Partshøring - Filippavej 42, 5792 Vester Skerninge
Frist for at indsende bemærkninger er den 1. august 2026.
Høring
Vester Skerninge
1. august 2026
2. juli 2026
Partshøring
Svendborg Kommune har modtaget en ansøgning om at godkende det eksisterende husdyrbrug på adressen Filippavej 42, 5762 Vester Skerninge.
Ansøgningen behandles efter husdyrbrugloven, hvilket indebærer, at kommunen skal vurdere, hvordan det ansøgte projekt påvirker miljøet.
Der er søgt om at kunne anvende hovedparten af det eksisterende produktionsareal på 2.197 m2 til søer, smågrise og slagtegrise eller en kombination af de nævnte dyretyper. I to staldafsnit, som udgør 142 m2, er der dog kun søgt om at kunne holde smågrise eller slagtegrise. I den nuværende drift holdes slagtegrise i hovedparten af staldanlægget og smågrise i et enkelt staldafsnit. Der bygges ikke nye staldafsnit i forbindelse med godkendelsen eller anlæg til opbevaring af husdyrgødning.
Svendborg Kommune har i perioden 26. januar 2026 til 9. februar 2026 gennemført en offentlig høring, hvor det samlede ansøgningsmateriale blev fremlagt. Der blev i denne forbindelse ikke indsendt bemærkninger.
Herefter har kommunen udarbejdet et udkast til afgørelse, som nu sendes i høring for offentligheden, berørte myndigheder og stater samt relevante foreninger og organisationer. Høringsmaterialet består af følgende:
· Svendborg Kommunes udkast til afgørelse: ”Udkast til 16a miljøgodkendelse Filippavej 42”
· Ansøgers miljøvurdering: ”Miljøkonsekvensrapport Filippavej 42”
· Tilhørende bilag: ”Bilag 2 Indretning af stalde”
· Ansøgningsskemaet fra Miljøstyrelsens ansøgningssystem; Husdyrgodkendelse.dk: ”Skema 251755 version 2”
Ansøgningsmaterialet, herunder miljøkonsekvensrapporten, ansøgningsskemaet, samt supplerende oplysninger, danner grundlag for det udkast til afgørelse, som Svendborg Kommune har udarbejdet. Materialet fremgår nederst på denne side.
Hvis du har spørgsmål eller bemærkninger til det fremlagte materiale, skal du sende dem skriftligt til:
· E-mail landbrug@svendborg.dk eller
· Svendborg Kommune, Klima og Miljø, att. Team Landbrug, Svendborgvej 135, 5762 Vester Skerninge.
Spørgsmål eller bemærkninger skal modtages senest den 1. august 2026.
Svendborg Kommune træffer herefter afgørelse. Kommunens behandling af høringssvarene vil fremgå af afgørelsen.
Afgørelsen offentliggøres digitalt på Svendborg Kommunes hjemmeside. Herefter følger en periode på 4 uger, hvor klageberettigede har mulighed for at sende en klage over kommunens afgørelse. Det vil til den tid fremgå af afgørelsen, hvem der er klageberettiget, og parter i sagen vil blive orienteret direkte, når der træffes afgørelse.
Har du spørgsmål til dette opslag kan du skrive en mail til landbrug@svendborg.dk eller ringe på telefon: 24603370.
Oversigtskort

Behandling af persondata
Svendborg Kommune gør opmærksom på, at når vi arbejder med en sag vil oplysninger, som vi modtager fra dig blive behandlet i vores IT-systemer. Vi kan f.eks. i tilfælde af en anmodning om aktindsigt videregive dine oplysninger. Du kan læse mere om Databeskyttelses-forordningen og -loven på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk og på Svendborg Kommunes hjemmeside https://www.svendborg.dk/om-kommunen/databeskyttelse-og-privatlivspolitik/.
Der er endnu ingen svar på denne høring.