
Digital Post
Læs om Digital Post eller hvilke muligheder du har, hvis du ikke har Digital Post
Hvad er Digital Post?
Som borger i Danmark modtager du din post fra offentlige myndigheder digitalt.
Både postkassen og beskederne hedder Digital Post og sikrer en sikker digital kommunikation mellem dig og myndighederne.
Sikkerheden er vigtig, fordi der ofte udveksles personfølsomme oplysninger.
Du modtager Digital Post fra offentlige myndigheder fra du er 15 år gammel, og du har pligt til at læse den.
Det har du, fordi den drejer sig om vigtige begivenheder i dit liv, som du skal forholde dig til. Det kan være, at du er blevet optaget på en uddannelse.
At du har fået plads til dit barn i en institution.
Eller du skal møde op til en aftale på hospitalet. De beskeder kommer som Digital Post.
Hvor finder jeg Digital Post?
Du kan læse og sende Digital Post via Digital Post appen, og via din digitale postkasse på Borger.dk, på e-boks eller Mit.dk
Bliv fritaget for Digital Post
Du skal have MitID for at kunne sende og modtage Digital Post. Har du ikke mulighed for at modtage posten digitalt, kan du blive fritaget og i stedet modtage post fra offentlige myndigheder på papir.
Når du bliver fritaget for Digital Post, bliver du samtidig fritaget for obligatorisk digital selvbetjening.
Få hjælp i Borgerservice
For at blive fritaget for Digital Post skal du bestille en tid til Borgerservice, hvor du skal skrive under på, at du lever op til mindst et af fritagelseskriterierne. Medbring legitimation. Enten pas eller kørekort.
Hvis du ikke selv kan møde op i Borgerservice, kan du bede en pårørende om hjælp. Print og udfyld fuldmagts-blanketten til anmodning om fritagelse fra Digital Post for borgere. Se den herunder.
Herefter skal dine pårørende bestille en tid i Borgerservice, for at aflevere blanketten. Dine pårørende skal medbringe legitimation, enten pas eller kørekort, når de afleverer blanketten i Borgerservice.
I ganske særlige tilfælde kan der være mulighed for en administrativ fritagelse, hvis man fx ikke er i stand til fysisk at underskrive blanketten. Kontakt Borgerservice for at høre mere.



