Blå flag
Blå flag

Blå Flag-strande

I Svendborg Kommune er der i alt fem Blå Flag-strande, som opfylder internationale miljøkrav.

Det Blå Flag er bevis på, at strandene opfylder de strenge krav i den internationale miljøkampagne Blå Flag. Kampagnen arbejder for et renere hav- og kystmiljø og for at højne den generelle sikkerhed, service og kvalitet til gavn for besøgende på strande og havne.

Ballen

Ballen, der er kommunens mindste Blå Flag-strand, ligger ved Ballen Havn i den vestlige del af kommunen. Stranden fik det blå flag for første gang i sommeren 2008.

Det er en lille hyggelig børnevenlig strand med lavt vand og badebro.
 

Smørmosen

Smørmosen ligger på Thurøs østkyst. Det er en dejlig strand, god til børnefamilier. Der er badebro med en lille rutschebane, ishus og minigolf.

Der er en dejlig udsigt mod nord op mod Storebælt og ind mod Fyn ved Åbyskov. Der er ikke langt ud til naturområdet Thurø Rev, som er en god travetur værd.

Der er p-pladser i gå-afstand, og der kører busser til området.
 

Slotshagen Strand

Slotshagen Strand ligger på Tåsinge lige neden for et af landets smukkeste bygningsværker, Valdemars Slot

Det er en dejlig strand, god til børnefamilier med lavt vand. Der er en fantastisk udsigt tværs over Lunkebugten mod Langeland og mod Thurø. Sejlskibene sejler forbi, og det giver et virkeligt smukt syn.

Du kan komme til stranden med veteranskibet M/S Helge ved at stå af ved Valdemars Slot. Der er også p-pladser ved slottet lige før passagen af portbygningen, når man kommer fra Troense. Og der kører busser til stedet.
 

Lundeborg Strand

Lundeborg Strand ligger nord for Lundeborg Havn ved Storebælt. Stranden er en fin sandstrand og meget populær.

Der køres til stranden via Havnevej, der ender ved en parkeringsplads, der fører direkte til stranden. Stranden ligger i læ af det bakkede område bag stranden og er meget børnevenlig. I begge ender af strandens afgrænsning ligger en campingplads.
 

Christiansminde

Christiansminde er en dejlig sandstrand uden dybt vand. Derfor er den god for børnefamilier, der ligeledes kan benytte sig af legepladsen, grillen, kiosken og minigolfen, som findes i området.

Der er en fantastisk udsigt langs med Svendborg Sund ind mod byen og mod Thurø og Troense. Lystsejlerne, der går tæt forbi stranden, er også et smukt syn.

På gode dage er stranden og arealerne omkring tilholdssted for mange af byens borgere og turister, da stranden nemt kan nås af gående og cyklister. Der er p-pladser, som du finder ved at køre ind lige ved Hotel Christiansminde. Der kører også bybusser til stedet.

Veteranskibet MS Helge lægger også til kaj ved Christiansminde, som også har en badebro og i øvrigt er handicapvenlig.

 

Mere information

Nederst her på siden finder du en mere uddybende beskrivelse af de enkelte badestrande, i dokumentet "Badevandsprofiler" samt en klassifikation af badevandet ved de enkelte strande for de sidste tre år i dokumentet "Klassifikation af badestrande".