start på hovedindhold

Sundhedshuset søger en sygeplejerske, som mestrer den dialog, der støtter borgerens vaneforandringer

Sundhedshuset søger en sygeplejerske, som mestrer den dialog, der støtter borgerens vaneforandringer

Er du optaget af at arbejde med sundhedsfremme, rehabilitering, mestring og handlekompetence, så skal du læse med her. Vi tilbyder en spændende stilling, hvor du:

  • Skal lave afklarende samtaler med borgere med kronisk sygdom, og som kontaktperson følge de mest sårbare borgere i deres forløb i Sundhedshuset
  • Skal være tovholder og underviser på mestringskurser for borgere med hjerte-kar-sygdom
  • Skal være stoprådgiver og del af Sundhedshusets indsats i forhold til nikotinfrihed.

Der er tale om en midlertidig stilling fra 1. november 2026 til 28. februar 2029. Stillingen er på 37 timer, men vi er fleksible og vil så vidt muligt gerne imødekomme dine ønsker til timetal. Derfor kan stillingen blive på alt mellem 32 og 37 timer.

Om jobbet

Den overvejende del af stillingen er som kontaktperson, hvor du bliver tilknyttet vores rehabiliteringstilbud – Mit liv, der er målrettet borgere med kræft, diabetes, KOL og hjerte- og karsygdomme. Som kontaktperson skal du kunne spejle dig i nedenstående udsagn:

  • Du mestrer at skabe refleksioner med borgeren om dennes ønsker for sit liv
  • Du sætter pris på de lidt længere forløb, hvor du til tider følger borgeren i flere måneder, og du bruger sundhedspædagogiske redskaber i din dialog med borgerne
  • Du styrkes i et tværfagligt fællesskab, hvor dine kollegaer og du deler viden og erfaring.

Som kontaktperson vil din primære opgave være at afholde afklarende samtaler og behovssamtaler med borgere, der har en af førnævnte kroniske sygdomme. Det er særligt dine samtalekompetencer, du sætter i spil. Det kan fx være med udgangspunkt i den motiverende samtale. Du bliver en del af et team, der har samme opgave. Vi har i teamet sparring og udvikling af vores samtaler.

Som tovholder og underviser på mestringskurser for borgere med hjerte-kar-sygdom vil din opgave være at facilitere et trygt refleksionsrum samt undervise med udgangspunkt i forskellige emner, der retter sig mod at leve et godt og meningsfuldt liv med en hjerte-kar-sygdom. Du vil dele undervisningen med tværfaglige kollegaer i Sundhedshuset.

Vi ser det som en fordel, at du har erfaring med borgere med hjerte-kar-sygdom.

Som stoprådgiver skal du hjælpe borgere med at blive røg- og nikotinfri gennem afholdelse af stopforløb. Din sundhedsfaglige baggrund bringes i spil, når du har borgere i stopforløb. Du skal bl.a. kunne rådgive om substitutionsprodukter i håndkøb og stopmedicin på recept.

Du skal desuden have de pædagogiske kompetencer og evne at balancere de lette puf med det hjælpende træk.

Hjertemestringskurser og stopforløbene er holdbaserede, hvorfor erfaring med gruppe-facilitering og didaktiske overvejelser er af stor betydning. Det samme er din evne til at kommunikere anerkendende og i øjenhøjde for at kunne skabe et ligeværdigt samarbejde med borgerne.

Vi sætter en ære i, at borgerne går fra ethvert møde med en oplevelse af at være blevet set og hørt og samtidig med en oplevelse af, at vi har sat refleksioner i gang, som borgeren kan bruge i hverdagslivet. Du behøver derfor ikke være specialist i en given diagnose, men du skal have en bred viden om de udfordringer, borgerne hos os har. Vi samarbejder bredt, både internt i Sundhedshuset, men også med andre kommunale funktioner, foreninger, praktiserende læger samt sygehuse.

Uanset opgaven så er der brug for, at du kan arbejde selvtilrettelæggende og ser det som vigtigt at være struktureret og trives med selvstændigt at prioritere opgaver.

Vi ønsker os en kollega, som:

  • er åben og udadvendt og har let ved at skabe kontakt på alle niveauer
  • har erfaring med den motiverende samtale og evner at skabe dialog og refleksion, der kan tilvejebringe motivationen hos borgeren
  • kan arbejde i en afdeling, hvor vi løbende udvikler vores opgaver i takt med, at vi også har vores faste opgaver
  • er fleksibel i forhold til, at opgaver kan forandre sig, og at der kan være opgaver, der indimellem ligger uden for almindelig arbejdstid
  • er selvtilrettelæggende og arbejder alene i samtalerne, men er udpræget holdspiller, som værdsætter andres perspektiver og ved, at vi sammen kan mere, end vi kan alene.

Kvalifikationer

  • Du har en uddannelse som sygeplejerske
  • Du har kendskab til, og vægter, både de fysiske, psykiske og sociale aspekter hos mennesker med en kronisk sygdom
  • Bred erfaring med sundhedshusets målgrupper

Du er uddannet i Kræftens Bekæmpelses grundkursus: Stoprådgiver for grupper eller er klar til at tage uddannelsen

  • Vores daglige dokumentation foregår i KMD Nexus, og et kendskab til dette vil være en fordel

Om os

I Sundhedshus Svendborg arbejder vi generelt med at styrke sundheden i Svendborg. Det gør vi i form af en række tilbud, der bl.a. er til borgere med kroniske sygdomme, en livsstil som bøvler eller med et ønske om røg- eller nikotinfri. I Sundhedshuset er vi mange fagligheder, der arbejder sammen om at levere et stærkt og helhedsorienteret tilbud til borgerne.

Vi er en tværfaglig afdeling, der dels bygger på stærke fagligheder, men også sundheds-pædagogiske metoder og inddragelse af borgeren.

Du kan forvente en arbejdsplads, der:

  • arbejder værdibaseret i en politisk ledet organisation
  • er i en spændende udvikling med nye opgaver og muligheder
  • har et uformelt arbejdsmiljø med dygtige og engagerede kollegaer

Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse. Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.

Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Kontakt gerne

For nærmere oplysninger om stillingen kontaktes:

Kontaktperson Louise Østergaard på tlf. 30 17 45 37

Stoprådgiver Mette Bojsen på tlf. 21 79 45 89

Afdelingsleder Jesper Eilsø på tlf. 51 55 34 53

Ansøgning
Ansøgningsfristen er søndag den 20. september 2026.

Samtale

Vi forventer at afholde samtaler fredag den 25. september 2026. Der vil ikke blive udsendt besked om eventuelt afslag før samtalerne.
Hvis du indkaldes til samtale, bedes du medbringe to referencer.

Løn- og ansættelsesforhold
Du ansættes i Sundhedshus Svendborg, Hulgade 9, 5700 Svendborg.

Vi arbejder dag tid i hverdage, men du skal forvente, at der vil være enkelte opgaver sene eftermiddage.

I Svendborg Kommune ligger lønnen for denne type stilling typisk mellem 37.534 kr. og 54.773 kr. pr. måned ved fuldtidsansættelse. Lønnen er inklusive pension, særlig feriegodtgørelse og faste tillæg. Der kan desuden være arbejdstidsbestemte tillæg og andre særydelser. Det er vigtigt at bemærke, at din konkrete løn fastsættes ud fra din erfaring, anciennitet og kompetencer og aftales ved forhandling med den relevante faglige organisation.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine godt 59.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.