Endelig vedtagelse af Kommuneplan 2025-2037
Planen er endeligt vedtaget. Klagefrist 31. juli 2025. Kommunalbestyrelsen har den 24. juni 2025 endeligt vedtaget ovennævnte plan. Planen er offent-ligt bekendtgjort den 3. juli 2025.
Type
Afgørelser
Område
Svendborg
Klagefrist
31. juli 2025
Offentliggjort
3. juli 2025

Planens indhold
Kommuneplanen indeholder kommunalbestyrelsens langsigtede strategier og planer for, hvordan kommunen fysisk skal udvikles de næste 12 år. Kommuneplanen er udarbejdet i overensstemmelse med kommunens Udviklingsstrategi 2023-2035: Fra mere til bedre, der beskriver kommunalbestyrelsens overordnede strategi og visioner for kommunens udvikling. I kommuneplanen har Kommunalbestyrelsen vedtaget hvilke konkrete mål og retningslinjer, der er for kommunens fysiske udvikling og samtidig fastlagt rammer for, hvordan byer og landområder må anvendes og bebygges.
Kommuneplanen bygger på principperne i den tidligere kommuneplan, men giver samtidig nye muligheder, og sætter nye rammer for kommunens udvikling.
Følgende temaer er revideret i et større omfang:
- Byudvikling og bosætning
- Erhverv
- Detailhandel
- Turisme og Fritid
- Kysten og det åbne land
- Klima
- Teknik og Miljø
Kommuneplanen er digital og kan ses her: Kommuneplan 2025
Herudover bekendtgøres kommuneplanen på Plandatas hjemmeside som PDF
Offentlig høring
Forslag til Kommuneplan 2025-2037 har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 3. februar til og med den 1. april 2025 (8 uger).
Der har været afholdt et fysisk borgermøde den 11. marts 2025, og der har været afholdt et digitalt borgermøde den 17. marts 2025.
Der er modtaget 124 høringssvar fra offentligheden samt bemærkninger fra berørte myndigheder, som skal sikre de nationale interesser i kommuneplanlægningen. Høringssvar og bemærkninger er fremlagt for Kommunalbestyrelsen.
Høringssvarene har blandt andet givet anledning til beslutning om:
- tilpasning af flere kommuneplanrammer,
- ikke at udlægge et nyt boligområde i Skårup,
- ikke at udlægge et nyt område til Tved Menighedshus.
- at forslaget om at udlægge Grøn-blå struktur til Større sammenhængende landskaber
tilbagerulles, hvilket betyder, at kommuneplanforslagets retningslinje nr. 7.2.0.1 om større sammenhængende landskaber ikke indgår i den endelige kommuneplan.
- tilpasning af negativ skovrejsning,
- tilpasning af retningslinjer for træer og
- tilføjelse af generelle retningslinjer for støjafskærmning
Det fulde overblik over ændringer fremgår af hvidbogen, som kan ses her: Hvidbog
Kommunalbestyrelsen besluttede derudover, at: ”Hvis der på et senere tidspunkt opstår et politisk ønske om at give mulighed for en ny dagligvarebutik på Nyborgvej, kan det muliggøres med et kommuneplantillæg”. (udvidelse af rammeområde 04.01.C2.933 - Centerområde Nyborgvej)
Retsvirkninger
Kommuneplan 2025-2037 erstatter Kommuneplan 2021-2033 samt vedtagne tillæg til denne.
Kommuneplanen er ikke umiddelbart bindende for den enkelte borger, men Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at arbejde for, at planen realiseres. Hovedstruktur, retningslinjer og rammer er bindende for Kommunalbestyrelsens planlægning og administrationens arbejde.
Planloven giver Kommunalbestyrelsen visse beføjelser til at administrere på grundlag af planen – herunder mulighed for at nedlægge forbud mod udstykning og bebyggelse i strid med rækkefølgeplanen i hovedstrukturen. Kommunalbestyrelsen kan også udstede forbud mod bebyggelse eller ændret anvendelse i strid med rammebestemmelserne.
Kommuneplanen er i sig selv ikke en tilladelse. Større bygge- og anlægsprojekter vil kræve lokalplan, byggetilladelse mm for at kunne realiseres. Kommuneplanen udgør grundlaget for den mere detaljerede lokalplanlægning og den konkrete sagsbehandling, som har den direkte retsvirkning for den enkelte. En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen, men den kan godt skærpe kommuneplanens rammebestemmelser, f.eks. gennem fastsættelse af lavere bebyggelsesprocenter, da kommuneplanen fastlægger den maksimale bebyggelsesprocent for planlægning.
Eksisterende byplanvedtægter, lokalplaner og servitutter er fortsat gældende, uanset hvad der står i kommuneplanen.
Miljøvurdering
Kommuneplanen er miljøvurderet. Konsekvenserne af planens indhold er vurderet i forholdt til en række miljømæssige forhold. Miljørapporten har været fremlagt i en offentlig høring i samme periode som kommuneplanforslaget. Dvs. i perioden fra den 3. februar til og med 1. april 2025. Kommunen har i høringsperioden ikke modtaget høringssvar til miljøvurderingen.
Der er efter høringsperioden udarbejdet en sammenfattende redegørelse i forbindelse med den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2025-2037. Den sammenfattende redegørelse kan ses her: Sammenfattende redegørelse
Den samlede miljøvurderingsrapport kan også tilgås på EA-Hub: Samlede miljøvurderingsrapport
Klagemulighed
Kommuneplan og miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet, og ønsker du at klage, skal du sende din klage senest d. 31. juli 2025 (4 uger fra offentliggørelse på hjemmesiden).
Klageberettigede er bestemt af planlovens regler. I henhold til planlovens §58 stk. 1 nr. 3 kan kun retslige spørgsmål påklages.
Du klager ved at sende din klage digitalt gennem Klageportalen, som du finder link til her: Klageportal
Klagen sendes gennem Klageportalen til Svendborg Kommune, og klagen er indgivet, når den er tilgængelig for Svendborg Kommune i Klageportalen. Svendborg Kommune forbereder og videresender klagen til nævnets behandling senest 3 uger efter klagefristens udløb.
Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for privatpersoner, og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Klagenævnene skal som udgangspunkt afvise en klage, der ikke sendes via Klageportalen, hvis ikke der er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Svendborg Kommune. Vi videresender herefter anmodningen til klagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Anmodningen sendes til: plan@svendborg.dk eller Svendborg Kommune, Byg og Byudvikling, Frederiksø 4A, 5700 Svendborg.
Prøvelse ved domstolene
Hvis du vil have kommunens eller klagenævnets afgørelse behandlet af en domstol, skal dette ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt eller annonceret.