UCL-bygningen er næsten færdig. Nu mangler byrummene, forbindelserne og vejene rundt om.
start på hovedindhold

Første spadestik til nye byrum på Nordre Kaj

Fredag den 4. september tager vi første spadestik til de nye byrum ved UCL - blandt andet den kommende Nielsine Nielsens Plads. Kom og vær med.

Nyhed
UCL-bygningen er næsten færdig. Nu mangler byrummene, forbindelserne og vejene rundt om.

UCL’s nye campus på Nordre Kaj er ved at være klar til de første studerende. 

Nu går Svendborg Kommune derfor i gang med at anlægge byrummene, vejene og forbindelserne omkring bygningen.

De nye byrum skal skabe gode rammer for hverdagen på campus og samtidig åbne området for resten af byen. Her skal studerende, borgere og besøgende kunne færdes og opholde sig, samtidig med at der er plads til maritime aktiviteter på havnen.

Området bliver dermed ikke en lukket campus, men en del af den levende havn, hvor erhverv, havneliv, arbejdspladser og uddannelser fungerer side om side med byliv og kultur.

Nielsine Nielsen får sin egen plads

Én særlig person, der også bliver plads til på Nordre Kaj, er Nielsine Nielsen. 

Og det skal forstås helt konkret: Svendborg får nu en Nielsine Nielsens Plads.

Nielsine voksede op i en skipperfamilie i Svendborg og blev i 1885 Danmarks første kvindelige akademiker og læge. 

Med placeringen mellem UCL og den aktive havn mødes to sider af hendes historie: opvæksten i Svendborgs maritime miljø og kampen for kvinders adgang til uddannelse. 

En forening arbejder desuden på, at der kan opføres en buste.

Kom med til første spadestik

Svendborg Kommune inviterer alle interesserede til første spadestik.

Det foregår fredag den 4. september 2026 kl. 11 på Hudesvej.

Her kan man høre mere om planerne og den udvikling, der nu går i gang omkring UCL og Nordre Kaj.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget Jesper Kiel tager første spadestik, hvorefter der vil være pølser, brød og vand/sodavand. 

Om projektet

  • Det samlede anlægsbudget er 13,969 mio. kr.
  • Projektet omfatter nye belægninger, fortove, veje, beplantning, belysning og byinventar.
  • Hudesvej ombygges med blandt andet ny asfalt, fortov, kantsten, belysning og grøn beplantning.
  • På Nordre Kaj bliver forholdene bedre for gående og cyklister, mens området fortsat skal kunne håndtere erhvervs- og servicetrafik.
  • Byrummene viderefører designlinjerne fra området foran SIMAC og Svendborg Maritime Erhvervspark.
  • Anlægsarbejdet forventes at løbe fra september 2026 til juni 2027.
  • Arbejdet gennemføres i etaper, så der fortsat er adgang til UCL, butikker og virksomheder, og så brand- og redningsveje kan opretholdes.
  • Der kan undervejs komme midlertidige ændringer i adgangs- og trafikforholdene. Svendborg Kommune informerer løbende om konkrete ændringer. 

Kontakt Miljø og Teknik