
Frivillige hjælper med at holde plejecentrene i bevægelse
Et tæt samarbejde mellem Svendborg Kommune og Svendborg Senior Idræt giver beboerne på kommunens plejecentre flere muligheder for bevægelse og fællesskab. Indsatsen er nu blevet anerkendt med en recertificering af alle kommunens plejecentre som DAI Idrætsplejecentre.
Nyhed
Trivsel og livskvalitet
Beboerne på Svendborg Kommunes plejecentre skal fortsat have gode muligheder for at være aktive og være en del af stærke fællesskaber. Det er blevet bekræftet, efter at alle kommunens plejecentre er blevet recertificeret som DAI Idrætsplejecentre.
Recertificeringen er en anerkendelse af det arbejde, der gennem flere år har gjort bevægelse til en naturlig del af hverdagen på plejecentrene. Samtidig vidner den om et stærkt samarbejde mellem kommunen og Svendborg Senior Idræt, som bidrager med frivillige til aktiviteter på plejecentrene.
For Hanne Klit, formand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, er recertificeringen et synligt bevis på den indsats, der hver dag er med til at styrke beboernes trivsel og livskvalitet.
Det handler ikke kun om motion. Det handler om livskvalitet, fællesskab og om at understøtte, at ældre kan være aktive på deres egne præmisser. Derfor er vi meget glade for, at alle vores plejecentre fortsat lever op til kravene i certificeringen
Samarbejde skaber aktive fællesskaber
Samarbejdet med civilsamfundet er en vigtig del af DAI-certificeringen. I Svendborg Kommune sker det gennem et tæt samarbejde med Svendborg Senior Idræt, som var med til at tage initiativ til, at alle kommunens plejecentre blev idrætscertificeret.
Som en del af certificeringen er nøglepersoner på plejecentrene og frivillige fra Svendborg Senior Idræt blevet klædt på til opgaven, hvor de sammen står for blandt andet stolemotion, spil, gåture og cykelture på duocykler, som giver beboerne mulighed for at være fysisk aktive og indgå i meningsfulde fællesskaber.
For Henrik Nielsen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, viser samarbejdet, hvordan kommune og foreningsliv sammen kan skabe værdi for kommunens ældre.
Det her er et godt eksempel på, hvad vi kan skabe, når kommune og foreningsliv arbejder sammen. De frivillige bidrager med engagement, nærvær og fællesskaber, som gør en mærkbar forskel i hverdagen på plejecentrene
Fakta
- DAI er en forkortelse for Dansk Arbejder Idrætsforbund
- Alle Svendborg Kommunes plejecentre blev første gang certificeret som DAI Idrætsplejecentre i 2022 og er nu blevet recertificeret
- Idéen til at certificere alle kommunens plejecentre udsprang af et samarbejde med Svendborg Senior Idræt
- Som led i certificeringen uddannede DAI både nøglepersoner fra plejecentrene og frivillige fra Svendborg Senior Idræt
- For at blive certificeret skal plejecentrene integrere bevægelse som en del af hverdagen, tilbyde mindst tre forskellige former for bevægelsesaktiviteter om ugen og samarbejde aktivt med det lokale foreningsliv
- På Svendborg Kommunes plejecentre sker det blandt andet gennem stolemotion, spil, gåture og cykelture på duocykler
- Svendborg Senior Idræt bidrager med frivillige, som er med til at gennemføre aktiviteterne og skabe fællesskaber på plejecentrene. Foreningen arbejder løbende på at rekruttere flere frivillige