Punkt 12 Forslag fra Venstre vedrørende trivselsundersøgelse blandt Svendborg Kommunes plejefamilier

Sagsfremstilling

Udvalgsmedlem Mette Kristensen, Venstre, har fremsendt følgende til behandling i Børne- og Ungeudvalget:

 

Venstre indstiller at:

  • Der iværksættes i 2019 en trivselsundersøgelse blandt Svendborg Kommunes plejefamilier.
  • Kommunes plejefamilier inddrages fremadrettet i trivselsundersøgelser i lighed med andre personalegrupper i Familieafdelingen.

I Svendborg Kommune har vi i gennemsnit 118 børn og unge anbragt i plejefamilier og dermed et tilsvarende antal plejefamilier, som er ansat på kontrakt til at varetage omsorgen og ansvaret for børnenes trivsel og personlige udvikling. En gruppe børn og unge som af mange forskellige årsager er særligt sårbare og udfordret og har brug for ro, stabilitet og tryghed i hverdagen. Ligesom det er vigtigt at have fokus på trivsel blandt andre faggrupper i Familieafdelingen, er det også vigtigt, at vores plejefamilier trives og har et godt samarbejde med Familieafdelingen for at kunne løfte opgaven.

Alle typer af plejefamilier (akut, netværks, aflastning og fuldtids) udgør således en stor del af Familieafdelingen i Svendborg Kommune. De betragtes som selvstændige, men er ansat på kontrakt af kommunen ofte i rigtig mange år. Derfor bør de også inddrages i trivselsundersøgelser, for at det kan give et mere retvisende billede af den samlede trivsel i HELE afdelingen.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 06-02-2019

Udvalget besluttede, at afdække området formelt, herunder de juridiske forhold og rollefordelingen mellem Socialtilsyn Syd og Svendborg Kommune, hvorefter udvalget orienteres og området drøftes.


Steen Tinning (B) var fraværende.