Offentlighedslovens udgangspunkt er, at alle borgere har ret til aktindsigt. Svendborg Kommune vil i vidt omfang give aktindsigt ud over, hvad offentlighedsloven kræver som minimum - naturligvis altid med respekt for reglerne om tavshedspligt.
Men der er dog visse typer af sager, hvor kommunen pga. offentlighedslovens regler ikke må give aktindsigt. De vigtigste undtagelser er:
Straffesager og sager om ansættelse og forfremmelse i det offentlige
Personalesager. Her kan du kun få oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser.
For ansatte i chefstillinger må oplysninger om disciplinære sager, som er mindre end to år gamle, udleveres.
Interne dokumenter
Efter offentlighedsloven er interne arbejdsdokumenter som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt. Interne arbejdsdokumenter er:
Dokumenter, som kommunen udarbejder til eget brug
Breve inden for kommunen og forvaltningerne
Breve mellem kommunalbestyrelsen og dens udvalg, organer og forvaltninger
Borgeren har dog i nogle tilfælde krav på aktindsigt i interne dokumenter. Det drejer sig fx om interne dokumenter, som kun indeholder kommunens endelige beslutning i sagen eller kun indeholder oplysninger, der er omfattet af notatpligt.
Selv om der er tale om interne dokumenter, har du krav på at få aktindsigt i oplysninger om faktiske omstændigheder i sagen, der ikke fremgår af andre dokumenter end de interne. Kommunen skal uddrage disse oplysninger ud fra de pågældende interne dokumenter.
Andre specielle dokumenter kan være undtaget fra aktindsigt, fx kommunens brevveksling med en advokat i forbindelse med retssager eller dokumenter i forbindelse med aftaler om indkøb, tilbud mv.
Fortrolige oplysninger
Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om fortrolige forhold som fx:
Oplysninger om enkeltpersoners private eller økonomiske forhold
Oplysninger om private virksomheders drifts- eller forretningsforhold eller tekniske indretninger
Andre undtagelser
Væsentlige hensyn til det offentliges, herunder kommunens, interesser kan efter en konkret vurdering bevirke, at aktindsigt kan begrænses. Det gælder fx:
Hensynet til gennemførelse af kommunes kontrol- eller planlægningsopgaver
Hensynet til kommunens forretningsvirksomhed og økonomiske interesser