
Ny skoleleder til Stokkebækskolen
Caroline Kreiberg er ansat som ny skoleleder på Stokkebækskolen med tiltrædelse den 1. august. Hun kommer med stor erfaring fra skoleområdet og et stærkt fokus på læring, trivsel og fællesskaber for alle børn
Nyhed
Caroline Kreiberg er ansat som ny skoleleder på Stokkebækskolen. Det har et enigt ansættelsesudvalg besluttet. Caroline kommer fra en stilling som souschef (viceskoleleder) på Højmeskolen i Odense Kommune. Hun er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse. Tidligere har hun været viceskoleleder ved Kystskolen i Nordfyns Kommune og konstitueret distriktsskoleleder med ansvar for både skole- og dagtilbudsområdet.
Gennem sin karriere har Caroline arbejdet målrettet med at skabe stærke læringsmiljøer og gode fællesskaber for børn og voksne. Hun lægger stor vægt på samarbejde og dialog og ser det som en vigtig opgave at skabe de bedste rammer for elevernes læring, trivsel og udvikling. Som ny skoleleder på Stokkebækskolen ser hun frem til at blive en del af skolens hverdag og fællesskab.
– Jeg glæder mig meget til at blive en del af Stokkebækskolen og til at lære elever, medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere at kende. For mig er det vigtigt, at alle børn oplever at høre til og får de bedste muligheder for at udvikle sig fagligt, personligt og socialt. Det ser jeg frem til at arbejde videre med sammen med skolens fællesskab,
Skole- og uddannelseschef Kathrine Vestergaard Hyttel glæder sig over ansættelsen.
– I ansættelsesforløbet har vi mødt en leder med et stærkt fagligt fundament, et tydeligt børnesyn og en stor tro på værdien af fællesskaber. Caroline har stor erfaring med skoleudvikling og med at skabe resultater gennem tæt samarbejde med medarbejdere og forældre. Derfor er jeg overbevist om, at hun er et rigtig godt match til Stokkebækskolen,
Caroline Kreiberg er 47 år og bor i Birkum ved Odense sammen med sin mand. Hun er mor til tre voksne børn og blev sidste år mormor for første gang.
Fakta
- Caroline Kreiberg er ansat som ny skoleleder på Stokkebækskolen
- Hun tiltræder stillingen den 1. august
- Caroline kommer fra en stilling som souschef (viceskoleleder) på Højmeskolen i Odense Kommune
- Tidligere har hun været viceskoleleder ved Kystskolen i Nordfyns Kommune
- Hun har også erfaring som konstitueret distriktsskoleleder med ansvar for både skole- og dagtilbudsområdet
- Caroline er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse
- Caroline er 47 år og bor i Birkum ved Odense. Hun er gift og mor til tre børn på 24, 21 og 19 år