Rødme Svinehaver - bakket og grønt landskab med skov, mose og overdrev
start på hovedindhold

Kom til informationsmøde om Den Fynske Højderyg

Naturstyrelsen undersøger nu, hvad der skal til for at gøre Den Fynske Højderyg til ét stort sammenhængende naturområde. Hør mere til informationsmøde 30. september.

Pressemeddelelse
Rødme Svinehaver - bakket og grønt landskab med skov, mose og overdrev

Den Fynske Højderyg er ét af seks områder i Danmark, som Naturstyrelsen i tæt samarbejde med kommuner og lokale treparter nu undersøger.

Målet med analyserne er at afdække potentialet for et såkaldt signaturprojekt: et større, sammenhængende naturområde med mere plads til biodiversitet, naturgenopretning og robuste landskaber.

Når analyserne af de seks områder er færdige, skal den politiske aftalekreds bag den grønne trepart tage stilling til, hvilke områder der skal arbejdes videre med som signaturprojekter.

Hvis et projekt bliver til virkelighed, vil det bygge på frivillig deltagelse fra lodsejerne.

Informationsmøde for alle

Svendborg Kommune og Naturstyrelsen inviterer til informationsmøde, hvor interesserede borgere kan høre mere om, hvad der bliver undersøgt, og processen frem mod en politisk beslutning.

Det foregår den 30. september kl. 18.00-19-00 på SIMAC. Da der er begrænsende pladser, er tilmelding nødvendig.  

Tilmelding skal ske på mail til fyn@nst.dk.

Private lodsejere, som har arealer, der er en del af området, er inviteret til et særskilt møde direkte via Digital Post.

Mulighederne undersøges fra flere vinkler

For Den Fynske Højderyg undersøges muligheden for at skabe større sammenhæng mellem Svanninge Bakker, Svanninge Bjerge, Jordløse Bakker og Egebjerg Bakker.

Undersøgelsen skal vise, hvordan projektet konkret kan udvikles, og hvilke rammer, hensyn og processer der er afgørende for at lykkes.

Der bliver blandt andet set på naturpotentiale, ejerskabsforhold, landbrugsforhold, mulig geografisk afgrænsning, økonomi, juridiske forhold og forskellige mulige scenarier.

Fakta om processen

  • December 2025: Aftalekredsen bag den grønne trepart sætter som mål, at der skal laves mindst 10 signaturprojekter frem mod 2035 i samarbejde med kommuner, lokale treparter, organisationer, lodsejere og fonde.

  • Februar 2026: Den Fynske Højderyg udpeges som ét af seks mulige naturområder, som skal undersøges i 2026 med henblik på at afdække potentialet for et signaturprojekt.

  • 30. september: Svendborg Kommune og Naturstyrelsen holder informationsmøder for henholdsvis lodsejere og borgere.

  • Andet halvår af 2026: Analysearbejdet færdiggøres.

  • Herefter: Den politiske aftalekreds tager stilling til, hvilke områder der eventuelt skal arbejdes videre med som signaturprojekter.