
Fællesskabsdag vender tilbage efter stor opbakning
Efter stor opbakning og mange positive tilbagemeldinger sidste år, inviterer Svendborg Kommune igen til fællesskabsdagen “Vær med, vær sammen, vær aktiv”, hvor borgere kan møde lokale foreninger og prøve forskellige aktiviteter.
Nyhed
Vær med, vær sammen, vær aktiv
Torsdag den 4. juni 2026 bliver Midtbyhallen igen fyldt med aktiviteter, fællesskab og mulighed for at møde nye mennesker, når Socialafdelingen og Handicaprådet inviterer til fællesskabsdagen “Vær med, vær sammen, vær aktiv”. Her kan borgere i trygge og uformelle rammer møde lokale foreninger, prøve forskellige aktiviteter og få inspiration til fritids- og fællesskabstilbud i Svendborg Kommune.
Sidste år deltog omkring 300 borgere og 20 lokale foreninger i arrangementet, og derfor glæder Hanne Klit, formand for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, sig over, at dagen nu vender tilbage:
Fællesskaber betyder meget for både trivsel og livskvalitet. Derfor er jeg glad for, at vi igen kan invitere til en dag, hvor borgere kan møde lokale foreninger og måske finde et nyt fællesskab at blive en del af
Trygge rammer fordrer fællesskabet
Ifølge Estrid Heldager, formand for Handicaprådet, handler dagen også om at skabe trygge rammer for borgere, der kan have svært ved at tage det første skridt ind i nye fællesskaber:
Her kan man møde både medarbejdere og foreninger i uformelle rammer, stille spørgsmål og prøve aktiviteter af uden krav eller forventninger. Det gør det lettere for flere at være med
Bevægelse og fællesskab i hverdagen
Fællesskabsdagen er samtidig en del af Socialafdelingens arbejde med at skabe flere muligheder for bevægelse, trivsel og fællesskab i hverdagen for borgere med behov for støtte. Som led i det arbejde, er Socialafdelingens tilbud blevet idrætscertificeret gennem et samarbejde med DAI og Parasport.
Målet er at gøre bevægelse og fællesskab til en naturlig del af hverdagen og samtidig gøre det lettere for flere borgere at blive en del af fritids- og foreningslivet. Medarbejdere fra tilbuddene har fået efteruddannelse og konkrete redskaber til at bruge bevægelse i hverdagen sammen med borgerne. Det kan for eksempel være gåture, dans, bordtennis eller små aktiviteter og lege, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov.
Praktisk information om fællesskabsdagen
- Torsdag den 4. juni 2026 kl. 17.00–19.00
- Midtbyhallen, Johannes Jørgensens Vej 10, Svendborg
- Det er gratis at deltage
- Ledsagere og pårørende er velkomne
- Der serveres sandwich samt kaffe, te, vand og sodavand