start på hovedindhold

Tre frivillige indsatser får årets priser

De skaber et pusterum for patienter i psykiatrien, giver en håndsrækning i Gratisbutikken og gør sejlsporten tilgængelig for personer med handicap. Tre frivillige indsatser blev hædret med priser ved Svendborg Kommunes årlige fejring af frivilligheden på det sociale område

Pressemeddelelse

330 frivillige var lørdag den 26. september samlet i Midtbyhallen til årets fejring, hvor priserne blev uddelt. Priserne gik til Røde Kors' patientstøtter på Psykiatrisk Afdeling på OUH Svendborg Sygehus, Annette Brink Nielsen fra Venligboernes Gratisbutik og Thurø Sejlklub.

Årets prismodtagere

FrivilligSocialPrisen gik til Røde Kors' patientstøtter på Psykiatrisk Afdeling på OUH Svendborg Sygehus. Siden 2025 har de frivillige givet patienterne et socialt pusterum fra sygdom og behandling gennem samtaler og aktiviteter. Ifølge indstillingen møder de patienterne med nærvær og respekt og er med til at mindske ensomhed og usikkerhed.

Annette Brink Nielsen fra Venligboernes Gratisbutik modtog RespektPrisen. Gratisbutikken åbnede i 2016 som en hjælp til flygtninge og asylansøgere, der kunne hente tøj og andre donerede ting, og hjælper i dag også andre, der har brug for en håndsrækning. I indstillingen til prisen bliver Annette Brink Nielsen fremhævet for sit store og vedholdende engagement og for at passe godt på sine frivilligkolleger.

Frivillighed kan se ud på mange måder, men fælles for årets prismodtagere er, at de bruger deres tid og engagement på at gøre en forskel for andre. Samtidig er de en del af den store og vigtige frivillige indsats, der hver dag finder sted rundt omkring i hele Svendborg Kommune

- Käthe Lund, medlem af Senior-, Social- og Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune
Også Handicapprisen blev uddelt

Handicapprisen, som uddeles af Handicaprådet, gik i år til Thurø Sejlklub for klubbens mangeårige arbejde med at gøre sejlsport tilgængelig for personer med handicap. Her får personer med forskellige funktionsnedsættelser mulighed for at komme på vandet, lære nye færdigheder og være en del af fællesskabet omkring sejlsporten på lige fod med andre.

På vandet handler det om glæden ved at sejle og være sammen med andre. Det er netop den mulighed, Thurø Sejlklub giver personer med handicap. Her er man ikke placeret på sidelinjen, men er med ombord og en del af fællesskabet

- Estrid Heldager, formand for Handicaprådet i Svendborg

Fakta om priserne

  • FrivilligSocialPrisen hylder en frivillig forening, organisation eller gruppe, der har gjort en særlig indsats i det frivillige sociale arbejde. Med prisen følger 5.000 kr. til det videre arbejde.
  • RespektPrisen hylder en person, der har gjort en ekstraordinær eller vedholdende indsats i det frivillige sociale arbejde. Modtageren får en personlig gave på 1.000 kr. og en erindringsgave, mens 2.500 kr. går til det videre arbejde i den forening, organisation eller gruppe, som prismodtageren er en del af.
  • FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen blev stiftet i 2019 og uddelt første gang i 2020.
  • Handicapprisen uddeles af Handicaprådet og gives for en særlig indsats på handicapområdet. Prisen kan gå til både enkeltpersoner, foreninger, virksomheder og institutioner. Med prisen følger en statuette skabt af den lokale kunstner Sabine Jensen samt 2.500 kr., når prismodtageren er en forening eller organisation.
  • Priserne uddeles én gang om året, og alle kan indstille kandidater.