start på hovedindhold

Rusmiddelcenter Svendborg

Rusmiddelcenter Svendborg tilbyder gratis og anonym rådgivning, støtte og behandling til dig, der oplever udfordringer med alkohol, stoffer eller medicin.

Rusmiddelcenter Svendborg

Vi møder dig med respekt og tager udgangspunkt i din situation, dine ønsker og den forandring, du gerne vil skabe.

Vi har tre tilbud, som til sammen dækker forskellige behov og målgrupper.

Alkoholbehandlingen

Et gratis og anonymt tilbud til dig over 18 år, der ønsker støtte til at ændre dit alkoholforbrug.

Hos Alkoholbehandlingen kan du få rådgivning og behandling, hvis alkohol fylder for meget i din hverdag. Forløbet tilrettelægges sammen med dig og tager udgangspunkt i dine behov og ønsker - uanset om dit mål er at stoppe helt, reducere dit forbrug eller skabe større balance i hverdagen.

Du kan også få gratis støtte og rådgivning, hvis du er pårørende til en person med et alkoholforbrug, der bekymrer dig.

Rusmiddelbehandling unge

Et gratis tilbud til unge fra 12 år og indtil 26 år, der ønsker støtte til at ændre deres forbrug af alkohol eller stoffer.

Rusmiddelbehandling unge tilbyder rådgivning og behandling til unge, der oplever udfordringer med rusmidler. Vi tager udgangspunkt i den unges situation, ønsker, drømme og behov at arbejder sammen om den forandring, den unge ønsker. 

Som pårørende til en ung, der er i behandling, kan du også få gratis støtte og rådgivning. 

Rusmiddelbehandling voksne

Et gratis tilbud til dig over 25 år, der ønsker støtte til at ændre dit forbrug af stoffer eller medicin. 

Rusmiddelbehandling voksne tilbyder ambulant behandling til voksne, der oplever udfordringer med et eller flere rusmidler. Behandlingen tilrettelægges sammen med dig og tager udgangspunkt i din situation og dine mål. Hvis ambulant behandling ikke er tilstrækkelig kan du få tilbud om udredningsforløb med henblik på at afklare, om du har behov for døgnbehandling.

Du kan også få gratis støtte og rådgivning, hvis du er pårørende til en person med et rusmiddelproblem.

Fælles for vores tilbud

Uanset hvilket tilbud du henvender dig til, er vores udgangspunkt, at du er ekspert i dit eget liv. Vi møder dig åbent og respektfuldt og hjælper dig med at finde den støtte og behandling, der passer til dig. 

Du behøver ikke have besluttet dig for, hvad du vil ændre, før du kontakter os. Du er altid velkommen til at ringe og høre mere om dine muligheder.

Du behøver som udgangspunkt ingen henvisning for at kontakte Rusmiddelcenter Svendborg. Du kan læse mere om det enkelte tilbud og hvordan du kommer i behandling ved at klikke dig videre på et af de tre tilbud herunder. 

Kontakt Rusmiddelcenter Svendborg