
Skovarbejde i Hallindskoven og Sofielund
En stor skovningsmaskine arbejder i uge 36 i Sofielund og Hallindskov. Skovgæster skal derfor være opmærksomme på midlertidige afspærringer.
Kort information
Arbejdet vil både kunne ses og høres, og nogle steder kan fældningen se voldsom ud. Men der er en langsigtet plan med skovarbejdet.
I den nordøstlige del af Sofielund fælder Svendborg Kommune de fleste rødgraner. Området skal med tiden udvikle sig til en mere varieret skov med både løv- og nåletræer. Enkelte rødgraner og mindre grupper af træer bliver stående for at skabe variation.
I Hallindskov tynder kommunen ud blandt douglasgranerne. Det giver mere lys og plads til løvtræerne nedenunder og bedre vækstbetingelser for de douglasgraner, der bliver stående og dermed kan vokse sig rigtigt store.
Af hensyn til sikkerheden bliver dele af skovene midlertidigt spærret af, mens arbejdet står på. Skovgæster skal holde afstand til maskinerne og respektere afspærringerne.