Punkt 3 Punkt til behandling fra Enhedslistens byrådsgruppe

Sagsfremstilling

Byrådsmedlem Jesper Kiel (Ø) ønsker følgende optaget på byrådets dagsorden den 25. juni 2013:


 

”Svendborg Kommune bør sikre fortsat aktindsigt

 

Baggrund

Vedtagelsen af den nye offentlighedslov har mødt megen kritik. Loven vil f.eks. betyde, at væsentlige dele af Farumsagen ikke havde set dagens lys, hvis loven havde været gældende dengang. Det har Justitsministeriet bekræftet i et svar til Folketinget.

 

Enhedslisten mener, at det er et demokratisk problem, hvis åbenheden omkring forvaltningen i Svendborg Kommune forringes. Vi foreslår derfor at Svendborg Kommune, i det omfang det er muligt, ikke skal følge de dele af den nye offentlighedslov, som begrænser adgangen til aktindsigt i forhold til den tidligere lovgivning.

Det er vigtigt, at borgerne og pressen i Svendborg  Kommune kan få indsigt i forvaltningen. Der skal være tillid til forvaltningen, og det skal være muligt for den kritiske presse at afsløre det, når tingene ikke sker efter bogen. Det er grundlæggende for et demokrati.

 

Enhedslisten mener derfor, at Svendborg Kommune i de tilfælde, hvor den nye offentlighedslov begrænser adgangen til aktindsigt i forhold til tidligere, skal imødekomme ønsket om aktindsigt ud fra et princip om åbenhed.

 

Forslag:

  • Svendborg Kommune vil i videst muligt omfang fortsat give aktindsigt. I de tilfælde, hvor den nye offentlighedslov begrænser adgangen til aktindsigt, vil Svendborg Kommune fortsat give aktindsigt.”

Beslutning i Byrådet den 25-06-2013

Forslaget blev sat til afstemning, idet forslaget blev tilføjet: ”i overensstemmelse med hidtidig praksis”.  


For stemte: 17 (A, F, Ø, O, C)

Imod stemte: 12 (V, I og Bjarne Hansen)