Punkt 13 Leasing af varmepumpe til Tved Skole

Beslutningstema

Godkendelse af leasingaftale varmepumpeanlæg til Tved Skole og Tved-hallen

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets anbefaling med endelig beslutning i Byrådet, at:

 

  • Leasingaftale med en løbetid på 10 år vedr. varmepumpeanlæg på Tved Skole godkendes.
  • Anlægsudgifter på i alt 1,377 mio. kr. til varmepumpeanlæg på Tved Skole finansieres via den afsatte pulje til fremrykkede projekter i 2020 (midler afsat til varmepumper).
  • At den nævnte pulje til varmepumper på 2 mio. kr. reduceres med netto 0,623 mio. kr. jf. afsnittet ”økonomiske konsekvenser” og budget for låneoptagelse reduceres med 850.000 kr. med dertil reduceret låneydelse.
  • Driftsbudgettet for CETS, Ejendomsservice forhøjes med 73.000 kr. årligt svarende til de årlige omkostninger ved leasingaftalen udover indkøb af varme.

 

Sagsfremstilling

Gaskedlen på Tved skole (der også forsyner Tvedhallen) har passeret sin tekniske levetid for nogle år siden og er nu begyndt at lække vand. Administrationen har vurderet, at det er nødvendigt at udskifte anlægget hurtigst muligt for at sikre varmeforsyningen til skolen og har indgået aftale herom.

 

I overensstemmelse med den vedtagne klima- og energipolitik er det valgt at skifte til en varmepumpeløsning som dels forsyner Tved Skole med varme og dels leverer varmt vand til Tved-hallen.

 

Varmepumpeanlægget og valg af leverandør

Administrationen har undersøgt om flere firmaer kunne levere en løsning.

 

SEF Nærvarme Danmark har via mail oplyst, at de ikke kan levere en løsning dels på grund af anlæggets størrelse og dels på grund af den korte tidshorisont. Nærvarme Danmark vil meget gerne sammen med Svendborg kommune medvirke til en løsningsmodel for de større anlæg, som Svendborg Kommune skal etablere i en årrække fremover.

 

På den baggrund er firmaet Best Green valgt som leverandør til opgaven, da de kan levere en løsning m.h.t. levering af varme, som vurderes at være driftseffektiv, holdbar og stabil. Udgiften til leasing af anlægget er stort set den samme som hvis Svendborg Kommune selv skal købe og drifte anlægget.

 

Leasingaftalen

Fordelen ved leasingaftalen er, at risikoen for anlæggets effektivitet (COP-faktoren) ligger hos leverandøren, der håndterer alle opgaver i forbindelse med installationen samt den fremadrettede drift.

 

 

Varmepumperne leases i 10 år med mulighed for at træde ud af aftalen efter 5 ½ år. Efter 10 år har Svendborg Kommune mulighed for at erhverve anlægget til en pris af 180.000 kr.  Der skal betales en tilslutningsafgift på 495.000 kr. til firmaet Best Green og et årligt abonnement på 73.000 kr. som dækker drift, vedligeholdelse og administration.

 

Etablering af varmepumpeanlægget medfører en del følgeomkostninger bestående af:

Anlæg af fliser, etablering af støjhegn, tilslutningsafgift til elnettet og ekstra kabler til forsyning af el til varmepumpeanlægget samt projektering. Udgifterne er anslået til at udgøre i alt 0,883 mio. kr.

 

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Økonomien i projektet vurderes at være stort set den samme som hvis Svendborg Kommune selv køber anlægget.

 

Indgåelse af leasingkontrakt sidestilles med anlæg, men der skal ikke ske deponering, fordi der  er automatisk låneadgang hertil. 

 

Afledte følgeomkostninger til fliser, støjhegn, elkabler samt tilslutningsafgift til elnettet mv.

udgør i alt 0,883 mio. kr. Der skal desuden betales 0,495 mio. kr. i tilslutningsafgift / førstegangsydelse til Best Green. De samlede udgifter på 1,377 mio. kr. foreslås finansieret på følgende måde:

 

Den afsatte pulje på 2 mio. kr. til varmepumper, som indgår i puljen til fremrykkede anlæg, nedskrives med 0,850 kr. Lånepuljen til fremrykkede anlæg nedskrives ligeledes med 0,850 mio. kr. Der overføres 0,227 mio. kr. fra puljen til nye rørprojekter (anden pulje under fremrykkede anlæg). Pulje til varmepumpeanlæg udgør herefter 1,377 mio. kr. som bruges til det nye varmepumpeanlæg på Tved Skole.

 

 

De årlige driftsomkostninger er beregnet til 0,213 mio. kr. (bestående af varmekøb på 0,140 mio. kr. og abonnementsomkostninger på 0,073 mio. kr.) I forhold til det nuværende budget ved opvarmning via naturgas medfører det ekstra driftsudgifter på 73.000 kr. i 10 år. Omvendt spares 36.000 kr. i renter og afdrag i 25 år som følge af der låneoptages 850.000 kr. mindre. 

 

CO2-Konsekvensvurdering

I Svendborg Kommunes CO2 regnskab vil anlægget bidrage med en årlig besparelse på ca. 45 ton CO2 .

 

Nuværende gasforbrug 28700m3el = 315700kwhvarme, og med en emmisionsfaktor på 205g/kwhvarme

udleder det nuværende anlæg ca. 65 ton CO2 årligt.

 

Den nye varmepumpe vil forbruge el svarende til 315700kwhvarme/2,75(COP)=114800kwhel, med emmisionsfaktor på 170g/kwhel, hvilket svarer til en udledning på ca. 20 ton CO2 årligt.

 

Det er leverandøren, der registreres for el-forbruget. Leverandøren anvender certificeret grøn strøm.

 

Lovgrundlag

 

 

 

Sagen afgøres i

Byrådet

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 03-12-2020


Indstillingen anbefales til Byrådets endelige godkendelse.

Beslutning i Økonomiudvalget den 08-12-2020

Indstilles.

Beslutning i Byrådet den 15-12-2020

Godkendt.

Afbud fra Bruno Hansen (F) og René Haahr (V). Som suppleanter deltog Rasmus Drabe (F) og Ulrik Sand Larsen (V).