Høring af miljøtilladelse på husdyrbrug – Skattebøllevej 14, 5953 Tranekær
Frist for at indsende bemærkninger er den 23. oktober 2026
Høring
Langeland
23. oktober 2026
8. oktober 2026

Svendborg Kommune har modtaget en ansøgning om at godkende husdyrbruget på Skattebøllevej 14, 5953 Tranekær. Der er søgt om at komme over i den nye husdyrbruglov for at få en større fleksibilitet i staldene. Der er ikke søgt om nybyggeri, og der ændres ikke i dyretypen.
I henhold til det forpligtende samarbejde med Langeland Kommune er det Svendborg Kommune, der godkender og fører tilsyn med det konkrete husdyrbrug.
Ansøgningen behandles efter husdyrbrugloven, hvilket indebærer, at kommunen skal vurdere, hvordan det ansøgte projekt påvirker miljøet.
Det skal bemærkes, at regeringens udmelding om svinestop gælder udvidelser på konventionelle husdyrbrug med grise for ansøgninger indsendt efter 23. september 2026. Ansøgninger indsendt inden denne dato, skal håndteres efter de hidtil gældende regler.
Vi har udarbejdet et udkast til afgørelse, som nu sendes i offentlig høring. I høringen fremlægges følgende materiale:
· Ansøgning – Skema fra husdyrgodkendelse.dk
· Miljøansøgning – ansøgers oplysninger og vurdering af miljøpåvirkning
· Svendborg Kommunes udkast til afgørelse
Ansøgningsmaterialet samt supplerende oplysninger, danner grundlag for det udkast til afgørelse, som Svendborg Kommune har udarbejdet. Materialet fremgår nederst på denne side.
Hvis du har spørgsmål eller bemærkninger til det fremlagte materiale, skal du sende dem skriftligt til:
· E-mail landbrug@svendborg.dk eller
· Svendborg Kommune, Klima og Miljø, att. Team Landbrug, Svendborgvej 135, 5762 Vester Skerninge.
Spørgsmål eller bemærkninger skal modtages senest den 23. oktober 2026.
Svendborg Kommune træffer herefter afgørelse.
Kommunens behandling af høringssvarene vil fremgå af afgørelsen.
Det videre forløb
Afgørelsen offentliggøres digitalt på Svendborg og Langeland Kommunes hjemmeside. Herefter følger en periode på 4 uger, hvor klageberettigede har mulighed for at sende en klage over kommunens afgørelse. Det vil til den tid fremgå af afgørelsen, hvem der er klageberettiget, og parter i sagen vil blive orienteret direkte, når der træffes afgørelse.
Behandling af persondata
Svendborg Kommune gør opmærksom på, at når vi arbejder med en sag vil oplysninger, som vi modtager fra dig blive behandlet i vores IT-systemer. Vi kan f.eks. i tilfælde af en anmodning om aktindsigt videregive dine oplysninger. Du kan læse mere om Databeskyttelses-forordningen og -loven på Datatilsynets hjemmeside www.datatilsynet.dk og på Svendborg Kommunes hjemmeside https://www.svendborg.dk/om-kommunen/databeskyttelse-og-privatlivspolitik/.
Har du spørgsmål til dette opslag kan du skrive en mail til landbrug@svendborg.dk eller ringe på telefon: 62233444