""
start på hovedindhold

Over 1000 børn bidrager til Børnekunstudstillingen

Så er det atter tid til den årlige Børnekunstudstilling, og i år bidrager rekordmange små og større kunstnere under temaet ”Fantasier og fablerier”

Nyhed
""

Over 1000 børn og unge i alderen 3-16 år fra 30 forskellige daginstitutioner, skoler, SFO’er og juniorklubber bidrager i år med værker til Børnekunstudstillingen.

Publikum kan glæde sig til et hav af farver, former, fortællinger og fantasifulde universer, når de mange værker samles på SAK Kunstbygning. Fælles for værkerne er, at de på hver sin måde fortolker årets tema ”Fantasier og fablerier”.

Rundt omkring i daginstitutionerne og på skolerne er der allerede godt gang i de fantaserende og fabulerende universer. På Vestermarkskolen har elever fra 3.-8. klassetrin i en temauge blandt andet arbejdet sammen om at skabe fantastiske, fjollede væsner. Undervejs har eleverne også talt om, hvad de hver især forstår og forbinder med ordene fantasier og fablerier.

Vi har haft en fantastisk uge med superkoncentrerede og positive elever,

- fortæller lærer Pia Robsahm fra Vestermarkskolen

Stor opbakning til årets udstilling

Også på Nymarkskolen har der været gang i produktionen af værker til Børnekunstudstillingen. Her har to valgfagshold på 8. årgang haft besøg af årets billedkunstner og kurator Oliver Streich og udarbejdet illustrationer inspireret af nogle af historiens mest kendte fabler.


Nymarkskolen og Vestermarkskolen er to af de omkring 30 daginstitutioner, skoler, SFO’er og juniorklubber, der i år er med til at skabe Børnekunstudstillingen. Den store deltagelse glæder Anders Vildsø, næstformand i Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget, som åbner årets udstilling:

Det er fantastisk for vores daginstitutioner og skoler og for Svendborgs kulturliv, at så mange pædagoger og lærere har lyst til at deltage i Børnekunstudstillingen sammen med børnene. Jeg glæder mig virkelig til at se de mange fortolkninger af årets tema. Når børn får lov til at fantasere og fabulere gennem kunsten, øver de sig ikke bare i at fortælle historier, de øver sig også i at forstå verden og forestille sig, hvordan den kan formes på nye måder,

- siger Anders Vildsø
  • Børnekunstudstillingen åbner med fernisering på SAK Kunstbygning søndag den 1. november kl. 11-16
  • Udstillingen kan opleves til og med søndag den 22. november
  • Der er fri entré i hele udstillingsperioden
  • Over 1000 børn og unge i alderen 3-16 år bidrager med værker
  • Cirka 30 daginstitutioner, skoler, SFO’er og juniorklubber deltager
  • Årets tema er ”Fantasier og fablerier”
  • Billedkunstner Oliver Streich tilrettelægger udstillingen
  • Udstillingen er arrangeret af Børnekulturelt Netværk Svendborg, SAK Kunstbygning og Svendborg Kommune
  • Svendborg Kommune har siden 1991 stået bag en årlig børnekunstudstilling