Punkt 10 Status på realisering af ny ledelsesstruktur på dagtilbudsområdet

Beslutningstema

Orientering om status på realisering af ny ledelsesstruktur på dagtilbudsområdet.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Med vedtagelsen af Budget 2019 blev der truffet beslutning om ny ledelsesstruktur på dagtilbuds-området gældende fra 1. januar 2019.

 

Det blev besluttet at reducere antallet af områder fra seks til fem, hvoraf Dagplejen udgør det ene område. Herudover blev det besluttet at sammenlægge to børnehuse i Skårup til ét børnehus med to afdelinger og én pædagogisk teamleder. Formålet med beslutningen var at skabe en økonomisk besparelse.

 

Nye områder

Fire områder blev påvirket af beslutningen om ny ledelsesstruktur, idet Sundet blev nedlagt og børnehuse i Børnebyøster, Østerdalen og Egebjerg blev ændret. Områderne Vesterlunden og Dagplejen blev uændret. Pr. 1. januar 2019 består de fire dagtilbud med børnehuse af seks eller syv børnehuse.

 

Områdernes nye lederteams er påbegyndt den fælles ledelse af de nye områder, herunder med afsæt i dagtilbudsområdets fælles indsatsområder at få indsigt og kendskab til de enkelte børnehuses børnegrupper, forældregrupper, medarbejdergrupper og pædagogiske ståsted.

 

Der afholdes valg til forældrebestyrelserne i alle områder i januar med afsæt i ny styrelsesvedtægt godkendt af Børne- og Ungeudvalget den 5. december. Det forventes at de nye forældrebestyrelser er konstitueret i løbet af januar og februar måned. Der vil herefter ske navneændring af de tre nye områder.  

 

I de tre nye områder er der afholdt valg af tillidsrepræsentant, og nye MED-udvalg skal nedsættes med AMR-repræsentanter, tillidsrepræsentant og ledelsesrepræsentanter. Det forventes at de nye MED-udvalg er etableret ved udgangen af marts måned.

 

I samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, Familieafdelingen og Sundhedsplejen etableres der nye strukturer for konsultative interne møder og tværfaglige møder, som udgør det tværfaglige samarbejde vedrørende børn med særlige behov.

 

Som en konsekvens af ny ledelsesstruktur er det besluttet, at ressourcepædagogerne organiseres under to dagtilbudsledere frem for tre, og at tilsynet med private dagtilbud fremover alene varetages af administrationen.

 

Sammenlægning af to børnehuse i Skårup

Østerdalen Skårup Børnehus og Østerdalen Bakkehuset Skårup, som er placeret i gåafstand mellem hinanden, er sammenlagt til ét børnehus med to afdelinger og én pædagogisk teamleder pr. 1. januar 2019. Der indskrives børn til et samlet børnehus, som i 2019 forventes at have 15 vuggestuebørn og 63 børnehavebørn.

 

I samarbejde med dagtilbudslederen, forældrene og medarbejderne er den pædagogiske teamleder påbegyndt arbejdet med at sammenlægge to børnegrupper, forældregrupper og medarbejdergrupper, og skabe børnehusets pædagogiske ståsted med brug af to afdelinger.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Status på realisering af ny ledelsesstruktur på dagtilbudsområdet har ingen økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser.

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 06-02-2019

Taget til efterretning.


Steen Tinning (B) var fraværende.