Social Vejledning søger 2 socialfaglige kollegaer i vikariater hurtigst muligt
Social Vejledning søger 2 socialfaglige kollegaer i vikariater hurtigst muligt
Vi søger 2 dygtig og engageret kollegaer til dækning af sygevikariater i Social vejledning i Svendborg Kommune
Stillingerne er som udgangspunkt på 37 timer om ugen med opstart så hurtigt som muligt. Ansættelserne er tidsbegrænset i den forstand, at de følger behovet i forbindelse med sygefravær og forventningen er, at det bliver over de kommende måneder.
Opgaven består primært af individuel støtte til borgere inden for både psykiatri- og handicapområdet. Vi arbejder med § 85-støtte, og en stor del af arbejdet foregår derfor i den direkte kontakt med borgerne og tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov, ønsker og mål.
Vi leder efter dig, som:
* har relevant faglig erfaring med socialt arbejde og gerne erfaring med § 85-støtte
* kan arbejde selvstændigt og struktureret
* har lyst til det tætte en-til-en-arbejde med borgere
* kan navigere i forskellige problemstillinger inden for både psykiatri- og handicapområdet
* og som måske kender Nexus, eller er hurtig til at lære det.
Om jobbet
Social Vejledning er et §85-vejlederteam i Svendborg Kommune bestående af 34 engagerede og fagligt stærke medarbejdere fordelt i mindre teams på flere lokationer.
Vi tilbyder støtte til borgere over 18 år med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller borgere, der lever i udsathed og har behov for støtte i hverdagen.
Vi vægter et arbejdsmiljø præget af høj faglighed, videndeling og kollegial støtte. Du bliver en del af et fast team med ugentlig faglig sparring, hvor vi bruger hinanden aktivt og aldrig er længere væk end et opkald eller en kollega. Derudover har vi to koordinatorer i afdelingen, som understøtter den daglige drift og faglige retning.
I arbejdet tager vi afsæt i en recovery-orienteret og rehabiliterende tilgang med socialpædagogisk støtte efter servicelovens §85. Vi arbejder med borgeren som aktiv deltager i eget forløb og lægger vægt på, at indsatsen tager udgangspunkt i borgerens ønsker, ressourcer og mål. Dokumentation foregår som udgangspunkt sammen med borgeren, fordi vi tror på gennemsigtighed, inddragelse og samarbejde.
Hverdagen hos os er varieret og meningsfuld. Opgaverne spænder fra det planlagte og velkendte til situationer, der kræver fagligt overblik, fleksibilitet og selvstændighed. Samtidig prioriterer vi, at der er plads til refleksion, sparring og udvikling i arbejdet.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Løn og ansættelse
Vores nye kollegaer skal helst kunne begynde så hurtigt som muligt.
Du skal have kørekort til bil kategori B.
For stillinger i Direktørområdet Social, Sundhed og Beskæftigelse, skal der rekvireres en offentlig straffeattest ved ansættelsen.
I Svendborg Kommune ligger lønnen for denne type stilling typisk mellem 36.205 og 55.655 kr. pr. måned ved fuldtidsansættelse. Lønnen er inklusive pension, særlig feriegodtgørelse og faste tillæg. Der kan desuden være arbejdstidsbestemte tillæg og andre særydelser. Det er vigtigt at bemærke, at din konkrete løn fastsættes ud fra din erfaring, anciennitet og kompetencer og aftales ved forhandling med den relevante faglige organisation.
Ansøgningsfristen lukkes den 30. september 2026.
Har stillingen vakt din opmærksomhed, og har du lyst til at vide mere, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Gitte Jensen på tlf. 21 63 67 49 i tidsrummet kl. 8:00 – 16:00 på hverdage, eller afdelingskoordinator Charlotte Huusfeldt Madsen på tlf. 24 88 67 62.
Det afholdes løbende samtaler og du vil blive kontaktet pr. telefon hvis der skal laves aftale herom.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.