Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Deltagere
+Punkt 1 Godkendelse af dagsorden
+Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-10-2021
Dagsordenen blev godkendt.
Punkt 2 Svendborg Kommunes Klimahandleplan: valg af fokusområde indenfor forbrug
+Beslutningstema
Som DK2020-kommune skal målet for klimaneutralitet i 2050 som minimum være opfyldt for tre forskellige udledningskilder af CO2: scope 1 og 2 samt for scope 3 for så vidt angår affaldshåndtering. Byrådet besluttede den 30. marts 2021, at Svendborg Kommunes Klimahandleplan derudover også skal omfatte borgere og virksomheders forbrug af varer og tjenester indenfor scope 3.
Som en del af beslutningen bad Byrådet administrationen om at udarbejde forslag til et fokusområde indenfor forbrug af varer og tjenester samt inddrage borgere og virksomheder i arbejdet.
Forslaget forelægges nu til politisk beslutning.
Indstilling
Direktionen indstiller til Miljø- og Naturudvalget, Teknik- og Erhvervsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Børne- og Ungeudvalget, Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefales:
- at godkende fødevarer som første fokusområde indenfor forbrug af varer og tjenester i Klimahandleplan 2022.
Sagsfremstilling
Aktiviteter, der finder sted i Svendborg Kommune, kan generere CO2-udledninger, såvel indenfor kommunen, som udenfor kommunegrænsen. For at skelne mellem forskellige kilder til udledningen, bliver udledningerne inddelt i tre kategorier.
De tre kategorier bliver benævnt scope 1, 2 og 3. Scope 1 er direkte CO2-udledninger fra aktiviteter i kommunen. Scope 2 er indirekte CO2- udledninger fra brug af el, varme og køling leveret via et forsyningsnet enten produceret i eller udenfor kommunen.
Scope 3 er indirekte CO2-udledninger, der er forårsaget af varer og tjenester, der forbruges i kommunen, men hvor CO2-udledningen sker uden for kommunegrænsen. Hvis man medregner alle udledninger fra scope 1, 2 og 3 udleder en gennemsnitsdansker ifølge tænketanken CONCITO ca. 17 tons CO2 om året.
Figur 1 på næste side viser, at cirka halvdelen af danskernes CO2-udledninger stammer fra vores eget forbrug. Store dele af dette forbrug er udledninger indenfor scope 3. Figuren viser også, at mad og drikke (fødevarer) udgør en væsentlig del af den samlede udledning af drivhusgasser cirka 18 procent.
Figur 1: Danskernes samlede årlige udledning af drivhusgasser / Klimavenlige madvaner, CONCITO, 2019/
Som DK2020-kommune skal målet for klimaneutralitet i 2050 som minimum være opfyldt for scope 1 og 2 samt for scope 3 for så vidt angår affaldshåndtering. Byrådet besluttede den 30. marts 2021, at Svendborg Kommunes Klimahandleplan derudover også skal omfatte borgere og virksomheders forbrug af varer og tjenester indenfor scope 3.
Som en del af beslutningen bad Byrådet administrationen om at udarbejde forslag til et fokusområde indenfor forbrug af varer og tjenester samt inddrage borgere og virksomheder i arbejdet.
Administrationen har gennemført en mindre digital spørgeskemaundersøgelse lokalt hen over sommeren 2021. Desuden har administrationen trukket på resultater fra en national undersøgelse, som CONCITO har gennemført i 2020. Efterfølgende har administrationen vurderet hvordan der i forbindelse med reduktionsarbejdet bedst kan opnås samarbejde med lokale virksomheder og endvidere skabes synergier til nogle af Svendborgs eksisterende styrkepositioner.
National undersøgelse
CONCITO har i 2020 udarbejdet et Klimabarometer, som er en analyse af danskernes viden, holdninger og handlinger i forhold til klimaudfordringen.
Et af de mest populære klimatiltag er at nedbringe madspild. Desuden mener et flertal, at det er vigtigt, at deres kommune indfører klimatiltag, der berører borgernes private forbrug. Et uddrag af relevante resultater fra Klimabarometer 2020 findes i bilag 1 (Bilag 1: Uddrag af resultater af Klimabarometer 2020).
Resultat af Svendborg Kommunes spørgeskemaundersøgelse
Administrationen har hen over sommeren 2021 gennemført en mindre lokal og digital spørgeskemaundersøgelse. Formålet med spørgeskemaet var at få en tilkendegivelse i forhold til udpegningen af et første fokusområde for en CO2-reduktionsindsats i forhold til borgernes forbrug af varer og tjenester.
Svarene på, hvilket område borgerne er mest interesseret i at nedbringe/omstille deres forbrug indenfor, er gengivet i figur 2:
Figur 2: Lokal og digital brugerundersøgelse. Svarfordelingen på spørgsmålet: ”Hvor er du mest interesseret i at nedbringe/omstille dit forbrug for at reducere dit klimaaftryk”? Svarerne summerer til mere end 100 %, da svarpersonerne havde mulighed for at sætte kryds ved to emner.
Det fulde resultat af spørgeskemaundersøgelsen med en samling af indkomne ideer er vedlagt som bilag 2 (Bilag 2: Resultat af spørgeskemaundersøgelse).
Spørgeskemaundersøgelsen viser, at der er nogenlunde lige stor interesse for at nedbringe klimaaftrykket i forhold til forbrug af tøj samt mad og drikke (fødevarer). Det er administrationens vurdering at svarerne i forhold til kategorien ”biler” desværre ikke er retvisende. Det skyldes en formodning om, at der er svaret på transport fremfor køb og produktion af biler, se venligst yderligere forklaring i bilaget.
Administrationens vurdering af fødevarer som fokusområde
De gennemførte undersøgelser viser, at klimavenligt forbrug af fødevarer har stor opmærksomhed og engagement hos borgerne. Samtidig kommer en stor andel af CO2-udledningen fra forbrug for netop fødevarer.
Fødevareproduktion og -forbrug er en stor økonomi og en væsentlig markedsføringsparameter for Svendborgs virksomheder, herunder hoteller, restauranter, spisesteder og landbrug. Det tydeliggøres blandt andet gennem Cittaslow med 80 medlemsvirksomheder, hvoraf mange beskæftiger sig med fødevarer. Hertil kommer f.eks. den selvstændige forening Kulinarisk Sydfyn, hvis formål bl.a. er at skabe en bevidsthed om, at Sydfyn er et kulinarisk område med en kvalitetsbevidst kost- og spisekultur
Administrationen vurderer, at fødevarer som fokusområde vil kunne skabe et bredt engagement blandt borgere og virksomheder. Der indtages mange måltider hver dag i private hjem, institutioner og virksomheder. Det sker både i hverdagen, til fester, events og på ferie. Derfor vil alle brancher og alle aldersgrupper kunne være medspillere i forhold til fokusområdet.
Der produceres mange fødevarer af høj kvalitet lokalt, herunder grøntsager, frugter og kød. Endelig findes der mange virksomheder, der forarbejder fødevarer lokalt. Det gælder eksempelvis ost, is, brød, øl, vin og kød.
Et fokusområde indenfor fødevarer vil derfor kunne skabe synergi til den i forvejen stærke position fødevareproduktion og -forbrug har i Svendborg Kommune og bidrage til også at sætte den ind i klimadagsordenen, hvor blandt andet lokalt producerede fødevarer, reduceret madspild, m.v. vil kunne bidrage positivt til CO2 reduktionen fra forbrug af varer og tjenester (indenfor scope 3).
Administrationens forslag til fokusområde
På baggrund af den nationale undersøgelse, kommunens egen spørgeskemaundersøgelse og administrationens vurdering, foreslår administrationen, at fødevarer udpeges som første fokusområde indenfor forbrug af varer og tjenester.
Processen frem mod vedtagelse af indsatser indenfor det valgte fokusområde
Med afsæt i det besluttede fokusområde vil administrationen udarbejde forslag til konkrete indsatser, der skal gøre de klimavenlige valg tilgængelige og den klimavenlige adfærd lettere. Udvælgelsen af et fokusområde vil være med til at målrette indsatserne, hvor der er størst potentiale for at få medejerskab, engagement, benyttelse af kompetencer hos borgere, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
Forslag til konkrete indsatser vil blive udarbejdet i et tæt samarbejde med borgere, erhverv, uddannelsesinstitutioner og foreninger. Administrationen vil nedsætte en tværgående intern arbejdsgruppe der vil stå for borgerinddragelsen og udarbejde forslag til kommunens egne indsatser m.m.
Forslag til konkrete indsatser i Klimahandleplanen vedrørende forbrug forventes forelagt udvalg og Byråd til marts 2022.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er i forbindelse med budget 2022 indstillet et budgettema for implementering af nye indsatser i den kommende klimahandleplan. I budgettemaet er det foreslået at afsætte 200.000 kr./år til at gennemføre indsatser rettet mod borgernes forbrug. Det med udgangspunkt i udpegede fokusområder. Budgetteamet er i budgetseminarmappen benævnt: ”Klimahandleplan DK2020 (klimaindsats), bilag 9”.
Såfremt temaet ikke medtages i det endelige budget 2022, vil der skulle omprioriteres indenfor udvalgets eksisterende ramme for at sikre finansiering til indsatsen.
Svendborg Kommunes erhvervsliv vil blive inddraget i processen med at udarbejde forslag til konkrete indsatser, og vil kunne profitere af ny viden til erhvervets grønne omstilling.
CO2-Konsekvensvurdering
Svendborg Kommunes Klimahandleplan vil have en væsentlig positiv konsekvens for Svendborg Kommunes CO2-udledning både på virksomhedsniveau og geografisk niveau.
Mens det er muligt at måle og opstille scenarier for reduktionsindsatser inden for energi, transport og landbrug, er det for nuværende ikke muligt at opstille præcise CO2-reduktionsopgørelser for indsatser inden for forbrug af varer og tjenester. Administrationen vil arbejde på at finde alternative metoder til at opstille mål for og evaluere på indsatser inden for forbrug af varer og tjenester.
Lovgrundlag
Klima- og Energipolitik 2020-2025, Svendborg Kommune
Bæredygtighedsstrategi 2020, Svendborg Kommune
Planstrategi ’19, Svendborg Kommune
Sagen afgøres i
Byrådet
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 28-09-2021
Godkendt med ønske om at understøtte de igangværende tiltag på transportområdet.
Beslutning i Miljø- og Naturudvalget den 28-09-2021
Indstillingen anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet.
Løsgænger Jens Munk kan ikke anbefale indstillingen, idet han mener, at kommunens ressourcer kan anvendes bedre.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-10-2021
Udvalget godkendte fødevarer som fokusområde. Udvalget ønsker, at kompetenceudvikling og uddannelse til grønne job indgår i klimahandlingsplanen.
Punkt 3 Forslag fra Pia Dam om afdækning af indsats for borgere med senfølger efter hjernerystelse
+Beslutningstema
Afdækning af beskæftigelsesindsatsen for borgere med hjernerystelse
Indstilling
Pia Dam indstiller, at
- udvalget beslutter at gennemføre en afdækning af beskæftigelsesindsatsen for borgere, der har haft hjernerystelse
Sagsfremstilling
Pia Dam foreslår, at der foretages en afdækning af beskæftigelsesindsatsen, herunder brugen af tilbud, til borgere der har haft en hjernerystelse eller lider af senfølger efter covid 19.
Der er mange af de symptomer, som mennesker med senfølger har, der minder om det, mennesker, der har fået en hjernerystelse oplever. Derfor kan en øget opmærksomhed på erfaringerne fra borgere med hjernerystelse måske være med til at øge viden og læring om de barrierer, der kan være for at fastholde eller få tilknytning til arbejdsmarkedet efter covid19.
Det foreslås at afdækningen tager udgangspunkt i borgerrejser med 2 udvalgte borgere, der efter hjernerystelse har været tilknyttet jobcentret.
Sagen afgøres i
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-10-2021
Indstillingen blev godkendt.
Punkt 4 Beskæftigelsesplan 2022 - oplæg til justeret beskæftigelsesplan
+Indstilling
Direktionen indstiller, at udvalget
- godkender ændringerne i Beskæftigelsesplanen
- beslutter om den justerede plan sendes i høring
Sagsfremstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har på de seneste møder drøftet Beskæftigelsesplanen for 2022 med udgangspunkt i planen for 2021. Udvalget har valgt at fastholde de bærende principper og fokusområderne fra 202,1 ligesom Beskæftigelsesministerens mål også er videreført i 2022. På det seneste møde drøftede udvalget muligheden for at supplere planen i forhold til social ansvarlighed og indsatser for borgere længere væk fra arbejdsmarkedet.
På den baggrund er der udarbejdet vedlagte udkast til ny Beskæftigelsesplan 2021-22. I forhold til planen for 2021 er der tilføjet 2 nye fokusområder.
- Socialt økonomiske og ansvarlige virksomheder
- Borgere på kanten af arbejdsmarkedet.
Derudover er der konkretiseret at en styrkelse af seniorernes muligheder på arbejdsmarkedet skal ske ved et øget fokus på opkvalificering og lokale initiativer.
Planen for 2022 indeholder fortsat et fokus på det fælles fynske samarbejde og beskæftigelsesindsatsens rolle i forhold til kommunen bæredygtighedsstrategi.
Traditionelt sendes Beskæftigelsesplanen i høring ved følgende parter:
- Svendborgs Integrationsråd
- Svendborg Erhvervsråd
- Lokalt A-kasseudvalg
- FH Sydfyn
- Industrien Sydfyn
- Byg og Håndværk
- Jobcentrets Advisoryboard
- Bestyrelserne for de lokale uddannelsesinstitutioner
- Handicaprådet
Da planen i vid udstrækning er en videreførelse af 2021-planen bedes udvalget drøfte om der skal være en høringsrunde i år. FH Sydfyn har tidligere fremsendt deres input, der blev drøftet med FH Kommuneudvalg den 6. september.
En kort høringsrunde ville kunne afvikles fra den 6. oktober til den 20. oktober, hvorefter udvalget kan behandle høringssvar og en eventuel tilrettet plan på møde den 8. november med henblik på endelig oversendelse til byrådets behandling den 30. november 2021.
Bilag eftersendes.
Sagen afgøres i
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-10-2021
Udvalget godkendte udkastet, idet der som en del af beskæftigelsesplanen udarbejdes en strategi for socialøkonomiske virksomheder. Udkastet sendes i høring med henblik på endelig behandling i Byrådet den 30. november.
Punkt 5 Status på mål og indsatsplan - september 2021
+Beslutningstema
Opdateret mål og indsatsplan
Indstilling
Direktionen indstiller,
- at orienteringen tages til efterretning
Sagsfremstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har godkendt en mål og indsatsplan, der supplerer Beskæftigelsesplanen for 2021.
Udvalget får kvartalsvis forelagt en status på planen.
Vedlagt er Mål og indsatsplan 2021 – september 2021, der er opdateret med de nyeste tilgængelige tal.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
Sagen afgøres i
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-10-2021
Orienteringen blev taget til efterretning.
Punkt 6 Status "Fælles om unge i Svendborg Kommune"
+Beslutningstema
Status på ”Fælles om unge i Svendborg Kommune”.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- at udvalget tager status til efterretning.
Sagsfremstilling
I 2019 blev der afholdt to fælles udvalgsmøder mellem Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU), Social- og Sundhedsudvalget (SSU), Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) samt Børne- og Ungeudvalget (BUU) om børn og unges mentale sundhed. Med udgangspunkt i de positive erfaringer fra de afholdte fællesmøder, samt et ønske om og behov for at sikre en strategisk koordinering på tværs af fagudvalgene inden for den brede ungeindsats, nedsattes der i maj 2020 en koordinationsgruppe bestående af udvalgsformændene og næstformændene for BIU, SSU, KFU og BUU. Koordinationsgruppen blev nedsat under navnet ’Fælles om unge i Svendborg Kommune’.
Formålet med ’Fælles om unge i Svendborg Kommune’ var at etablere en politisk og administrativ organisering og ramme for et strategisk overblik og en koordineret indsats inden for ungeområdet, som kunne give et oplyst grundlag for tværfaglige drøftelser med det formål at styrke unges fysiske og mentale sundhed, unges fællesskaber samt ligeværdige muligheder for det gode (unge)liv.
Koordinationsgruppen blev på møde den 27. august 2021 forelagt status over koordinationsgruppens arbejde med henblik på at overlevere erfaringer fra indeværende til kommende byråd. Koordinationsgruppen besluttede at sende statusnotat til orientering i de nævnte udvalg.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Sagen afgøres i
Social- og Sundhedsudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Børn- og Ungeudvalget.
Beslutning i Social- og Sundhedsudvalget den 28-09-2021
Taget til efterretning.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-10-2021
Taget til efterretning. Udvalget anbefaler, at koordineringen gennem de fire udvalgsformandsskaber videreføres.
Punkt 7 Til orientering
+Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Formanden orienterede om fællesmødet med Integrationsrådet
- Formanden deltager i arrangement om beskæftigelse af kvinder af anden etnisk herkomst
- Der søges arrangeret virksomhedsbesøg på FGU i tilknytning til udvalgsmødet den 8. november
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Niels Christian Nielsen (A) spurgte til samarbejdet med CodeOfCare og Rabbits erhvervsnetværk
- Jesper Larsen (V) spurgte til gennemførelse af praktik i ressourceforløb
- Orientering fra administrationen
- Reformudspillet ”Danmark kan mere I”
- Mobil Borgerservice
- Brugertilfredshedsundersøgelse i Borgerservice
- Orientering om aktuelle ledighedstal og opgørelser (eftersendes)
- Orientering om Integrationsrådsvalg
- Opfølgning på budgetforlig dagsordensættes 8. november.
Beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 04-10-2021
Orienteringen blev taget til efterretning.