
Det Sydfynske Øhav får afgørende håndsrækning og Danmarkshistoriens største marine naturgenopretningsprojekt
Det Sydfynske Øhav bliver omdrejningspunkt for det formentlig største sammenhængende genopretningsprojekt i danske farvande nogensinde. UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden står bag projektet ’Liv under overfladen’, der med en historisk stor bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond nu bliver en realitet. Det vækker begejstring og taknemmelighed i de fire sydfynske kommuner, som bidrager til projektet.
Pressemeddelelse
Tirsdag kunne UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden offentliggøre, at de med en bevilling på 150 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond står bag projektet ’Liv under overfladen’. Projektet kombinerer konkrete naturindsatser med lokalt engagement og national opmærksomhed i genopretningen af havnaturen omkring Sydfyn og øerne.
Det Sydfynske Øhav ligger Fondens hjerte nært – personligt, historisk – og farvandets kritiske tilstand bekymrer med rette mange. Vi håber og tror på, at Fonden i samarbejde med andre her vil kunne få mulighed for at gavne livsbetingelserne for dyr, planter og mennesker. En vision at glæde sig over
Geoparkens fire ejerkommuner, Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø, bidrager politisk, administrativt og økonomisk til projektet. Den solide kommunale forankring skal sikre, at projektet tænkes ind i både den kort- og langsigtede areal- og havplanlægning samt i undervisning, bæredygtig turisme, bosætning og lokalsamfund.
I Svendborg har vi altid levet af havet og med havet. Derfor er det også på tide, at vi passer bedre på det. Med Den Grønne Trepart tager vi vigtige skridt på land, men indsatsen må ikke stoppe ved kysten. Den markante støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond giver os nu en enestående mulighed for at skabe bedre forhold for, at livet kan vende tilbage til Det Sydfynske Øhav. Jeg vil gerne rette en stor tak til Fonden for den gode dialog – og for bevillingen, som vil gøre en mærkbar forskel for naturen og Sydfyn i mange år frem
Vores Øhav er mere end et helt særligt område – det er et livsgrundlag. Takket være levende, eksotiske småøer og vores særlige maritime kultur og kystnatur har menneskene i vores område altid været tæt forbundet med havet. Et sundt hav er et stærkt fundament for fremtidens natur, turisme og livet ved Øhavet. Derfor er vi i dag dybt taknemmelige
Vi står med en kæmpestor forpligtelse over for de kommende generationer. På Langeland har fiskeriet historisk haft stor indflydelse på hele øens liv. I dag er det i høj grad også kystturismen, vi skal leve af. Derfor ligger der nu en afgørende opgave i at genoprette havmiljøet, så vores børn og børnebørn - og vores mange gæster - også får mulighed for at opleve et levende hav
Alt er vand ved siden af Ærø, og derfor har vi her på Ærø et særligt ansvar for at være med til at passe på vores havmiljø. Vi elsker alle Øhavet for dets skønhed, men det står desværre i skærende kontrast til den kritiske tilstand under overfladen. Derfor er jeg oprigtig taknemmelig for denne mulighed for, at vi omkring Det Sydfynske Øhav kan stå sammen om en utrolig vigtig indsats
Danmarks førende forskere er med
’Liv under overfladen’ har til formål at give havnaturen en ny chance i Det Sydfynske Øhav ved at genetablere sammenhængende områder med mosaiknatur, hvor forskellige typer af levesteder og økosystemer tilsammen giver gode forudsætninger for det marine liv. Projektets primære indsatser inkluderer udplantning af ålegræs, etablering af stenrev og biogene rev samt målrettede indsatser for nogle af områdets vigtigste arter.
Genopretningsplanen skal udvikles i samarbejde med nogle af Danmarks førende forskere inden for deres felt fra Center for Marin Naturgenopretning, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og DTU Aqua.
Samtidig skal projektet med sit enestående omfang bidrage til både viden, erfaring og inspiration til fremtidige marine naturgenopretningsprojekter både i og uden for Danmark.
Vi har fulgt udviklingen i Det Sydfynske Øhav gennem mange år, og der er tale om et farvand, som er hårdt ramt. Hvis man skal gøre sig forhåbninger om, at livet i vores tid vender tilbage i en grad, der minder om de gode gamle dage, så kræver det en kombination af succes med Den Grønne Trepart på land og en ambitiøs indsats i havet. Denne flotte bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond baner vejen for indsatsen i havet
En enestående mulighed for handling
Det Sydfynske Øhav er ét af de farvande, der er hårdest ramt af alvorligt iltsvind som følge af udvaskning af kvælstof fra land. Men også historisk overfiskeri og et omfattende stenfiskeri er medvirkende til, at havnaturen i Det Sydfynske Øhav i dag er i dyb krise.
Til trods for Øhavets kritiske naturtilstand er der netop nu gode muligheder for at iværksætte genopretning af det enestående farvand. I 2025 blev Bælthavet politisk udpeget til trawlfrit område, og samtidig er der i Den Grønne Trepart planlagt reduktion af landbrugets kvælstofudledninger til Det Sydfynske Øhav med 40 procent. Undersøgelser viser desuden, at der er gode forudsætninger for etablering af både stenrev, ålegræs og biogene rev i Øhavet. Endelig er Geopark Det Sydfynske Øhav udpeget UNESCO Global Geopark og er dermed internationalt og nationalt anerkendt som et område med særlig geologisk, biologisk og kulturel betydning.
Bevillingen fra Den A.P. Møllerske Støttefond er som en drøm, der går i opfyldelse for Geopark-organisationen. Med projekt ’Liv under overfladen’ får vi mulighed for – i tæt samarbejde med de bedst tænkelige partnere, WWF Verdensnaturfonden, Center for Marin Naturgenopretning og de fire Geopark-kommuner – at gøre en reel, mærkbar forskel for vores havområde. Det er der brug for, og det er præcis formålet med en UNESCO Global Geopark
Det Sydfynske Øhav er ét af Danmarks mest enestående farvande, og jeg er stolt over, at Fondens historisk store støtte nu muliggør, at vi kan skabe bedre betingelser for biodiversiteten i Øhavet sammen med Geoparken, stærke lokale kræfter og nogle af Danmarks førende forskere. Jeg er overbevist om, at projektet vil gøre en forskel for livet under overfladen, for hele områdets befolkning og for turismen i Øhavet
Om ’Liv under overfladen’
Projektet er støttet med 150 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond fra 2026-2033. Bag projektet står UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav og WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med Svendborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Langeland Kommune og Ærø Kommune samt Center for Marin Naturgenopretning, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og DTU Aqua. Projektområdet udgøres af Geopark Det Sydfynske Øhavs søterritorie på samlet 1.304 km2 eller ca. 130.000 Ha.
Om UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav
UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav dækker det samlede areal af de fire sydfynske kommuner samt Øhavet, som binder dem sammen. Geoparken er samtidig en tværkommunal udviklingsorganisation, som i overensstemmelse med FN’s Verdensmål og UNESCOs IGGP (International Geoscience and Geoparks Programme) arbejder for bæredygtig udvikling inden for seks indsatsområder, herunder marin naturgenopretning.
Om WWF Verdensnaturfonden
WWF Verdensnaturfonden er verdens største naturorganisation og arbejder på knap 100 lokale kontorer over hele verden. WWF har mange års erfaring med helhedsorienterede naturgenopretningsprojekter, hvor naturfaglig viden kombineres med partnerskaber og mobilisering af lokalsamfund. I Danmark har WWF Verdensnaturfonden arbejdet med flere marine projekter.
Om de fire sydfynske kommuner
Svendborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Langeland Kommune og Ærø Kommune, som er Geoparkens ejerkommuner, bidrager politisk, administrativt og økonomisk til projektet. De har i fællesskab forpligtet sig til at bidrage med i alt 3,9 millioner kroner til naturgenopretning i Det Sydfynske Øhav over de næste fem år, hvoraf 1,75 millioner går til ’Livet under overfladen’. Derudover indgår Svendborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune som strategiske samarbejdspartnere.