start på hovedindhold

SundSexSkolen: Før undervisning 9. årgang

Film om kønsorganer

Se film på 2½ minut om kønsorganer.

Film om seksualiteter, normer og kultur

Filmen varer 10 minutter. Herefter arbejde med emnerne som beskrevet på hjemmesiden.

God stil på nettet

Trin 1

Tal i klassen om, at I skal arbejde med god stil på nettet. Hvis I allerede har arbejdet med andre øvelser fra forløbet om seksuelle rettigheder eller om digital trivsel, kan I indlede med en klassesamtale om, hvilke pointer om rettigheder og god stil på nettet, I har arbejdet med indtil videre.

Trin 2

Se filmklippet ”Man skal være fucking flink på nettet” på DR Skole (kræver UNI-login).

Tal fælles I klassen om følgende spørgsmål:

  • Hvad fortælles i filmklippet om online adfærd på nettet?
  • Hvad fortælles i filmklippet om, hvad grimt sprog på nettet betyder for unges trivsel?
  • Hvad er hovedbudskabet fra initiativtageren til kampagnen ”Fuck-ing Flink”?

Trin 3

Inddel eleverne i mindre grupper med tre til fire elever i hver, og uddel arbejdsarket med de seksuelle rettigheder til hver elev. Grupperne skal besvare fem arbejdsspørgsmål:

  • Hvilke seksuelle rettigheder bliver oftest krænket på nettet?
  • Hvilke normer for, hvad man gør og skriver på nettet, er der blandt unge?
  • Hvordan bliver unge påvirket af, hvad andre gør og skriver på nettet?
  • Hvad er god stil på nettet og sociale medier?
  • Hvordan kan man omsætte jeres tanker om rettigheder, normer og god stil på nettet til konkrete budskaber til unge?

Trin 4

Grupperne skal omsætte deres budskaber om god stil på nettet til en kampagneaktivitet. De kan lave en kampagnefilm eller en kampagneplakat.
Kampagnefilmen kan laves i programmet WeVideo og kampagneplakaten i programmet Easel.ly på Skoletube.dk.

Kampagneplakaten/kampagnefilmen skal indeholde et budskab om god stil på nettet – og mindst ét foto eller en illustration, der understøtter budskabet. Grupperne kan vælge, om deres kampagne skal bruge virkemidler i form af overtalelse, information, humor eller skræmmebilleder.

Trin 5

Grupperne præsenterer deres kampagneaktivitet for resten af klassen, og eleverne giver hinanden feedback på, hvad de synes, fungerer godt ved de forskellige gruppers kampagneaktiviteter.

Trin 6

Herefter faciliterer du en opsamlede dialog om rettigheder og god stil på nettet med afsæt i elevernes præsentationer. Der kan tages afsæt i følgende spørgsmål:

  • Hvad fortæller jeres kampagneaktiviteter om seksuelle rettigheder på nettet?
  • Hvad fortæller jeres kampagneaktiviteter om normer og god stil på nettet?
  • Hvad tror I, at god stil på nettet betyder for unges trivsel og deltagelse på sociale medier?
  • Hvordan kan man ændre på online normer, der påvirker unges trivsel?
  • Hvordan kan jeres kampagneaktiviteter bidrage til at sætte fokus på betydningen af god stil på nettet?
  • Hvor og hvordan kan I lancere jeres kampagnefilm/plakater om god stil på nettet?
  • Hvilke andre initiativer kan man sætte i værk, hvis man som ung gerne vil være med til at skabe god stil på nettet?

Trin 7

Afslut med en proces omkring eventuel tilpasning og realisering af gruppernes kampagneaktiviteter. Grupperne kan eksempelvis præsentere deres kampagne på skolen, for forældre eller på relevante sociale medier.