Punkt 12 Idéoplæg for flytning af Sundet Lundby Børnehave og Landet Bibliotek til Tåsingeskolen afd. Lundby

Beslutningstema

Godkendelse af idéoplæg for flytning af Sundet Lundby Børnehave og Landet Bibliotek til Tåsingeskolen afd. Lundby samt frigivelse af anlægsrammen.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  • At Børne-og Ungeudvalget godkender idéoplæg og videresender det til orientering for Teknik- og Erhvervsudvalget.
  • At Teknik- og Erhvervsudvalget meddeler og frigiver en samlet anlægsramme på 2,941 mio. kr. fordelt med 0,4 mio. kr. i 2018 og 2,541 mio. kr. i 2019.

Sagsfremstilling

Flytning af Sundet Lundby Børnehave og Landet Bibliotek til Tåsingeskolen afd. Lundby var en del af Svendborg Byråds beslutning af Budget 2018.

Der skal indrettes kapacitet til 60 stk. 0-6 års pladser på B-niveau, hvoraf 20 pladser bruges som heldagslegestue til dagplejen.

Det nye fælles bibliotek skal indrettes, så der er kapacitet til såvel pædagogisk læringscenter som Landet folkebibliotek inkl. selvbetjeningsløsning med blandt andet udvidet åbningstid kl. 7.00-22.00.

For at opnå helhed i opgaveløsningen er der nedsat en projektgruppe, der varetager begge projekter som en samlet opgave. Projektgruppen er sammensat i overensstemmelse med Svendborg Kommunes ”Håndbog for anlægsprojekter” og har repræsentation af brugere, administration fra Dagtilbud, Skoleafdeling, bibliotek og CETS.

Projektgruppen har lagt vægt på interessentinddragelse og på at anskue projektet som et udviklingsprojekt, der tager udgangspunkt i det eksisterende samarbejde mellem interessenterne.

En enig projekt- og ledelsesgruppe står bag det fremlagte idéoplæg, der har til formål at skabe et attraktivt og fleksibelt kultur- og læringsmiljø, som giver mulighed for at udnytte de faglige ressourcer og anlægsmidlerne så optimalt som muligt. Den fremlagte planløsning åbner for andre legemuligheder, der ikke gør legepladsplanen så afhængig af legeredskaber.

Økonomien for de to delprojekter håndteres adskilt.

Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser

Som en del af budgetforliget for 2018 blev der afsat en samlet anlægsramme på 2,941 mio. kr. til at realisere en samling af Landet bibliotek og Sundet børnehave på Tåsingeskolen, afd. Lundby.

Børnehavepladserne som skabes på skolen er jf. budgetforliget på B-niveau, som afspejles i det afsatte budget på 2,941 mio. kr.

Midlerne er fordelt med 0,4 mio. kr. i 2018 og 2,541 mio. kr. i 2019, hvorved midlerne kan meddeles og frigives.

Projektet er opdelt i to faser:

  • Etablering og flytning af Landet bibliotek
  • Etabling af 60 børnehavepladser på B-niveau, hvoraf 20 pladser bruges som heldagslegestue

 

Etablering og flytning af Landet bibliotek

Projektets omfang er af mindre karakter og udgør 0,182 mio. kr. af det samlede budget på 2,941 mio. kr. I forbindelse med flytningen af biblioteket etableres en selvbetjeningsløsning, der har et eget budget på 0,305 mio. kr. Det samlede udgift for at flytte og etablere plads samt selvbetjeningsløsning udgør derfor 0,487 mio. kr.

 

Etabling af 60 børnehavepladser på B-niveau, hvoraf 20 pladser bruges som heldagslegestue

Budgettet til at realisere dette er på 2,759 mio. kr. (2,941 mio. kr. - 0,182 mio. kr.) og forventes at kunne rumme det som er beskrevet nedenfor.

I forbindelse med udarbejdelsen af idéoplægget er visse bygningsmæssige- økonomiske- og disponeringsmæssige forudsætninger ændret sig fra anlægsprojektet blev besluttet i forbindelse med budgetforliget 2018.

Projektet indeholder stadig intern projektstyring, byggesagsstyring, tilbygning, køkken, indretning af SFO, toiletter, puslepladser, fast inventar, ventilation, flytning og uforudsete udgifter til en anslået samlet udgift på 1,871 mio. kr.

Det har været nødvendigt at benytte mere ekstern rådgivning til ingeniørarbejde og indretning end forudsat, da projektet skal realiseres indenfor en kort periode dels for at få samlet børnehave på skolen, hvor en del af børene allerede er, og dels for at opnå de konkrete arealeffektiviseringsbesparelser. Den samlede udgift udgør 0,324 mio. kr.

Herudover har man i forbindelse med en mere detaljeret gennemgang af bygningen konstateret, at der er ting som skal/bør inkluderes i projektet, som ikke oprindeligt var inkluderet:

  • Nuværende lofter udskiftes til lovpligtige akustiklofter (anslået udgift 0,181 mio. kr.)
  • Nuværende gulvbelægning udskiftes (anslået udgift 0,103 mio. kr.)
  • Nuværende skydedøre repareres (anslået udgift 0,030 mio. kr.)

Projektgruppen anbefaler, at disse udgifter indarbejdes i projektet, idet budgettet til indhegning og legeplads reduceres fra 0,661 mio. kr. til 0,250 mio. kr. Legepladsen vil herefter indhegnes og indrettes efter projektgruppens anbefaling.

I ovenstående er der i større eller mindre grad indarbejdet maling af de rum som bliver berørt, men det har ikke været muligt at finde midler til at male hele den berørte del af bygningen. Udgiften er anslået til 0,072 mio. kr. og hvis der i forbindelse med licitationen viser sig midler til dette, anbefaler projektgruppen at maling indeholdes i projektet.

Lovgrundlag

Bygningsreglementet

Dagtilbudsloven

Lov om frokostordning (tillæg til dagtilbudsloven)

Folkeskoleloven

Folkeoplysningsloven

Biblioteksloven

Arbejdstilsynets gældende regler og vejledninger

Beslutning i Teknik- og Erhvervsudvalget den 08-11-2018

Godkendt.

 

Afbud fra Niels Chr. Nielsen (A). Som suppleant deltog Hanne Klit (A).

 

Beslutning i Børne- og Ungeudvalget den 12-11-2018

Godkendt.

Dorthe Ullemose (O) var fraværende.