
Børn og unge får hovedrollen i nyt kulturprojekt
Statens Kunstfond har tildelt Svendborg Kommune 750.000 kroner til et treårigt kulturprojekt i Svendborg NØ. Med bevillingen får børn og unge i området mulighed for at møde professionel scenekunst tæt på deres hverdag – og selv være med til at skabe den
Pressemeddelelse
Mere scenekunst i Svendborg NØ
Børn og unge i bydelen Svendborg NØ kan se frem til flere kunst- og kulturoplevelser de kommende år. Svendborg Kommune har modtaget 750.000 kroner fra Statens Kunstfonds Artist in Residence-pulje til et treårigt samarbejde med BaggårdTeatret og en række lokale scenekunstnere. Projektet går i gang i august 2026 og skal bringe professionel scenekunst tættere på børn, unge og familier i området.
Målet er både at skabe stærke kulturoplevelser og give børn og unge mulighed for selv at komme med ideer og være med til at sætte retningen for projektet. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Henrik Nielsen, glæder sig over bevillingen og de muligheder, det giver:
-Det glæder mig, at vi med støtte fra Statens Kunstfond kan skabe et længerevarende kulturforkøb i Svendborg NØ og Skovparken. Kunst og kultur skal være tilgængelig for alle børn og unge, uanset hvor de bor, og det her projekt giver mulighed for at skabe oplevelser og fællesskaber lokalt,
Børn og unge skal være medskabere
Hele projektet kommer til live i samarbejde med lokale skoler, daginstitutioner, foreninger, Svendborg Bibliotek og Den Boligsociale Helhedsplan. På den måde bliver aktiviteterne forankret tæt på børnenes hverdag. Gennem workshops, fællesspisninger og kunstneriske forløb skal professionelle scenekunstnere udvikle skitser til mindst ét værk sammen med områdets børn og unge. Forløbet skal munde ud i et fælles scenekunstværk, som bliver til i Skovparken i 2029.
Projektet bygger videre på erfaringerne fra Fjeren & Rosen. Forestillingen blev den største teaterproduktion på Sydfyn til dato og gav børn og unge mulighed for at skabe scenekunst med afsæt i deres egne fortællinger. De erfaringer skal nu bringes videre til Svendborg NØ.
Samtidig er projektet en del af BaggårdTeatrets arbejde for, at alle børn på Sydfyn hvert år skal møde professionel scenekunst af høj kvalitet. Producent og projektleder ved BaggårdTeatret, Sine Sværdborg, ser frem til at udvikle projektet sammen med områdets børn, unge, familier og lokale scenekunstnere:
– Projektet gør det muligt at skabe et scenekunstmiljø for børn og unge i et område, hvor vi har til gode at opdage, hvad der er på spil. Derudover glæder vi os til at samle flere af de meget dygtige scenekunstnere, vi har på Sydfyn, i et nyt fællesskab sammen med børn, unge og deres voksne,
Fakta
- Svendborg Kommune har modtaget 750.000 kroner fra Statens Kunstfonds Artist in Residence-pulje
- Projektet løber over tre år med opstart i august 2026
- BaggårdTeatret er projektledere på forløbet
- Projektet drives kunstnerisk af koreograf Sofie Christiansen og instruktør Nils P. Munk
- Målgruppen er primært børn og unge fra almene boligområder i Svendborg Nø, fx Skovparken
- Forløbet gennemføres i samarbejde med lokale aktører som skoler, daginstitutioner, foreninger, Svendborg Bibliotek og Den Boligsociale Helhedsplan
- Projektet skal skabe kunstneriske aktiviteter og scenekunstforløb med aktiv deltagelse fra områdets børn og unge