Frivillig fordi
Foto © Morten Eriksen
start på hovedindhold

Hvem fortjener FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen i 2026?

Kender du en frivillig, en forening eller en gruppe, som fortjener særlig anerkendelse for deres indsats? Så kan du indstille dem frem til søndag den 16. august 2026.

Nyhed
Frivillig fordi
Foto © Morten Eriksen

Hvem fortjener FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen i 2026?

Nu er det igen tid til at sætte fokus på de mennesker og fællesskaber, der hver dag gør en forskel for andre. Svendborg Kommune åbner nu for indstillinger til FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen 2026.

Frivillige spiller en afgørende rolle for mange mennesker med svære eller udfordrende livsvilkår. De skaber omsorg, nærvær og fællesskaber, som er med til at øge livskvaliteten og modvirke ensomhed. Derfor uddeler Senior-, Social- og Sundhedsudvalget hvert år to priser til personer og fællesskaber, der har gjort en særlig indsats på det frivillige sociale område.

  • Bag de frivillige sociale tilbud står mennesker, som bruger deres tid og kræfter på at gøre en forskel for andre. Meget af det frivillige arbejde foregår i det stille og uden den store opmærksomhed. Derfor er det vigtigt med fejringen, hvor vi kan sige tak for indsatsen og give en ekstra anerkendelse med de to priser. Jeg håber, at mange vil være med til at pege på, hvem der skal have priserne i år, siger Hanne Klit, formand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.

To priser til særlige indsatser

FrivilligSocialPrisen gives til en frivillig forening, organisation eller gruppe, der har gjort en særlig indsats inden for det frivillige sociale arbejde.

RespektPrisen gives til en person, som gennem en ekstraordinær eller vedholdende indsats har gjort en særlig forskel som frivillig.

Med begge priser følger et pengebeløb, som kan bruges til det videre frivillige arbejde.

Sidste års prismodtagere

I 2025 gik FrivilligSocialPrisen til Madtutten, mens Lone Christensen modtog RespektPrisen for sit mangeårige frivillige engagement i Onsdagscaféen i Det Røde Hus, Torsdagscaféen i Jægermarken og Dansk Flygtningehjælp.

Ved samme arrangement uddeler Handicaprådet i Svendborg også Handicapprisen. Sidste år gik den til Estrid Heldager for hendes dedikerede og vedholdende engagement på handicapområdet.

Sådan indstiller du

Du finder information om priserne og vejledning til, hvordan du indstiller kandidater, på Svendborg Kommunes hjemmeside.

Fristen for at indsende indstillinger er søndag den 16. august 2026.

Priserne uddeles ved fejringen af det frivillige sociale område den 26. september 2026.