Bedre adgang til skovene i Svendborg Vest
Svendborg Kommune har købt to skovarealer ved Svendborg Vest, hvilket skal give borgere bedre adgang til et sammenhængende naturområde og flere muligheder for at bruge naturen i hverdagen.
NyhedKøbsaftalen blev indgået 10. april 2026 og omfatter 38 hektar fordelt på to bynære skove: Engene og Broerne. De to skove skal binde eksisterende naturområder bedre sammen og gøre det lettere at bevæge sig mellem dem via stisystemer.
Det glæder Jesper Kiel, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Svendborg Kommune:
Borgerne får bedre muligheder for at bruge naturen i deres nærområde. Samtidig kan vi styrke biodiversiteten i skovene og skabe bedre sammenhæng med den øvrige natur i området.
Skovene ligger tæt på både Sofielund Skov, Iglemose Skov og Poulinelund Skov samt Øhavsstien og boligområder i den vestlige del af Svendborg.
Med bedre forbindelser mellem naturområderne bliver der mere plads til de mange borgere og besøgende, der allerede bruger naturen. Samtidig giver det bedre muligheder for at beskytte og styrke naturen. Her spiller de store gamle egetræer i skovene en central rolle, da de er vigtige levesteder for mange arter og bidrager til et rigt dyreliv.
Borgere er med til at udvikle skoven
Senere på året inviterer vi naboer, institutioner, foreninger og organisationer til at bidrage med idéer til, hvordan skovene skal udvikles og bruges fremover. Målet er at skabe et område med plads til oplevelser og aktiviteter – samtidig med at naturen får gode vilkår.
Kort over Engene og Broerne

Fakta om skovkøbet
- Svendborg Kommune og Hvidkilde Gods indgik købsaftalen den 10. april 2026.
- Svendborg Kommune overtager ejerskabet af Engene og Broerne den 1. juli 2026.
- Prisen for de i alt 38 hektar skov er 5,73 millioner kroner. Prisen svarer til markedsprisen og er fastsat på baggrund af en vurdering fra en uvildig ekstern rådgiver.
- Skovene ligger ved Svendborg Vest og bliver en del af Landskabsringen – et projekt, der skal binde naturområder og stier bedre sammen omkring Svendborg.
- Skovene overgår fra produktionsskov til kommunal skov med fokus på natur og friluftsliv.
- Efter sommerferien inviteres borgere og organisationer med i planlægningen af, hvordan skovene skal anvendes fremover.
