Illustration lokalplaner
Illustration lokalplaner

Solceller og vindmøller

Sol- og vindenergi er et vigtigt skridt på vejen til at realisere Svendborg Kommunes overordnede klimamål: Senest i 2050 skal hele kommunen være både klimaneutral og robust over for klimaforandringerne.

Her på siden vil du løbende kunne holde dig opdateret om større, aktuelle sol- og vindenergiprojekter i kommunen. Du kan også følge med i borgermøder og undersøgelser forud for beslutninger om egentlig planlægning af konkrete projekter.

Mål og ramme for sol- og vindenergi frem mod 2030

Muligheden for mere vind- og solenergi spiller en stor rolle i arbejdet med at udfase fossile brændsler (gas og olie). De fossile brændsler bliver i dag brugt til el, varme og transport, som derfor er de helt store syndere, når det gælder udledning af drivhusgasser.

I lyset af den europæiske energikrise og den globale klimakrise står det klart for de fleste, at vi i denne del af verden har travlt med at skabe en mere stabil energi- og varmeforsyning. 

I Svendborg Kommune arbejder vi allerede med vores egne mål for vedvarende energi i kommunen. Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der i kommunen frem mod 2030 skal opstilles:

  • 145 hektar solceller 
  • seks vindmøller 

Det er allerede en fordobling af niveauet for målet om sol- og vindenergi i Svendborg Kommunes klimahandleplan, som blev enstemmigt vedtaget i kommunalbestyrelsen i efteråret 2022 (mindre borgerdrevne solenergianlæg i Svendborg Kommune kan planlægges uden for rammen for større anlæg). 

Svendborg Kommune har desuden et mål om, at kommunen som geografisk enhed skal være 100 % omstillet til vedvarende energi i 2040 og allerede i 2030 for kommunen som virksomhed.

Tre af de seks kommende vindmøller forventes besluttet placeret ved Broholm, Gudme. Det betyder, at der skal findes plads til tre mere, foruden de 145 hektar solceller.

Nye sol- og vindenergiprojekter 

I 2022 gennemførte Svendborg Kommune to åbne ansøgningsrunder for større solcelleanlæg og vindmøller.

I ansøgningsrunderne har kommunen ikke på forhånd haft udpeget specifikke arealer til opsætning af solcelleanlæg og vindmøller. Med andre ord har potentielle opstillere altså selv peget på de placeringer, de har fundet hensigtsmæssige.

Derefter har kommunens administration gennemgået alle ansøgninger og vurderet dem ud fra en række fastsatte kriterier, herunder mulighed for indpasning i omgivelserne og landskabet, lokalt medejerskab, afstand til naboer mv. 

Kommunen modtog ansøgninger om cirka 700 hektar solenergi og 11 vindmøller. Ud af dem har kommunalbestyrelsen valgt at give grønt lys til en videre proces for de tre følgende projekter: 

  • Et hybridprojekt (bestående af både sol- og vindenergi) ved Høje Dong: Tre vindmøller á ca. 150 meter og ca. 60 hektar solenergianlæg. Hybridprojektet ønskes placeret øst for Svendborgmotorvejen.
  • Solenergianlæg syd for Højlundsvej, mellem Gudbjerg og Lakkendrup: Ca. 60 hektar solcelleanlæg, der ønskes etableret i tilknytning til to eksisterende vindmøller á ca. 80 m.
  • Svendborg Fjernvarme: Her skal der arbejdes videre med at finde arealer til solenergianlæg til Svendborg Fjernvarmes produktionsenhed.

Læs mere om de tre projekter nedenfor. 

Høj grad af selvforsyning

Den nuværende ramme for planlægning af større sol- og vindanlæg frem mod 2030 giver en selvforsyningsgrad på 63 % for Svendborg Kommune. Det svarer til, at ca. 18.500 husstande ud af ca. 29.000 i hele Svendborg Kommune skal være forsynet af vedvarende energi.

National klimapolitisk baggrund

Vores lokale ramme for planlægning af vedvarende energi-projekter forsøger samtidig at imødekomme regeringens klimamål. Folketingets partier indgik i sommeren 2022 en bred politisk klimaaftale, som blandt andet indebærer en firedobling af vedvarende energi i Danmark frem mod 2030.

Omtrent 70 % af den energikapacitet kommer til at bero på kommunal planlægning af vedvarende energi-anlæg.

Når det kommer til vindmøller, vil kommunerne kun kunne opstille møller på land, da havvindmøller hører under statslig planlægning.