start på hovedindhold

Afdelingsleder til Udbud, Flådestyring og Informationssikkerhed

Afdelingsleder til Udbud, Flådestyring og Informationssikkerhed

Kan du omsætte politik, lovgivning og strategiske ambitioner til løsninger, der fungerer i praksis?
Vil du sætte retning for tre fagområder med stor betydning for hele kommunen – og være med til at forme en afdeling i udvikling?
Trives du med at lede specialister og skabe sammenhæng uden selv at være ekspert i alt?

Så er det måske dig, vi søger som ny afdelingsleder for Udbud, Flådestyring og Informationssikkerhed i Svendborg Kommune.

Her får du en central lederrolle med stor organisatorisk rækkevidde og mulighed for at præge udviklingen af tre specialiserede fagområder, som alle har betydning for kommunens evne til at løse sine kerneopgaver sikkert, effektivt og ansvarligt.

Du får ansvar for at skabe sammenhæng på tværs af fagligheder og for at sikre, at strategiske ambitioner bliver omsat til løsninger, der fungerer i praksis. Du bliver en tæt samarbejdspartner for kommunens ledelse og fagområder og får en vigtig rolle i at navigere mellem faglige, økonomiske, politiske og organisatoriske hensyn.

Det er en stilling for dig, der både trives med drift og udvikling, som kan skabe resultater sammen med andre, og som motiveres af at gøre en forskel i en politisk styret organisation.


Om jobbet

Som afdelingsleder for Udbud, Flådestyring og Informationssikkerhed får du ansvar for en afdeling med specialiserede medarbejdere og en stor kontakt- og samarbejdsflade både internt og eksternt.

Afdelingen løser nogle af de funktioner, der er afgørende for, at kommunen kan fungere sikkert, effektivt og ansvarligt. Vi arbejder blandt andet med at sikre gode og lovmedholdelige udbud og indkøbsprocesser, en effektiv og ansvarlig flådestyring samt et robust niveau af informationssikkerhed og risikostyring.

Som leder skal du skabe gode rammer for medarbejdernes faglighed og udvikling. Du skal samtidig være med til at fastholde og videreudvikle en kultur, hvor vi hjælper hinanden, deler viden og lykkes i fællesskab.

Afdelingen er resultatet af en løbende sammenlægning, og informationssikkerhedsområdet er fortsat under opbygning. Du kommer derfor ind på et tidspunkt, hvor der er gode muligheder for at sætte retning og præge både samarbejdet på tværs, organiseringen og den fortsatte udvikling af fagområderne.

Stillingen er både fagligt og ledelsesmæssigt udfordrende. Du lykkes ikke alene, men sammen med andre – gennem relationer, involvering, tydelighed og tillid.

Dine vigtigste opgaver bliver at:

  • Sætte den strategiske retning for afdelingens arbejde og sikre sammenhæng på tværs af fagområderne.
  • Lede og udvikle medarbejdere og fagområder og være en kvalificeret sparringspartner for afdelingens medarbejdere.
  • Understøtte effektive, professionelle og lovmedholdelige udbuds- og indkøbsprocesser.
  • Understøtte kommunens flådestyring med fokus på økonomi, klima og effektiv drift.
  • Sikre en robust informationssikkerhed og styrke kommunens arbejde med risikostyring og compliance.
  • Understøtte ledelse og politikere med kvalificeret rådgivning, analyser og beslutningsoplæg.
  • Skabe gode samarbejdsrelationer på tværs af organisationen og med relevante eksterne samarbejdspartnere.

Vores ambition er at skabe mest mulig værdi for borgerne og organisationen. Det betyder, at vi både skal have styr på lovgivning, regler og politikker – og samtidig være optaget af, hvordan løsningerne fungerer i virkeligheden.

Du skal derfor kunne bevæge dig sikkert mellem det strategiske og det operationelle. Du skal kunne se de lange linjer, men også have blik for, hvad der skal til for at få en løsning til at fungere i hverdagen.

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant videregående uddannelse og kan forstå og navigere i kompleks lovgivning og regulering.
  • Har erfaring med et eller flere af afdelingens fagområder eller fra beslægtede komplekse områder.
  • Har erfaring med personaleledelse, projekt- og forandringsledelse.
  • Har erfaring fra en kommune, region, statslig eller større privat organisation – og kan navigere sikkert i en politisk styret organisation og forstå de forskellige hensyn, der er på spil.
  • Er god til at skabe bro mellem fagligheder, organisationen og eksterne samarbejdspartnere.

Du skal have ledelsesmæssig tyngde, organisatorisk forståelse og lyst til at sætte dig ind i komplekse fagområder. Du skal kunne lede specialister uden at skulle være den faglige ekspert selv – og skabe de rammer, der gør, at deres faglighed kommer bedst muligt i spil.

Som leder lægger vi vægt på, at du:

  • Er lyttende og inddragende og skaber resultater gennem gode relationer, dialog og tydelig ledelse.
  • Har gennemslagskraft, men også blik for, hvornår de bedste løsninger skabes gennem andre.
  • Kan sætte en fælles retning, prioritere og bevare overblikket i en travl og dynamisk hverdag.
  • Er analytisk stærk og kan omsætte komplekse problemstillinger til klare og praktiske løsninger.
  • Er åben, nysgerrig og har mod til at udfordre ”plejer”.
  • Er en dygtig formidler og kan kommunikere klart og relevant – både til medarbejdere, ledelse og politikere.
  • Har humor, empati og sætter pris på en uformel omgangstone.

Kort sagt søger vi en leder, der kan sætte retning uden at stå i vejen for fagligheden, som kan skabe følgeskab uden at skulle have alle svarene selv, og som trives med at balancere udvikling, drift og forskellige hensyn.

Du kan læse Svendborg Kommunes ledelsespolitik her

Om os

Du bliver leder af en velfungerende afdeling med i alt 14 dygtige og engagerede medarbejdere. Afdelingen er organiseret i tre teams, der arbejder med henholdsvis udbud (6 medarbejdere), flådestyring (2 medarbejdere) og informationssikkerhed (5 medarbejdere og 1 studentermedhjælper).

Udbud, Flådestyring og Informationssikkerhed er placeret i Staben under Kommunaldirektøren.

Du bliver en del af Stabens ledergruppe, hvor vi både udfordrer og hjælper hinanden. Vi lægger vægt på videndeling, sparring og ledelsesudvikling og ser det som en fælles opgave at skabe gode løsninger for hele organisationen.

Stabens kerneopgave er at understøtte og påvirke fagområderne, så de kan levere velfærd, der skaber værdi for borgerne. Vi har fokus på at løse vores opgaver med høj kvalitet, og vi løfter i flok – både i afdelingen og sammen med de øvrige stabsafdelinger.

Hverdagen er præget af en uformel omgangstone, hvor dialog og faglig sparring er en naturlig del af arbejdet. Vi prioriterer de gode relationer på tværs og tror på, at vi bliver bedre, når vi bruger hinandens perspektiver og kompetencer.

Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold og gode muligheder for kompetenceudvikling.


Om Svendborg Kommune

Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse. Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt og uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordener. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.

Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden. Vores værdier findes ikke kun på papiret. Vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.

Løn og ansættelse

Der er tale om en fast stilling på 37 timer om ugen med forventet tiltrædelse 1. december 2026.

Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst.

I Svendborg Kommune ligger lønnen for denne type stilling typisk mellem 66.515 og 86.580 kr. pr. måned ved fuldtidsansættelse. Lønnen er inklusive pension, særlig feriegodtgørelse og faste tillæg. Der kan desuden være arbejdstidsbestemte tillæg og andre særydelser. Det er vigtigt at bemærke, at din konkrete løn fastsættes ud fra din erfaring, anciennitet og kompetencer og aftales ved forhandling med den relevante faglige organisation.

Ansættelsessted er Rådhuset, Ramsherred 5, 5700 Svendborg.

Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.


Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 20. september 2026.

Vi planlægger at afholde første samtalerunde tirsdag den 29. september 2026.

Kandidater, der går videre til anden samtale, vil gennemføre en personprofil med en personlig tilbagemeldingssamtale. Anden samtalerunde forventes afholdt mandag den 19. oktober 2026.

Vi benytter case i forløbet og vil også indhente referencer.


Yderligere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte stabschef Jens Otto Kromann på 2488 6222.

Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.