Ny skoleleder til Stokkebækskolen

Søren Hansen ansættes pr. 1. oktober som ny skoleleder på Stokkebækskolen. Det har et enigt ansættelsesudvalg besluttet.

Søren Hansen kommer fra en stilling som skoleleder på Brobyskolerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Han er uddannet skolelærer og har en diplomuddannelse i ledelse. De seneste 18 år har han været leder – først som viceskoleleder og efterfølgende som skoleleder. Søren Hansen har især stor erfaring inden for ledelse af matrikelskoler, samarbejde med ungdomsuddannelser og den internationale dimension, hvor der skabes samarbejder med andre skoler på tværs af landegrænser. Derudover har Søren Hansen erfaring med overgangene mellem det almene og specialiserede område. Som ny skoleleder på Stokkebækskolen glæder han sig til at bringe alt dette i spil:
 

-Jeg glæder mig til at lære Stokkebækskolen og alle tre matrikler at kende. Jeg ser frem til, sammen med medarbejdere og forældre, fortsat at skabe den bedste skole for alle børnene i lokalområdet. Når vi arbejder tæt sammen på skolen, med forældrene og de forskellige lokalområder, så lykkes vi også med at skabe udvikling af vores fælles skole. Det ser jeg frem til at stå i spidsen for, siger Søren Hansen.

Skole- og uddannelseschef Kathrine Vestergaard Hyttel glæder sig over ansættelsen og ser frem til samarbejdet med Søren Hansen:

- Søren var en overbevisende kandidat hele vejen igennem processen, og der er ingen tvivl om, at han bliver en gevinst for Stokkebækskolen og et godt match ind i den samlede skoleledergruppe. Derudover bliver Sørens store erfaring som skoleleder på matrikelskoler en gevinst for Svendborg Kommune og Stokkebækskolen, som netop er fordelt på tre matrikler. Det kræver overblik og erfaring at lede den type skole og det overblik besidder Søren, siger Kathrine Vestergaard Hyttel.

Fakta:
Søren Hansen kommer fra en stilling som skoleleder på Brobyskolerne i Faaborg-Midtfyn Kommune. Her har han været ansat siden 2014.

Han tiltræder sin nye stilling 1. oktober 2023.

Søren Hansen er 49 år og er bosat i Kerteminde med sin kæreste og hendes to børn. Søren har to voksne børn på 20 og 22 år, der ikke bor hjemme.