
Her er vinderne af Arkitekturprisen 2026
Årets arkitekturpris går til UCL Campus på Svendborg Havn og en renoveret familiebolig på Rantzausmindevej. To meget forskellige projekter, der viser, hvordan eksisterende materialer og bygninger kan få nyt liv med arkitektonisk kvalitet
Nyhed
Og prisen går til …
Hvordan kan vi bevare mere af det, vi allerede har, samtidig med at vi skaber tidssvarende bygninger og gode rammer for hverdagslivet?
Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for årets Arkitekturpris, hvor temaet Bevar Mere har sat fokus på renovering, ombygning og genbrug af materialer.
I år har Arkitekturrådet udpeget to vinderprojekter, der på hver sin måde viser potentialet i at bygge videre på det eksisterende: UCL Campus Svendborg Havn på Østre Havnevej 3 og en renoveret familiebolig på Rantzausmindevej 27.
De blev begge fejret til en festlig prisuddeling på SIMAC onsdag eftermiddag, hvor de fremmødte også kunne lade sig blive klogere af faglige oplæg.
Gamle mursten giver nyt campus karakter
På Svendborg Havn har UCL Campus samlet undervisning, studiemiljøer, bibliotek, læringslaboratorier, studiecafé og fællesfunktioner i én ny bygning.
Byggeriet er opført med facader af genbrugstegl. De gamle sten reducerer ikke blot behovet for nye materialer, men skaber samtidig en forbindelse til havnens historiske bygningskultur.
Arkitekturrådet fremhæver især den naturlige patina, stoflighed og variation, som de genbrugte mursten tilfører facaderne. Forskellige forbandter og detaljer, blandt andet partier med mursten på højkant, skaber variation, skyggevirkninger og giver bygningen sin særlige karakter. Samtidig fremhæver rådet kontrasten mellem bygningens robuste ydre i tegl og den indvendige konstruktion, der i høj grad er udført i træ.
Bygherre: UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Arkitekt/rådgiver: Arkitema og COWI
Projektet er et smukt eksempel på, hvordan genbrugsmaterialer kan bidrage med langt mere end et reduceret klimaaftryk. De genbrugte mursten tilfører facaderne en patina og autenticitet, som giver bygningen en særlig karakter og charme, som ofte kan være svær at opnå ved nybyggeri,
Fra træt ejendom til moderne familiebolig
På Rantzausmindevej 27 har en villa fra midten af 1950'erne gennemgået en omfattende renovering og ombygning.
I stedet for at starte forfra er der bygget videre på det eksisterende hus. Boligen er blandt andet blevet energioptimeret og tilpasset en moderne families behov med nye rumlige sammenhænge og større fokus på udsigt og lysindfald.
Samtidig er facadens gule mursten genanvendt, mens robuste materialer som naturskifer, zink og hårdt træ er valgt med fokus på lang levetid og begrænset vedligeholdelse.
Arkitekturrådet fremhæver den gennemtænkte planløsning og den omhyggelige bearbejdning af huset, særligt de genanvendte mursten, er med til at bevare en forbindelse til den oprindelige villa og tilføre det ombyggede hus karakter.
Bygherre: Mette og Torben Viby
Arkitekt/rådgiver: Dahlgaards Tegnestue
Det nye hus lægger sig på mange måder i sporene af det gamle og demonstrerer overbevisende, hvordan ældre boliger kan tilpasses nutidens behov gennem omhyggelig bearbejdning, høj håndværksmæssig kvalitet og respekt for de eksisterende værdier,
Fakta om Arkitekturprisen 2026
- Temaet for årets arkitekturpris er Bevar Mere og sætter fokus på renovering, ombygning, tilbygning og genbrug af materialer og bygningselementer
- Arkitekturprisen uddeles i forbindelse med Arkitekturens Da
- De indstillede projekter er gennemgået og besigtiget af Arkitekturrådet i Svendborg Kommune
- Årets vindere er UCL Campus Svendborg Havn, Østre Havnevej 3, og familieboligen på Rantzausmindevej 27













