Punkt 10 Kommuneplan 2021 - 2033: godkendelse og offentliggørelse af forslag

Beslutningstema

Forslag til Kommuneplan 2021 – 2033 godkendes endeligt og sendes i offentlig høring.

 

Teknik – og Erhvervsudvalget og Økonomiudvalget godkendte den 20.10.2020 administrationens anbefalinger og forslag til ændringer, i forbindelse med 1. behandling af forslag til Kommuneplan 2021 – 2033.

 

På baggrund af denne beslutning, har administrationen tilpasset det endelige forslag til Kommuneplan 2021 – 2033.

 

Nærværende dagsorden er således 2. behandlingen, hvor det endelige forslag til Kommuneplan 2021 – 2033 godkendes og vedtages til offentlig høring.

Indstilling

Direktionen indstiller til Teknik- og Erhvervsudvalgets godkendelse, med oversendelse til endelig vedtagelse i Byrådet:

 

  • At forslag til Kommuneplan 2021 - 2033 godkendes og vedtages til offentlig høring

Sagsfremstilling

Baggrund

 

Kommuneplanen er det redskab byrådet har til at beskrive, hvordan kommunen fysisk skal udvikles de næste 12 år, både i forhold til nye boligområder, erhverv, natur, offentlige formål mv. Med kommuneplanen fastlægger byrådet hvilke konkrete mål og retningslinjer, der er for kommunens fysiske udvikling og samtidig fastlægges rammerne for hvordan byer og landområder må anvendes og bebygges.

 

Herunder ses den politiske proces indtil nu:

 

Tid

25.06.2019

31.03.2020

11.06.2020

01.09.2020

1. 19.10.2020

2. 20.10.2020

Udvalg

Byrådet

Byrådet

Byrådet

Byrådet

1. TEU

2.Økonomiudvalget

Beslutning

Igangsættelse af en delvis revision af kommuneplanen, samt igangsættelse af forudgående høring.

 

Godkendelse af forslag til den videre proces og prioritering af forslag og idéer modtaget i den forudgående høring.

Temamøde omkring Byudvikling og Bosætning.

Temamøde omkring Mobilitet og Erhverv/Turisme.

Godkendelse af administrationens anbefalinger og forslag til ændringer, i forbindelse med 1. behandling af forslag til Kommuneplan 2021 – 2033.

Opfølgning og anbefalinger fra 1. behandling

I forbindelse med den seneste politiske behandling af administrationens anbefalinger og forslag til ændringer, i forbindelse med 1. behandling af forslag til Kommuneplan 2021 – 2033, blev der fremhævet en række sager, som skulle genbehandles i forbindelse med nærværende dagsorden.

 

På baggrund heraf, har administrationen foretaget en tilpasning af nedenstående forslag.

 

De øvrige forslag blev godkendt, og oversendes til endelig godkendelse i Byrådet.

 

  • Bosætning og Byudvikling:
    • Teglværksvej 2A (1.51)
    • Viebæltet 1 (1.19)  
    • Stationsvej, Stenstrup (1.44)
    • Baagøe og Riber, Kullinggade 29 (1.57)

 

  • Mobilitet:
    • Parkeringsnormer (2.21)
    • Udpegning af hubs (2.20)

 

Alle forslag, samt de respektive tilpasninger fremgår af vedhæftede hvidbog (Jf. bilag 1.

”Hvidbog, 2. behandling af forslag til Kommuneplan 2021 – 2033”).

 

På samme møde blev det protokolleret, at følgende sager skulle genoptages i forbindelse med 2. behandlingen, da der ikke var absolut enighed i udvalget.

 

  • Ny dagligvarebutik i Ollerup (3.06)
  • Nyt Lokalcenter ved Ryttervej (3.22)
  • Udvidelse af Wienerbergers lerdepot (3.07)

 

Ændringer og fokusområder i Kommuneplan 2021 – 2033

 

Forslag til Kommuneplan 2021 – 2033 er udarbejdet digitalt og kan tilgås her.

 

Der er en række aktive links i dagsordenen, som henviser direkte til det omtalte afsnit i kommuneplanen.

 

Nedenfor fremgår de ændringer, som er foretaget i forbindelse med Kommuneplan 2021 – 2033.

 

Ændringer til konkrete kommuneplanrammer kan findes via følgende link, eller i vedhæftede hvidbog (Jf. bilag 1.”Hvidbog, 2. behandling af forslag til Kommuneplan 2021 – 2033”).

 

 

Bosætning og Byudvikling:

De eksisterende boligudlæg og boligrækkefølgeplanen er tilpasset med fokus på Svendborg bymidte, Svendborg havn og Tankefuld som de primære byudviklingsområder. Der er sket en generel oprydning, hvor uaktuelle udlæg, der ikke forventes realiseret er tilpasset eller taget ud af kommuneplanen, for at give plads til nye muligheder. Det er kommet større fokus på lokalområderne i forhold til bosætning og byudvikling. Lokalområder med potentiale for øget bosætning er prioriteret. Der er fastholdt mulighed for nye boliger i alle lokalområder, men i et mindre omfang. De aktuelle boligudlæg vil i højere grad stemme overens med boligbehovet. Ændringer og prioriteringer er foretaget i overensstemmelse med Byrådets Bosætningsstrategi 2020.

 

Mål og retningslinjer for boligrækkefølgeplanen er tilpasset og præciseret jf.  Erhvervstyrelsens vejledning om Byvækst.

 

Afsnittet Det grønne og blå i byen har gennemgået en større revision, med nye retningslinjer, mål og redegørelse.

 

Det er indarbejdet et nyt afsnit til understøttelse af det strategiske arbejde med lokalområdeudvikling.

 

Mobilitet

Det eksisterende afsnittet i Kommuneplan 2017-2029 Trafik og infrastruktur ændre navn i Forslag til Kommuneplan 2021-2033 til Mobilitet.

 

Afsnittet har i den forbindelse gennemgået en større omstrukturering.

 

Mobilitetsafsnittets opbygning tager afsæt i hvilken transport, rejse og adfærd kommunen ønsker at arbejde for i en kontekst til:

 

  • Den nationale og regionale mobilitet
  • Den kommunale mobilitet
  • Den lokale mobilitet
  • Den digitale infrastruktur
  • Der er tilføjet nye målsætninger og retningslinjer, som skal understøtte en omstilling til en bæredygtig og CO2 neutral mobilitet, og understøttes ligeledes af redegørelserne.

 

Der udpeges en ny pendler-samkørselplads ved Ring Nord. Udpegning af hubs (et knudepunkt hvor det skal være let, attraktivt og komfortabelt at skifte mellem transportmidler) ved togstationerne og to ved indfaldsvejene til Svendborg by. Der er udpeget flere stireservationer.

 

Derudover er Trafiksikkerhedsplanen og Vejklasseplanen indarbejdet.

 

Ønske om at udarbejde en mobilitetsplan og en el-ladeinfrastrukturplan er tilføjet.

 

Et nyt afsnit om digital infrastruktur er tilføjet for at arbejde med god digital infrastruktur i hele kommunen.

 

Følgende centrale emner videreføres:

 

  • fokus på samarbejde med de øvrige fynske kommuner
  • styrke, forbedre og udbygning af Svendborgbanen
  • fokus på en opkvalificering af Rute 9 og kobling til den kommende Femern Bælt forbindelse
  • vejreservationer, med undtagelse at vejreservationen på Thurø som er fjernet
  • Planlovens kriterier til retningslinjer ift. overordnet vejnet og støj.

 

De nugældende parkeringsnormer overføres med undtagelse af at:

 

  • bilparkeringsnorm for dagligvarebutikker reduceres
  • cykelparkeringsnormer generelt reduceres.

 

Derudover tilføjes:

 

  • en ny anvendelseskategori for boliger under 55 m2
  • for enkelte anvendelser en bestemmelse om at 50% af cykelparkering skal være overdækket
  • en bestemmelse om at alle cykelparkeringspladser skal placeres på terræn eller hvor der kan sikres adgang med elevator eller ramper
  • bestemmelser for erstatningsparkering
  • bestemmelser for dobbeltudnyttelse.

 

Erhverv og Turisme

Der er for enkelte afsnit foretaget en opdatering i forhold ny lovgivning og overordnet planlægning.

 

Underafsnittet Turisme og vækst har ændret titel til Turisme.

 

Turismeafsnittet er blevet opdateret med nye og flere retningslinjer.

 

Tilføjet retningslinjer under temaet turisme:

 

  • Turismefremme sker i samarbejde med Destination Fyn og Svendborg Kommune, Svendborgs turistoperatør og de lokale turistaktører.
  • Udvikling af turismefremmeindsatser i Svendborg Kommune skal tage udgangspunkt i Svendborgs styrkepositioner og lokalsamfundenes styrker og ske i overensstemmelse med Svendborg Kommunes satsninger inden for bl.a. UNESCO Global GeoPark og Cittaslow.
  • Udviklingen inden for turisme skal være bæredygtige jf. FN’s Verdensmål samt følge Svendborg Kommunes strategi og handleplan for bæredygtighed, herunder fremme Svendborgs placering på GDS-Indekset.

 

Produktionserhverv er tilføjet som nyt underpunkt til temaet Erhverv og Turisme. Produktionserhverv følger Erhvervsstyrelsens definition og er på den baggrund kortlagt i kommunen. Udpegningen skal sikre, at produktionsvirksomhederne fortsat har en sikkerhed for deres aktivitet og udviklingsmuligheder. Ved de udpegede produktionserhvervsområder er der udpeget konsekvensområder omkring. Konsekvensområderne kan betragtes som opmærksomhedszoner der anviser, hvor planlægningen for nye anvendelsesarealer, skal være særlig opmærksom på produktionsvirksomheden sådan at fremtidige miljøkonflikter undgås.

 

Tilføjet retningslinje under temaet produktionserhverv:

 

  • Ved udlæg af arealer til produktionsvirksomheder skal der sikres en afstand til boliger og anden miljøfølsom arealanvendelse, så de ikke påvirkes af støj-, lugt- og andre forureningsgener.
  • Der kan udlægges konsekvensområder omkring udlagte erhvervsområder, som er forbeholdt produktionserhverv. Konsekvensområderne udlægges for at imødegå fremtidige miljøkonflikter og dermed undgå at indskrænke produktionsvirksomhedernes fremtidige drifts- og udviklingsmuligheder.
  • Ved lokalplanlægning for miljøfølsom anvendelse indenfor konsekvensområderne, skal der foretages en konkret vurdering om behov for eventuelle afværgeforanstaltninger i forhold til at sikre produktionsvirksomhedernes fortsatte drift- og udviklingsmuligheder.
  • Ved omdannelse af ældre erhvervsområder til byområder herunder miljøfølsom anvendelse, skal det undersøges om eksisterende virksomheder begrænses i deres virke og afværgeforanstaltninger skal sikre virksomhedernes fortsatte drift.

 

Detailhandel 

De væsentligste ændringer er foretaget som opdatering og tilpasning til modernisering af Planloven fra 2017 i henhold til detailhandel. Dette har medført en tilpasning af retningslinjerne i forhold til at sikre størrelsen på dagligvarebutikker i lokalcentre, der går fra et maksimalt bruttoetageareal på 1.000 m2 til 1.200 m2.

 

Forslag til nye og ændringer til eksisterende dagligvarebutikker:

  • Der foreslås en udvidelse af bydelscenter Østre bydel, med mulighed for opførelse af en mindre butik.
  • Der foreslås udlæg af et nyt lokalcenter ved Ryttervej, i tilknytning til trinbrættet ved Svendborg Vest, hvor der gives mulighed for en dagligvarebutik.
  • Lokalcenteret ved Ollerup foreslås udvidet, for at muliggøre plads til endnu en dagligvarebutik i tilknytning med Ollerup bytorv.
  • Lokalcenteret ved Vestergade udvides, for at skabe bedre adkomst til området samt omplacering af benzinstander og udbygning af dagligvarebutikken. Se afsnit her.

 

Derudover udlægges et nyt rammeområde til aflastningscenter i Svendborg by mellem Odensevej og Svendborgmotorvejen. Læs mere herom i afsnittet om aflastningscenter og i baggrundsmaterialet til Kommuneplan 2021 - 2033.

 

Klimatilpasning

Afsnittet med klimatilpasning har gennemgået en større omstrukturering.

 

Opbygningen tager afsæt i de forskellige klimapåvirkninger, som kommunen geografisk udsættes for. Dette vil gøre det lettere at navigere i for både borgere og myndighed.

 

Afsnittet indeholder en generel beskrivelse og målsætninger herunder relationer til anden lovgivning. Derefter følger forskellige mindre afsnit der er tematiseret i kontekst til geografi og type af trussel.

 

Undertemaer:

 

  • Klimatilpasning i byerne
  • Klimatilpasning i det åbne land
  • Regn- og Spildevandshåndtering
  • Oversvømmelse, erosion og kystbeskyttelse

 

Der har været særligt fokus på underafsnittet Oversvømmelse, erosion og kystbeskyttelse. Planloven er blevet ændret siden sidste kommuneplansændring - nu med lovbunden opgave om at skulle registrere oversvømmelsestruede arealer, for dermed at kunne sætte rammer for byudviklingen i de områder. Desuden giver det mulighed for etablering af kystbeskyttelsesanlæg uden tilvejebringelse af lokalplan (Planlovens § 13, stk. 8). Det indebærer at kommunerne i nogle bestemte tilfælde får mulighed for at fravige kravet om lokalplanpligt ved etablering af et kystbeskyttelsesprojekt eller projekt om ændring af kystbeskyttelsesanlæg.

 

Klimatilpasningsafsnittet lægger op til at der i den planperiode igangsættes en række indsatser inden for:

 

  • Ajourføre den nuværende klimatilpasningsplan med de nyeste tilgængelige data.
  • Udarbejde informationsmateriale om klimatilpasning og afholde informationsmøder med blandt andet fokusområder i klimatilpasningsplanen.
  • Opdatere oversvømmelseskortlægningen efterhånden, som der kommer ny viden om klimaændringerne.
  • I fællesskab med Vand og Affald og kommunens vejafdeling skal det afklares, i hvilket omfang oversvømmelser på kommunalt ejede veje giver trafikale problemer.
  • Kortlægning af sårbar kystnær natur, f.eks. strandenge.
  • Løbende overvågning/kortlægning af landsænkninger i udvalgte byer/lokaliteter i Svendborg Kommune.

 

 

Generelle rammer for lokalplanlægning

 

Bolig

Der er foretaget en generel omstrukturering og opdatering af afsnittet for at opnå en større overskuelighed. Dertil er der foretaget en præcisering af de bebyggelsesregulerende - og generelle bestemmelser, for at skærpe de planlægningsmæssige perspektiver.

 

Der er tilføjet et nyt underafsnit Særligt for områder udlagt til Boligformål i form af overvejende friliggende énbolighuse. Formålet er at præcisere hvordan begrebet overvejende skal fortolkes.

 

Der er tilføjet et nyt underafsnit Særligt for områder med nye boligtyper. Formålet er at præcisere de planlægningsmæssige principper og forventninger til arbejdet med fællesskabsorienterede bebyggelser som f.eks. bofællesskaber og lignende.

 

Landsbyområder

For rammerne for landsbyområder er både L1 og L2 opdateret jf. Modernisering i Planloven 2017. Her er sket en tilpasning af de bygningsregulerende bestemmelser, sådan at der kan opføres en fritliggende bolig på max. 500 m² pr. grund. Størrelsen på fritliggende boliger pr. grund er ændret fra 250 m2 til 500 m2.

 

Erhverv

Erhvervsramme E4 er ændret så den fremadrettet vil indeholde miljøklasse 4-7 fremfor miljøklasse 4-6. I rammen er tilføjet: Der må normalt kun udøves virksomhed fra miljøklasse 4 (forurening som påvirker omgivelserne i nogen grad - vejledende afstandskrav på 100 m til boliger og anden følsom anvendelse) til miljøklasse 7 (omfattende forurening med vejledende afstandskrav på 500 m til boliger og anden følsom anvendelse), begge inklusiv.

 

Rekreative formål

For R3 er det præciseret at der i mindre omfang kan gives tilladelse til mindre konstruktioner som f.eks. saunaer, skure, opbygning af klubhuse mv. på havneområder.

 

Sommerhusområder

Der er tilføjet minimums grundstørrelse og bebyggelsesregulerende bestemmelser (afstandskrav til skel, facadehøjde) som stemmer overens med bygningsreglementets bestemmelser, samt mulighed for at fravige ved konkret skøn. Derudover tilføjet præcisering omkring højdemåling/niveauplan.

 

Generelle bestemmelser (tværgående temaer)

 

Parkeringsnormer

De nugældende parkeringsnormer overføres med undtagelse af at:

 

  • bilparkeringsnorm for dagligvarebutikker reduceres
  • cykelparkeringsnormer generelt reduceres.

 

 

 

 

Derudover tilføjes:

 

  • en ny anvendelseskategori for boliger under 55 m2
  • for enkelte anvendelser en bestemmelse om at 50% af cykelparkering skal være overdækket
  • en bestemmelse om at alle cykelparkeringspladser skal placeres på terræn eller hvor der kan sikres adgang med elevator eller ramper
  • bestemmelser for erstatningsparkering
  • bestemmelser for dobbeltudnyttelse.

 

Opholdsarealer

Der er tilføjet krav om mindst 50 % på terræn, samt mulighed for at fravige ved konkret skøn. Præcisering af beregningsregler for bebyggelsesprocent og regnvandsbassiner for nye boligområder. Minimumskrav for opholdsarealer ved byomdannelse. Minimumskrav for enfamiliehuse på 100 % etageareal ved udbyggede områder.

 

Offentlig høring

 

Forslag til Kommuneplan 2021 – 2033 sendes i offentlig høring i januar og februar 2021, hvor

borgere, grundejere, organisationer, myndigheder mv. kan kommentere og komme med

indsigelser til forslaget.

 

Som en del af den offentlige høringsproces, afholdes en række borgerinddragende møder. På baggrund af den aktuelle situation med Corona, og de gældende restriktioner i forhold til forsamling, er der behov for at gentænke den borgerinddragende proces.

 

Med afsæt i de gældende restriktioner, arbejdes der med et koncept, hvor administration og politikere tager på rundtur i kommunen med Svendborg Kommunes nye mobile borgerinddragelseskontor, som fremover kan anvendes til høringer, workshops, borgermøder mv.

Se vedhæftede billede (Jf. bilag 2.”Mobilt borgerinddragelseskontor”).

Der vil blive udvalgt en række lokationer, som afspejler de forskellige temaer som har været arbejdet med i den nye kommuneplan.

Derudover vil der blive afholdt ét digitalt webinar, med det formål at give en mere overordnet indføring i den nye kommuneplan, hvor der samtidig vil være mulighed for at stille spørgsmål, samt få vejledning til fremsendelse af høringssvar mv.   

 

Fremadrettet proces

 

På baggrund af den offentlige høring, vil administrationen samle og behandle de indkomne høringssvar. Høringssvarene, samt administrationens forslag til behandling heraf, vil fremgå i forbindelse med den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2021 – 2033. Såfremt der kommer høringssvar, som giver anledning til væsentlige ændringer, vil det fremlægges til politisk stillingtagen i Teknik – og Erhvervsudvalget, inden endelig vedtagelse. 

 

Kommuneplan 2021 – 2033 forventes endelig vedtaget i maj 2021. Se vedhæftede tidsplan (Jf. bilag 3.”Tidsplan, Kommuneplan 2021 - 2033”).

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Finansieringen af udarbejdelse af kommuneplanen sker indenfor Plan- og Udviklings eksisterende driftsramme.

 

Kommuneplan 2021 – 2033 indeholder en række forslag til indsatser omkring Tankefuld, Det

grønne og blå i byen, mobilitet, Svendborg bymidte mv. som kræver særskilt finansiering, da det ikke kan afholdes inden for de eksisterende driftsrammer. Direktionen fremsender forslag til temaer og prioritering af indsatser, i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2022.

CO2-Konsekvensvurdering

Kommuneplan 2021 – 2033 danner grundlag for den fremtidige fysiske udvikling, og vil derfor

antages at have konsekvenser for CO2-udledningen på længere sigt. De afledte konsekvenser kan

ikke vurderes på nuværende tidspunkt.

Lovgrundlag

Lov om Planlægning (Planloven)

Bosætningsstrategi 2020

Bæredygtighedsstrategi 2020

Cykelruteplan

Klima- og Energipolitik. Målsætninger og indsatsområder 2020-2025

Kommuneplan 2017-2029

Parkeringsstrategi

Planstrategi ´19

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 03-12-2020

Liste Ø fremsætter forslag om, at bebyggelsesprocenten for Viebæltet 1 (1.19) nedsættes til maksimalt 150 procent.

 

Forslaget bringes til afstemning.

 

For forslaget stemmer 2 medlemmer: Liste Ø og Løsgænger Jens Munk.

 

Imod stemmer 7 medlemmer: Liste A, C, og V.

 

Dermed faldt forslaget.

 

Liste Ø fremsætter forslag om, at der ikke udlægges areal til ny dagligvarebutik i Ollerup (3.06).

 

Forslaget bringes til afstemning.

 

For forslaget stemmer 1 medlem: Liste Ø.

 

Imod stemmer 8 medlemmer: Liste A, C, V og Løsgænger Jens Munk.

 

Dermed faldt forslaget.

 

Liste A fremsætter forslag om, at der ikke udlægges areal til Nyt Lokalcenter ved Ryttervej (3.22).

 

Forslaget bringes til afstemning.

 

For forslaget stemmer 6 medlemmer: Liste A, Liste Ø og Løsgænger Jens Munk.

 

Imod stemmer 3 medlemmer: Liste C og V.

 

Forslaget var dermed vedtaget, og arealet til Nyt Lokalcenter ved Ryttervej (3.22) udgår af Kommuneplanforslaget 2021-2033. 

 

Indstillingen blev derefter godkendt med de vedtagne ændringer og Kommuneplanforslaget 2021-2033 anbefales til Byrådets endelige vedtagelse til offentlig høring.

 

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 08-12-2020

Fremsendes til byrådets behandling.

Beslutning i Byrådet den 15-12-2020

Liste Ø fremsætter forslag om, at bebyggelsesprocenten for Viebæltet 1 (1.19) nedsættes til maksimalt 150 procent.

 

For forslaget stemte: 5 (Ø, F og Jens Munk).

 

Imod stemte: 24 (A, V, C, O, B)

 

Dermed faldt forslaget.

 

Liste Ø fremsætter forslag om, at der ikke udlægges areal til ny dagligvarebutik i Ollerup (3.06). 

 

For forslaget stemte: 3 (Ø).

 

Imod stemte: 26 (A, F, B, C, V, O og Jens Munk).

 

Dermed faldt forslaget.

 

Liste A fremsætter forslag om, at der ikke udlægges areal til Nyt Lokalcenter ved Ryttervej (3.22).

 

For forslaget stemte: 20 (A, F, B, Ø, O og Jens Munk).

 

Imod stemte: 9 (C og V).

 

Forslaget var dermed vedtaget, og arealet til Nyt Lokalcenter ved Ryttervej (3.22) udgår af Kommuneplanforslaget 2021-2033. 

 

På baggrund af administrationens anbefaling medtages følgende i forslag til Kommuneplan 2021-2033. Kommuneplanramme 06.01.C2.381 udvides til at omfatte Solvej 5, Tåsinge. Ligeledes skal geografien for lokalcenter Vindeby udvides til at omfatte Solvej 5, Tåsinge.

 

Indstillingen blev derefter godkendt med de vedtagne ændringer.

 

Afbud fra Bruno Hansen (F) og René Haahr (V). Som suppleanter deltog Rasmus Drabe (F) og Ulrik Sand Larsen (V).