""
start på hovedindhold

Tidligere anbragtes erfaringer skal forme fremtidens anbringelsesområde

Svendborg Kommune indgår et toårigt samarbejde med De Anbragtes Vilkår (DAV). Erfaringer fra mennesker, der selv har været anbragt, skal tættere på kommunens beslutninger og være med til at udvikle indsatsen for anbragte børn og unge.

Pressemeddelelse
""

Styrket indsats

Hvordan opleves det at være anbragt? Hvad gør en forskel for børn og unge, der bor uden for hjemmet? Og hvor kan kommunen gøre det bedre?

Det er nogle af de spørgsmål, Svendborg Kommune vil blive klogere på gennem et nyt samarbejde med De Anbragtes Vilkår (DAV). Her skal erfaringer fra mennesker, der selv har oplevet en anbringelse, supplere kommunens faglige viden og give et bredere grundlag for at udvikle anbringelsesområdet.

Som noget af det første skal Svendborg Kommune udvikle en vision for anbringelsesområdet, hvor DAV's viden og erfaringer skal bringes i spil. Visionen skal sætte retning for kommunens arbejde på området med børn og unges egne oplevelser og behov som en vigtig del af grundlaget.

For Mette Kristensen, formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, handler samarbejdet netop om at få erfaringerne tættere på de beslutninger, der bliver truffet:

Når vi træffer beslutninger om børn og unge i udsatte positioner, skal vi også lytte til dem, der ved, hvordan en anbringelse opleves indefra. Deres erfaringer kan pege på ting, som vi ikke nødvendigvis kan se fra vores side af bordet, og gøre os klogere på, hvad der virker, og hvor vi kan gøre det bedre. Derfor giver det god mening, at vi tager deres erfaringer med ind i arbejdet med en vision for anbringelsesområdet,

- Mette Kristensen, formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget

Erfaringer skal bruges mere systematisk

Svendborg Kommune inddrager allerede børn og unges perspektiver i arbejdet på området. Samarbejdet med DAV skal gøre brugen af erfaringer fra mennesker med anbringelsesbaggrund mere systematisk, så de kan bidrage til både udviklingen af indsatser og de beslutninger, der bliver truffet.
 
Svendborg Kommune og DAV har tidligere arbejdet sammen om udstillingen Hold kæft og lyt, der fra 2024 til foråret 2026 satte fokus på erfaringer og perspektiver fra mennesker med anbringelsesbaggrund.
 
Det nye samarbejde er næste skridt i kommunens arbejde med at inddrage børn og unge. Med Børne- og Ungepolitikken blev der sat en fælles retning for inddragelsen, og med Hold kæft og lyt kom børn og unges egne stemmer og erfaringer i centrum. Nu skal erfaringerne tættere på kommunens arbejde og være med til at forme udviklingen på anbringelsesområdet.

Hos DAV peger Næstforkvinde, Line Andreasen på, at erfaringer fra livet som anbragt kan bidrage med vigtig viden om, hvordan området kan udvikles:

Børn og unge, der har været eller er anbragt, har en særlig vigtig viden om deres eget liv og om, hvad der gør en forskel i en anbringelse. Den viden skal have en tydelig plads, når retningen for fremtidens anbringelsesområde sættes. Derfor er vi rigtig glade for samarbejdet med Svendborg Kommune. Det giver os mulighed for at bringe de levede erfaringer helt ind i udviklingen af området og omsætte dem til konkrete forandringer for de børn og unge, der er anbragt i dag og i fremtiden,

- Line Andreasen, næstforkvinde, De Anbragtes Vilkår

Tættere på børn og unges hverdag

På børne- og ungehjemmet Skovsbovej 101 er inddragelse af børn og unge allerede en del af det daglige arbejde. Afdelingsleder Karen Lasthein Andersen ser derfor samarbejdet som en mulighed for at bringe erfaringerne fra hverdagen tættere på udviklingen af hele anbringelsesområdet.

Vi arbejder hver dag for, at de anbragte børn og unges stemmer står tydeligt frem. Med det nye samarbejde bliver deres erfaringer også bragt tættere på de beslutninger, der former området. Det er vigtigt, hvis vi skal udvikle vores indsats med udgangspunkt i det liv, børnene og de unge faktisk lever,

- Karen Lasthein Andersen, afdelingsleder

Fakta

  • Samarbejdet mellem Svendborg Kommune og De Anbragtes Vilkår (DAV) er indgået for en toårig periode
  • DAV bidrager med viden og erfaringer fra mennesker, der selv har oplevet at være anbragt
  • En af de første opgaver bliver at bringe DAV's viden og erfaringer i spil i arbejdet med en vision for anbringelsesområdet
  • Svendborg kommune deltager i projektet ”DAV giver orden til børn og unge i plejefamilier’, hvor indsamling af børn og unges perspektiver skal bidrage til at udvikle praksis lokalt og nationalt  
  • Samarbejdet bygger videre på kommunens arbejde med at inddrage børn og unges perspektiver og på erfaringerne fra udstillingen Hold kæft og lyt, som kunne opleves på Forsorgsmuseet i efterårets 2025
  • Samarbejdet knytter sig til Svendborg Kommunes Børne- og Ungepolitik og Strategiplanen for Familie, Børn og Unge
  • Ambitionen er, at samarbejdet og de levede erfaringer skal bidrage til udviklingen af anbringelsesområdet ud over den første toårige periode