskilte investerings- og anlægstilskud til 16 nye professions- og erhvervsrettede uddannelser for delt i hele Danmark, herunder en ny læreruddannelse i Svendborg under UCL. Etableringen af en ny læreruddannelse i Svendborg forudsætter herefter, at UCL ansøger uddannelses- og forskningsministeriet om at kunne oprette uddannelsestilbuddet.

 

UCL har oplyst, at UCLs bestyrelse på møde primo september forventes at tage stilling til, hvorvidt man vil ansøge ministeriet om adgang til at oprette en læreruddannelse. Bestyrelsen har tidligere tilkendegivet, at en ansøgning blandt andet bero på, hvilket uddannelsesmiljø, der kan etableres i forhold til læreruddannelsen.

 

Med henblik på at sikre et stærkt uddannelsesmiljø har kommunens administration i samarbejde med UCLs administration vurderet muligheder for at etablere et nyt og samlet domicil for UCLs professionsuddannelser. UCLs administration har i den forbindelse peget på en placering på Nordre Kaj – i relation til SIMACs kommende domicil – som en attraktiv mulighed.

 

Dette forudsætter i givet fald, at Svendborg Kommune udbyder en grund (byggefelt D) i offentligt udbud og at UCL erhverver den i kraft af et afgiver det bedste bud. Økonomiudvalget og Byrådet anmodes derfor om en principbeslutning om, hvorvidt byggefelt D kan udbydes.

 

UCL har deres domicil på Klostervænget 2-4 i Svendborg. En forudsætning for, at UCL vil opføre et nyt domicil på Nordre Kaj, er, at det nuværende domicil på Klostervænget kan sælges. En potentiel køber til ejendommen kunne være OUH, der pt. er i gang med at udarbejde en ny generalplan for Svendborg Sygehus. Der er her en forventning, at man får behov for markant flere kvadratmeter, end man har pt. OUH har imidlertid oplyst, at man tidligst forventer, at Regionsrådet kan gode en ny generalplan ved årsskiftet.

 

I den situation anmodes Økonomiudvalget og Byrådet om en stillingtagen til, hvorvidt Svendborg Kommune skal afgive en købsgaranti til UCL, der forpligter kommunen til at købe ejendommen på Klostervænget, hvis UCL ikke i løbet af 2022 kan afhænde ejendommen til OUH.

 

Vurderingen af Klostervænget 2-4 fremgår af bilag 1 Vurderingsrapport Klostervænget 2-4.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Byggefelt D er endnu ikke vurderet og endelig opmålt vil der ved fremlæggelse af udkast til prospekt og udbudsvilkår fremlægges en ekstern vurdering af arealet.

 

UCLs ejendom Klostervænget er vurderet af en uafhængig mægler til 16,5 mio. kr.

 

Etableringen af et nyt UCL domicil på Nordre Kaj kan være med til at skabe et unikt uddannelsesmiljø og dermed på sigt være med til at cementere Svendborgs status som uddannelses by. Fastholdelse af professionsuddannelser i Svendborg vil give en markant beskæftigelseseffekt på kort og lang sigt. Det vil samtidig være med til at understøtte kommunens egne rekrutteringsbehov.

 

Afgivelse af købsgarantien på ejendommen Klostervænget 2-4 vil være forbundet med en vis usikkerhed.

CO2-Konsekvensvurdering

Ingen, da størrelse af byggeriet er ukendt.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse om offentligt udbud ved salg af kommunens henholdsvis regionens faste ejendomme af 13. marts 2021 nr. 396

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-08-2021

Liste V stillede følgende vedtagelsesforslag: 

  • En købsgaranti på Klostervænget 2-4 til en værdi af kr. 16.5 mio. er på det foreliggende grundlag forbundet med stor usikkerhed. På den baggrund ønsker Økonomiudvalget at afvente en ny generalplan fra OUH og Region Syddanmark, inden der træffes endelig beslutning om en sådan købsgaranti.  
  • Økonomiudvalget afventer en opmåling og vurdering af den formodede salgsværdi af byggefelt D, inden der træffes endelig beslutning.  
  • Jf. Udkast til prospekt for samarbejde mellem Svendborg Kommune og UCL står der anført, at udbuddet for læreruddannelsen lukkes igen, såfremt man ikke efter 4 år kan opretholde et optag på årligt 35 studerende. Dette fordrer til, at man viser mådehold og afventer en endelig beslutning om en større anlægsinvestering og etablering af en helt ny uddannelsesinstitution på havnefronten til et trecifret millionbeløb til man har et bedre grundlag for en vurdering af uddannelsens økonomiske bæredygtighed. Økonomiudvalget ønsker på den baggrund forelagt alternative modeller og muligheder for placering af en uddannelsesinstitution for de tre velfærdsuddannelser.  
  • Økonomiudvalget ønsker et bedre beslutningsgrundlag før udvalget forlods kan godkende at reservere kr. 16,5 mio. af den samlede udisponerede anlægspulje, uden vi kender risikoen for, hvorvidt det kan blive på bekostning af andre borgernære anlægsprojekter og servicetilbud.  
  • Økonomiudvalget ønsker belyst, hvorvidt man med UCL´s ledelse/bestyrelse udelukkende har drøftet en placering på havnen, eller hvorvidt man også har overvejet andre placeringer såsom Campusområde Vest med tæt adgang til moderne idrætsfaciliteter og infrastruktur i form af motorvej og station Svendborg Vest.  
  • Jf. Ejendomsvurdering for Klostervænget 2-4 står det nævnt, at ”der er forholdsvis mange ledige m2 til undervisning i byen”. Økonomiudvalget ønsker en nærmere uddybning af dette.  

For forslaget stemte: 2 (V)

Imod stemte: 6 (A, C og Ø)

 

Et flertal på 6 (A, C og Ø) anbefaler herefter indstillingen. Et mindretal på 2 (V) var imod.

Afbud fra Dorthe Ullemose (O) og John Arly Henriksen (A). Som suppleant for John Arly Henriksen deltog Maria Haladyn (A).

Beslutning i Byrådet den 31-08-2021

Liste B foreslog, at købsgarantien udgik.

 

For stemte: 10 (V, B og Jens Munk.)

Imod stemte: 19

 

Byrådet besluttede herefter at udbyde byggefelt D.

 

Liste V var imod. Inden der træffes endelig beslutning om afgivelse af købsgaranti på kr. 16,5 mio. ved køb af Klostervænget 2-4, ønsker Venstre et grundigere og mere oplyst beslutningsgrundlag samt eventuelt at afvente Region Syddanmarks og OUH´s beslutning om ny generalplan.