Vindmøllevinger, der snurrer i luften

Endelig tilladelse til Broholm-møller

Flertal i kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune har givet endelig tilladelse til opførelsen af tre vindmøller på 150 meter ved Broholm.

Tirsdag aften satte kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune punktum for flere års arbejde.

De godkendte nemlig kommuneplantillæg, lokalplan samt §25-tilladelse med tilhørende miljøvurdering til tre vindmøller øst for Broholm, som Broholm Gods og Fuglehavegård ansøgte om i 2018.

 Med andre ord kommer vindmøllerne nu med al sandsynlighed til at blive opført.

”Med vores klimahandleplan har vi gjort op med os selv, at også vi skal tage et ansvar for den klimakrise, vi står i. Det er det, vi gør nu – og det er der nogle, som bliver kede af. Derfor er det en svær beslutning. Virkeligheden er bare, at for hver eneste dag der er gået, siden vi gik i gang med processen for seks år siden, er behovet for grøn strøm kun blevet større, og derfor bliver Broholm-møllerne heller ikke de sidste,” udtaler borgmester Bo Hansen.

Svendborg Kommune har et mål om, at kommunen som geografisk enhed skal være 100 procent omstillet til vedvarende energi i 2040.

De tre vindmøller forventes at producere strøm svarende til 9.000-9.750 husstandes årlige elforbrug eller lige knap en tredjedel af de 31.000 boliger, som findes i Svendborg Kommune. 

Kompensation til naboer og lokalsamfund

De nærmeste naboer til vindmøllerne vil få mulighed for at søge om kompensation gennem en række statslige ordninger.

Derudover forventes vindmøllerne at indbringe omkring 1,5 millioner kroner til Svendborg Kommunes Grøn Pulje, som kan søges til projekter til gavn for naboer og lokalsamfund.

"Hvis vi vil have grøn energi, må vi også acceptere de ændringer, det medfører i vores landskab, og forsøge at bruge forandringerne konstruktivt. For nogle får det dog større betydning end for andre, og det skal de selvfølgelig kompenseres for. Heldigvis er der gode ordninger for netop dét – både for de nærmeste naboer og lokalsamfundet som sådan,” udtaler formand for Plan- og Lokalsamfundsudvalget Arne Ebsen.

Flagermus skal beskyttes

I tilladelsen er der fastsat en række vilkår, som skal sikre, at driften af møllerne tager hensyn til både naboer og natur.

”Det er klart, at man ikke kan opføre store vindmøller, uden det har en indvirkning på omgivelserne. Det gælder, uanset hvor vi placerer dem. Det betyder ikke, at vindmøller bare skal opføres hvor som helst for enhver pris. Tværtimod skal vi nøje undersøge konsekvenserne, og det er præcis, hvad vi har gjort her. Det er blandt andet derfor, vi har stillet en række krav, som skal gøre påvirkningen så lille som mulig,” udtaler formand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel.

Tilladelsen indeholder blandt andet betingelser om, at støjgrænser og krav til skyggekast fra møllerne skal overholdes, og at flagermus skal beskyttes med vindmøllestop i særlige perioder. Desuden skal det overvåges, om vindmøllestoppene overholdes.

Baggrund

  • I 2018 ansøgte Broholm Gods og Fuglehavegård om at etablere tre vindmøller øst for Broholm, og en plan- og miljøvurderingsproces blev sat i gang. 
  • Ved den første offentlige høring i efteråret 2020 kom der nye oplysninger frem om miljøpåvirkningen, som blandt andet havde betydning for vurderingen af støj og påvirkningen af især rovfuglen rød glente og flagermus i området. Derfor var der behov for at uddybe miljøvurderingen af projektet og planerne.
  • Den opdaterede miljøvurdering samt forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og udkast til §25-tilladelse kom i en 15 uger lang høring i sommeren 2023. Som en del af den høring afholdt Svendborg Kommune et borgermøde i Gudmehallen med ca. 100 deltagere.
  • Svendborg Kommune modtog 41 høringssvar, herunder 37 fra borgere. Høringssvarene har givet anledning til enkelte tilretninger, men ingen ændringer i projektet eller rammerne for planlægningen.
  • Med kommunalbestyrelsens beslutning den 27. februar vil planer og tilladelser nu offentliggøres snarest muligt på kommunens hjemmeside. Efter offentliggørelsen er der fire ugers klagefrist.
  • Hvis der klages over planerne eller tilladelsen inden for de fire uger, vil Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet herefter skulle vurdere, om afgørelserne kan fastholdes, eller om sagen skal gå om.
  • Hvornår vindmøllerne i sidste ende skal stilles op, beslutter bygherren. En tilladelse udløber dog efter tre år. Hvis tilladelsen ikke er udnyttet inden da, skal Svendborg Kommune på ny tage stilling til, om der kan gives tilladelse, og om miljøvurderingen af projektet fortsat er dækkende for projektet. 

Find mere information