
Svendborg Øst får byens første lokalråd
Borgerne i den østlige del af Svendborg har fået et nyt fælles talerør. Det nye lokalråd skal styrke bydelens identitet og skabe lokalt engagement.
Nyhed
Svendborg Øst bliver nu den første bydel i Svendborg med eget lokalråd.
Dermed slutter bydelen sig til kommunens mange lokalområder, hvor lokalrådene allerede i flere år har været bindeled mellem borgere, foreninger og kommunen.
Mandag den 7. september blev Lokalråd for Svendborg Østre Bydel stiftet, og den 16. september konstituerede den nyvalgte bestyrelse sig.
Lokalrådet dækker området fra Ørbækvej i vest til Hallindskoven i øst og fra Ring Nord til Christiansminde i syd. Der bor ca. 7000 mennesker i bydelen.
Vil styrke identiteten i bydelen
Lokalrådets ambition er at styrke det østlige Svendborgs identitet som en grøn, flerkulturel og inkluderende bydel, hvor forskellighed er en styrke, og hvor borgerne oplever at blive hørt.
I Svendborgs østlige bydel lever vi 7000 mennesker side om side med den smukke natur i Christiansminde, Hallindskoven, Gammel Hestehave og med hinanden. Det er en mangfoldig og flerkulturel bydel med mennesker i alle boligformer, vidt forskellige gøremål og baggrunde for at have en hverdag. Det kræver en stærk identitet som bydel og gode muligheder for fællesskaber at rumme den forskellighed. Vi glæder os til at støtte op om alle de gode mennesker, der dagligt arbejder på at gøre Svendborg Øst til en af Svendborgs attraktive bydele.
Allerede frem mod den første ordinære generalforsamling i marts skal ambitionerne omsættes til konkrete initiativer.
Lokalrådet vil blandt andet skabe bedre informationskanaler til og mellem borgerne, være synligt ved arrangementer i bydelen og engagere flere borgere med forskellige baggrunde i det lokale foreningsliv.
I foreningslivet, boligforeningerne, på skolerne og i områdets institutioner findes der allerede etablerede fællesskaber. Men en stor gruppe medborgere finder ikke vej til disse fællesskaber. Det kan vi gøre meget bedre.
En ny vej til lokal indflydelse
For Svendborg Kommune er det nye lokalråd samtidig en ny mulighed for dialog med borgerne i en del af kommunen, der hidtil ikke har været organiseret på samme måde som kommunens øvrige lokalområder.
Det er stærkt, at lokale kræfter i Svendborg Øst har taget initiativ til at samle bydelen i et lokalråd. Der ligger et ihærdigt stykke frivilligt arbejde bag, og det fortjener et stort skulderklap. Med lokalrådet får borgerne en fælles stemme og en ny mulighed for dialog – både med hinanden, med andre lokalråd og med kommunen.
Alle borgere i bydelen kan deltage i lokalrådets aktiviteter, og både borgere, foreninger og institutioner kan bruge rådet som samarbejdspartner.
Kort over bydelen

Fakta
- Navn: Lokalråd for Svendborg Østre Bydel
- Lokalrådet blev stiftet 7. september 2026. Det dækker den østlige del af Svendborg by, afgrænset af Ørbækvej, Ring Nord, Hallindskoven og Christiansminde.
- Lokalrådet består af mellem fem og 15 valgte medlemmer og holder ordinær generalforsamling én gang om året.
- Svendborg Kommune yder 15.000 kr. i årligt driftstilskud til lokalrådet.
- Udover det nye lokalråd i Svendborg Øst er der ni lokalråd, som dækker kommunens lokalområder.