Senior- Social- og Sundhedsudvalget
Referat • 3. december 2024 kl. 15.30
Indhold
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Godkendt.
Punkt 4 blev rykket frem og behandlet som punkt 3.
Beslutningstema
Bidrag til kommunens budgetpublikation for 2025; Service og Økonomi.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget,
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets bidrag til Svendborg Kommunes samlede budgetpublikation for 2025 godkendes.
Sagsfremstilling
Forslag til bidrag til budgetpublikationen Service og Økonomi 2025 for Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets område ligger til godkendelse. Bidraget indeholder beskrivelser af politikområder, mål for 2025, beskrivelser af de økonomiske rammer samt nøgletal.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Sagen afgøres i
Lov om kommunernes styrelse.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Godkendt.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Beslutning om ændring på ældreområdet, så nuværende basisstillinger med stedfortræder og planlæggerfunktion konverteres til assisterende lederstillinger.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At der konverteres 29 stedfortræderstillinger på ældreområdet til assisterende lederstillinger
- At udgiften på 2 mio. finansieres af kvalitetsløftmidlerne
Sagsfremstilling
Ældreområdet er udfordret på grund af en stigende kompleksitet og større krav ift. ledelse af området. Situationen på arbejdsmarkedet gør, at der er flere ufaglærte og større personalegennemstrømning end tidligere, hvilket giver flere ledelsesmæssige opgaver. Der er større krav til sektionslederne ift. at sikre tilknytning, tiltrækning og tilpasning. Der er samtidig høje forventninger ift. nærværende ledelse, onboarding, involvering, udvikling, MUS-samtaler, psykologisk tryghed og sikring af attraktive faglige arbejdsfællesskaber.
Foruden personaleledelse, er sektionslederne på ældreområdet overordnede ansvarlige for kommunikation med borgere og pårørende på plejecentre og i hjemmeplejen. Der er øgede forventninger fra pårørende og borgere, og stigende krav fra styrelse, tilsyn og lovgivning. Sektionslederne har fået flere opgaver, og tiltrækning af kvalificerede sektionsledere er udfordret.
Samtidig ses der med den nye ældrelov ændrede krav til ledelse. I forbindelse med faste teams og øget involvering af medarbejdere i vagplanlægning, vil opgaver med vagplanlægning og besøgslister ændre karakter. De første erfaringer med dette viser, at det giver arbejdsglæde for medarbejdere at være en del af denne planlægning og koordinering, og samtidig kræver tæt og nærværende ledelse.
Organisering af ledelsen på ældreområdet er karakteriseret ved, at ældreområdet har åbent 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Ældreområdet har et lavt ledelseshierarki. Sektionslederne i hjemmeplejen har aktuelt i gennemsnit 51 medarbejdere i direkte reference, og dækker ledelse i 2 vagtlag.
Sektionslederne på plejecentrene har i gennemsnit aktuelt 61 medarbejdere i direkte reference og dækker 3 vagtlag. De ledere der har de største sektioner, har over 80 medarbejdere i direkte reference. Hertil kommer periodevis ledelse af ca. 136 SSA-elever og 56 SSH-elever, 40 ledsagere i ledsagerordningen og løst tilknyttede medarbejdere i jobtræning, nyttejobs m.v. Sektionslederne dækker ledelsesmæssigt ind for hinanden, når en lederkollega i en anden sektion er fraværende.
Der er i hver sektion aktuelt en medarbejder med stedfortræder funktion på 4-5 timer ugentligt, og en planlægger, der hjælper med vagtplanlægning og besøgslister. I de fleste sektioner er det samme person, der er stedfortræder og planlægger. Stedfortræderfunktion og planlægger er således medarbejdere, der arbejder administrativt med koordinering og planlægning af sektionernes opgaver.
Ældreområdet har evalueret organiseringen af ledelsesstrukturen, og der er fra sektionslederne et ønske om at kunne delegere egentlige ledelsesopgaver til stedfortræderne. Mulighed for delegering af ledelsesopgaver til en assisterende leder vil frigive ressourcer til sektionslederen, styrke den enkelte sektion og understøtte det voksende behov for ledelse. Samtidig vil det gøre, at sektionslederne ikke ledelsesmæssigt skal dække i 2 sektioner ved sektionslederkollegas fravær, da den assisterende leder vil kunne dække ledelsesmæssigt.
Konverteringen af stillingerne giver ikke ressourcer svarende til 29 ekstra nye fuldtidsledere. Stedfortrædere/planlæggere arbejder i forvejen med planlægning og koordinering, og de opgaver de løser, vil fortsat være en del af sektionsleder og assisterende lederes arbejdsportefølje. Det Svendborg Kommune blandt andet får ved konverteringen, er mere ledelse i et ledelsesteam, hvor det samtidig har en betydning for lederne, at der er to ledere på et sted, der kan samarbejde om ledelsen.
Hvis stedfortræderne skal kunne varetage ledelsesopgaver, vil det kræve indplacering på lederoverenskomst. En ændring vil desuden kræve en proces med ansættelse af assisterende ledere, og kompetenceudvikling i organisationen, i en successiv proces.
En forventet positiv effekt ved at indføre assisterende ledere vil være, at det kan blive en god træningsbane for kommende sektionsledere, og vi vil dermed kunne lette tiltrækningsudfordringen ift. nye sektionsledere.
Fra forskning ved vi, at god ledelse gør at medarbejderne bliver længere på en arbejdsplads, minimerer sygefraværet på arbejdspladsen, ligesom vi ved fra sidste større sygefraværsprojekt på ældreområdet, at sygefraværet stiger, når der er skift i ledelsen. Stabilitet i medarbejdergruppen giver den bedste faglige og professionelle hjælp til borgerne. Og er vigtig ift. økonomisk ressourceforbrug.
Odense og Nyborg Kommune er eksempler på nabokommuner, der har organiseret sig med assisterende ledere.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Lønforskellen mellem stedfortræder og assisterende leder er i gennemsnit ca. kr. 6.000 om måneden. Konverteringen vil koste 2 mio. pr. år.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Uddeling af midler til frivilligt socialt arbejde i 2025.
Indstilling
Direktionen indstiller:
- At Senior-, Social- og Sundhedsudvalget beslutter, hvilke frivillige foreninger og organisationer, der skal ydes tilskud, samt hvor stort tilskud de enkelte foreninger og organisationer skal have.
Sagsfremstilling
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget uddeler hvert år midler til frivilligt socialt arbejde. I år uddeles midlerne i henhold til både Barnets Lov § 17 og Serviceloven § 18.
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget og Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget godkendte henholdsvis den 4. juni og den 12. juni 2024 en ændring af retningslinjer og praksis vedr. uddeling af midler. Der udmøntes fortsat én pulje og puljen udmøntes af Senior-, Social- og Sundhedsudvalget. Administrationen i Familie, Børn og Unge inddrages i forbindelse med den administrative gennemgang af ansøgningerne forud for udvalgets behandling af ansøgningerne.
Midlerne til frivilligt socialt arbejde gives til konkrete aktiviteter og initiativer, hvoraf den frivillige indsats udgør den væsentligste del. Målgruppen er foreninger og organisationer inden for det sociale, kulturelle og sundhedsmæssige område.
Frivillighed er defineret af det nationale Center for Frivilligt Socialt Arbejde. En frivillig er en person, der gør noget aktivt til gavn for personer uden for vedkommendes egen familie og vennekreds, uden økonomisk vinding. Det frivillige arbejde skal desuden foregå i en organiseret sammenhæng.
Udvalget besluttede på udvalgsmøde den 13. august 2024, at de i forbindelse med udlodningen til arbejdet i 2025, ønsker at prioritere ansøgninger med fokus på fællesskaber omkring fysisk og mental sundhed blandt børn og unge.
Kriterier for tildeling af støtte:
- Der kan ydes tilskud til frivillige sociale aktiviteter inden for hele det sociale område. Det vil sige både til aktiviteter for børn, unge og voksne samt for personer med handicap, flygtninge, misbrugere, udstødte m.v.
- Der kan endvidere søges tilskud til sundhedsfremmende aktiviteter og til aktiviteter til forebyggelse af ensomhed.
- Puljen er målrettet støtte til aktiviteter, hvor den frivillige indsats er kernen i aktiviteten og primært udføres af frivillige. Dog kan der gives støtte til at lønne personale, der organiserer og koordinerer den frivillige indsats.
- Aktiviteten skal være lokalt forankret og overvejende komme kommunens borgere til gode. Aktiviteter, der går på tværs af kommunerne, kan understøttes, såfremt det i større omfang kommer borgere i Svendborg Kommune til gode.
- Der gives ikke støtte til aktiviteter, der bringes til udførelse af enkeltpersoner.
- 10% af de samlede midler til udlodning kan øremærkes nytænkning og udvikling på området, herunder aktiviteter i samarbejde mellem kommune og foreninger i et partnerskab, eventuelt i form af flerårige aftaler.
På udvalgets dialogmøde med Svendborg Frivilligråd den 2. april 2024 blev puljen drøftet. I dialogen var der en drøftelse af:
- Puljens ”10 % kriterie” anbefales anvendt.
- Mulighed for, at puljen kan understøtte Frivilligpolitikkens Handleplan 2024-2026.
- Mulighed for at støtte den gode ide eller det nye tiltag ud over puljens ansøgningsperiode, da den årlige ansøgningsrunde kan være en barriere.
Derudover ønsker Frivilligrådet, at udvalget tager hensyn til de mindre, lokale initiativer, der ikke har en professionel tilgang til at søge puljemidler. Frivilligrådet har desuden flere gange fremhævet ønsket om, at ”de mange” tilgodeses frem for at give store bevillinger til nogle enkelte. Mange foreninger baserer deres aktiviteter på midlerne fra puljen.
Til uddeling i 2025 er der 1.043.056 kr.
Desuden er der 600.000 kr. ubrugte midler fra 2023-2024. På mødet den 5. november 2024 besluttede udvalget, at 300.000 kr. af de ubrugte midler kan anvendes i forbindelse med medfinansiering af OMBOLDs Danmarksmesterskab 2025 i gadefodbold for hjemløse og udsatte.
Der er kommet 64 ansøgninger til puljen, og samlet er der ansøgt for kr. 2.288.837. Vedlagt i bilag er en oversigt over samtlige ansøgninger.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Der er årligt afsat et beløb til puljen.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Barnets Lov § 17 og Serviceloven § 18.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Midler fordeles efter skema:
|
|
Alkorådet | 90.000 |
Autismeforeningen, Kreds Fyn | 5.000 |
Barnets Blå Hus Svendborg | 40.000 |
Blomster Cafeen af 2017 | 75.000 |
BROEN Svendborg | 35.000 |
Børns Vilkår | 7.500 |
Børns Voksenvenner Svendborg-Langeland | 25.000 |
Cykeltutten | 15.000 |
Den Blå Lagune | 10.000 |
Det Grønlandske Hus Odense | 5.000 |
Diabetesforeningen | 5.000 |
DRC Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Svendborg | 25.000 |
Efterladte efter selvmord Fyn | 5.000 |
Eritreansk forening WCIA | 5.000 |
Foreningen UngTrivsel | 5.000 |
Foreningshuset Christiansvej 45A | 5.000 |
Foreningen Naturpassion | 5.000 |
Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg | 20.000 |
FTS - Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde i Svendborg | 40.000 |
Fødevarebanken | 10.000 |
Gen-Bo | 5.000 |
Gudbjerg Plejecenters Venner | 15.000 |
Gå dig Glad | 10.000 |
Hjerneskadeforeningen Sydfyn og Øerne | 10.000 |
Hjerteforeningen, afd. Svendborg | 12.000 |
Husets Venner Ollerup Plejecenter | 15.000 |
Klub Mand | 10.000 |
KOMsammen Svendborg | 5.000 |
Kræftens Bekæmpelse Svendborg Lokalforening | 30.000 |
Kurder i Svendborg | 5.000 |
Kvisten | 12.500 |
LAP Svendborg og omegn | 5.000 |
Lunde Skytteforening | 10.000 |
Læsehunde - fonden for Socialt Ansvar | 10.000 |
Madtutten Svendborg | 5.000 |
Medborgercafeen | 10.000 |
Mødrehjælpens lokalafdeling Svendborg | 15.000 |
Natteravnene Svendborg | 20.000 |
Offerrådgivningen Fyn | 5.000 |
Onsdagscafeen | 10.000 |
Parkinson Klubben Svendborg | 5.000 |
Palliativt Frivilligt Netværk | 5.000 |
Persian17 | 10.000 |
Red Barnets Natur- og Familieoplevelsesklub Svendborg | 20.000 |
SAND Sydfyn | 6.000 |
SIND Ungdom Svendborg | 25.000 |
Svendborg Handicap Festival | 15.000 |
Svendborg Pensionistforening | 5.000 |
Tandemklubben Sydfyn | 10.000 |
Thorsengklubben | 5.000 |
Tingmarkens Beboerforening | 5.000 |
Tved Ældreklub | 5.000 |
UFL Svendborg (Unge for Ligeværd) | 20.000 |
ULF Svendborgkreds (Udviklingshæmmedes LandsForbund) | 9.500 |
Ungdommens Røde Kors Svendborg | 10.000 |
Vildmandsforeningen | 25.000 |
VIM Værestedet I Møllergade | 20.000 |
Ældre Sagen Egebjerg | 19.000 |
Ældre Sagen Svendborg-Gudme | 70.000 |
|
|
Jesper Larsen (V), Johan Emil Sevelsted (C) og Dorthe Ullemose (O) kan ikke tilslutte sig tildelingen af midler til Eritreansk Forening.
Udvalget ønsker at principperne for fordelingen af puljens midler præciseres overfor foreningerne.
Udvalget ønsker at gå i dialog med foreningerne om mulighederne for at inddrage udsatte i foreningsaktiviteter.
Beslutningstema
Godkendelse af ny rammeaftale for anvisning og udlejning for 1. januar 2025 til 1. januar 2029 mellem Svendborg Kommune og de almene boligorganisationer.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior- Social- og Sundhedsudvalget, at det overfor Kommunalbestyrelsen anbefales:
At godkende rammeaftalen for anvisning- og udlejning for 1. januar 2025 til 1. januar 2029 mellem Svendborg Kommune og de almene boligorganisationer.
Sagsfremstilling
Der er udarbejdet forslag til en kommunedækkende strategisk rammeaftale for anvisning og udlejning for perioden 1. januar 2025 til 1. januar 2029 mellem Svendborg Kommune og de almene boligorganisationer: Andelsboligforeningen i Bregninge, Boligforeningen Fyn-Bo, Cama-Kollegierne, DAB- Fyns Sports College, FAB - Fyns Almennyttige Boligselskab og Sydfyns Almene Boliger.
Forslag til anvisning- og udlejningsaftalen samt aftalens bilag 2, 3, 4 og 5 er vedlagt samlet i et dokument som et bilag, aftalens bilag 1 er vedlagt særskilt som bilag.
Aftalen er en overordnet rammeaftale, der fastsætter principper for anvisning og udlejning. Eventuelle dispensationer for eksempel vedrørende genhusning, gælder fortsat og er tidsbegrænsede. Til aftalen følger bilag, der årligt vurderes i forbindelse med udgivelsen af opdateret beboerdata på baggrund af Lov om indsatser mod parallelsamfund.
Det er et fælles mål for såvel Svendborg Kommune som boligorganisationerne at skabe bæredygtige by- og boligområder, hvor anvisnings- og udlejningsaftalen er et blandt flere værktøjer, der både skal medvirke til på sigt at ændre og forbedre beboersammensætningen og give plads til, at alle kan få en bolig og bo i trygge omgivelser i Svendborg Kommune.
Aftalen afbalancerer følgende overordnede formål:
- At sikre et godt samarbejde omkring den kommunale anvisningsret med henblik på en hensigtsmæssig bolig-social anvisning
- At sikre en social bæredygtig udvikling og beboersammensætning i de almene boliger i Svendborg Kommune
- At sikre, at Svendborg Kommune kan løse sine boligsociale forpligtelser med de boliger, som boligorganisationerne stiller til rådighed for anvisningen
- At sikre, at der fortsat er boliger til rådighed for andre boligsøgende på boligorganisationernes ventelister
Aftalen omfatter alle almene familieboliger og ungdomsboliger i Svendborg Kommune. Der vil forsat være mulighed for anvisningsret til hver fjerde ledige bolig. Den berører ikke de almene ældreboliger, hvor Svendborg Kommune allerede har 100% anvisning. Undtaget fra aftalen er boligafdelinger nævnt i anvisnings- og udlejningsaftalens bilag 3, hvorom kommunen og boligorganisationerne har indgået særlige aftaler pga. boligafdelingernes karakter.
Aftalen afløser alle tidligere aftaler om anvisning eller udlejning, herunder også aftale indgået om fleksibel udlejning i Skovparken 17. december 2019 i Kommunalbestyrelsen. De tidligere aftaler indgår som en del af den nye samlede rammeaftale anvisnings- og udlejning, og der vil fremadrettet være muligheder for at lave særlige aftaler hvis behovet skulle opstå.
Svendborg Kommune varetager den kommunale anvisning i Svendborg. Det vil sige, formidler almene boliger til borgere, der akut mangler en bolig. Som noget nyt etableres der en boligformidling med repræsentanter fra Svendborg Kommune, der holder månedlige møder med udlejningsansvarlige fra boligorganisationerne for at løse de fælles udfordringer med boliger til de visiterede borgere. I den forbindelse er det et særligt fokus på at sikre ungdomsboligmiljøerne i ungdomsboligerne jævnfør bilag 4 i anvisnings- og udlejningsaftalen.
Anvisnings- og udlejningsaftalen er i efteråret 2024 blevet godkendt hos boligorganisationernes bestyrelser. Kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune skal godkende aftalen før den kan træde i kraft.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Anvisnings- og udlejningsaftalen er med til at sikre, at Svendborg Kommune har boliger at anvise til, når borgere er på akutboliglisten. Det anslås, at Svendborg Kommune årligt har behov for at anvise til 40 boliger.
Derudover er anvisnings- og udlejningsaftalen med til at sikre, at Svendborg Kommune kan efterleve intentionerne i regeringens hjemløsereform, der trådte i kraft 1. oktober 2023. Hjemløsereformen stiller tydeligere krav til kommunerne om at finde passende og egnede boligløsninger til socialt udsatte borgere, idet refusionsreglerne er ændret, så kommunerne fremover får mindre statsrefusion. Hidtil har kommunerne fået refunderet halvdelen af deres udgifter til borgere, som havde ophold på forsorgshjem. Nu kan kommunerne kun få statsrefusion i fire måneder – og fra 2026 i højst tre måneder.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Almenboligloven
Lov om Kommunal anvisningsret
Serviceloven
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Anbefales.
Beslutningstema
På baggrund af en konkret borgerhenvendelse, skal der tages stilling til, hvorvidt det skal afdækkes om der på bostederne på Socialområdet er behov for at indføre differentierede kostpriser for henholdsvis små og almindelige portioner mad. Handicaprådet har behandlet sagen på møde den 24. oktober 2024. Handicaprådet finder den nuværende kostordning mest passende i forhold til områdets målgruppe.
Indstilling
Direktionen indstiller
- At Senior-, Social-, og Sundhedsudvalget godkender, at administrationen ikke går videre i forhold til en afdækning af om der er behov for at indføre differentierede kostpriser på botilbuddene i socialområdet.
Sagsfremstilling
Svendborg Kommune har i dag ca. 140 borgere med omfattende funktionsnedsættelse og heraf omfattende behov for støtte og hjælp boende på et af kommunens døgndækkede botilbud (Sydbo, Vestereng, Ryttervej, Søndergade og Skovsbovej 111), hvoraf godt en tredjedel er borgere fra andre kommuner end Svendborg.
Botilbuddene er efter Servicelovens § 107 (midlertidige botilbud), § 108 (længerevarende botilbud) og Servicelovens § 85/Lov om almene boliger § 105. Som en del af deres tilbud er stort set alle borgerne visiteret til madservice jf. Servicelovens § 83 stk. 1., nr. 3.
Der har været en forespørgsel fra en borger på, om det er muligt at indføre ”kost-modellen” fra ældreområdet til socialområdet. Der er to meget forskellige ”kost-modeller” på henholdsvis ældre- og socialområdet.
Madservice på plejecentre
På ældreområdet er der en servicepakke for al kold mad og drikkevarer. Prisen på servicepakker varierer plejecentrene imellem, da beboerrådet fastlægger serviceniveauet og prisen. Prisen på en servicepakke på plejecentrene varierer fra 1300 kr. til 1750 kr. for en måned. Derudover kommer udgifter til frokostanretninger (på nær rugbrød) samt aftensmåltider.
På fire af plejecentrene laves denne mad lokalt mens de resterende plejecentre får maden leveret fra den eksterne leverandør Det Gode Madhus. Borgerne kan fra Det Gode Madhus vælge mellem forskellige retter og størrelser, og dermed tilpasse maden til deres behov. Det er muligt at bestille en almindelig eller lille hovedret, kost til småtspisende eller tykke-syngevenlig kost/blød kost. Prisen varierer i forhold til portionsstørrelsen. Udgiften til mad trækkes i pensionen, hvilket administreres af Det Gode Madhus. Priserne for mad fra Det Gode Madhus ses i skemaet nedenfor.
Madservice på botilbud
På socialområdets botilbud er der køkkener med personale, der tilbereder alle måltider. Måltiderne bliver tilpasset beboernes individuelle behov, som for eksempel kan være tykke-synkevenlig kost, energitæt /kaloriefattig kost med videre. Prisen for måltider er den samme uanset om man får specialkost eller ej, og der skelnes ikke mellem små og almindelige portioner. Priserne for de enkelte måltider kan ses i skemaet nedenfor.
Kommunalbestyrelsen kan derudover opkræve betaling hos borgerne til dækning af de personaleomkostninger, der er forbundet med madproduktion (forarbejdningstillæg). Den maksimale egenbetaling er lovgivningsmæssigt fastsat. Den mulighed tiltrådte Senior, Social- og Sundhedsudvalget i 2019.
Borgernes egenbetaling for kost på bostederne udregnes ud fra en konkret individuel vurdering, hvor der tages stilling til borgerens samlede rådighedsbeløb. Forarbejdningstillægget er på 2.331,70 kr. om måneden. Der kan kun opkræves forarbejdningstillæg fra de borgere, der er visiteret efter §83, stk. 1 nr.3. Hvis borgerne kan deltage i tilberedning af maden, kan der ikke opkræves forarbejdningstillæg. Socialområdets administration opkræver borgerne for egenbetalingen til kost.
Køkkenerne på bostederne anvendes også i det pædagogiske arbejde, blandt andet ved aktiviteter, miljøskifte og til sansestimulering. Botilbuddene oplever, at der generelt er stor tilfredshed blandt beboerne og pårørende for det nuværende tilbud, hvor køkkenerne er en integreret del af tilbuddet.
Det vurderes, at det vil være ressourcemæssigt tungt såvel på det administrative som det pædagogiske plan, hvis borgerne skal have enten små eller almindelige portioner mad serveret. For det første skal borgerne visiteres til om de enten skal have en lille eller almindelig portion. Dernæst er der forskel på, hvordan bostederne serverer måltiderne. På nogle bosteder portionsanrettes måltiderne mens andre bosteder serverer maden som buffet, da der er et lærings- og udviklingsperspektiv i selv at kunne øse sin mad op.
I skemaet nedenfor ses priserne for kost i 2023, 2024 og den procentvise stigning fra 2023-2024 for henholdsvis ældre- og socialområdet.
Pensionisters betaling for mad | 2023 | 2024 | % stigning fra 2023-2024 |
Almindelig hovedret | 56,75 | 59,75 | 5,29 % |
Lille hovedret | 50,50 | 53,25 | 5,45 % |
Biret | 17,25 | 18,25 | 5,80 % |
Hoved- og biret | 74,00 | 78,00 | 5,41 % |
Frokostanretning | 32,50 | 34,25 | 5,38 % |
|
|
|
|
Kostpriser på egne botilbud efter §§ 105/85, 107 og 108 |
|
|
|
Morgenmåltid | 25,47 | 26,34 | 3,41 % |
Middagsmåltid (frokost) | 50,94 | 52,68 | 3,41 % |
Aftensmåltid | 50,94 | 52,68 | 3,41 % |
Alle måltider inkl. Kaffe, mellemmåltider mv. | 127,35 | 131,69 | 3,41 % |
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
En differentiering af kostpriser på botilbuddene vurderes at kunne få økonomiske konsekvenser både af drifts- og personalemæssige karakterer.
CO2-Konsekvensvurdering
Ingen kendte.
Lovgrundlag
Serviceloven § 83 stk.1., nr. 3 samt §§ 105/85, 107 og 108.
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Godkendt.
Beslutningstema
Rapport om tilsyn i hjemmeplejen, samt årlig godkendelse af tilsynspolitik og kvalitetsstandarder på ældreområdet.
Indstilling
Direktionen indstiller, at Senior-, Social- og Sundhedsudvalget:
- Tager tilsynsrapporten til efterretning
- Godkender uændret tilsynspolitik
- Godkender uændrede kvalitetsstandarder på ældreområdet
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen skal mindst én gang årligt følge op på tilsynspolitikken i forhold til leverandører af § 83 (hjemmehjælp), herunder foretage de nødvendige justeringer af tilsynspolitikken.
Gennemførelsen af tilsyn med fritvalgsleverandørerne trådte i kraft i januar 2012, og der er sidenhen årligt blevet udarbejdet en tilsynsrapport.
Jf. tilsynspolitikken skal Myndighedsafdelingen via stikprøve foretage audit i forhold til faglighed og dokumentation hos et udsnit af de mest komplekse borgere i hjemmeplejen. Hver hjemmeplejesektion skal foretage audits hos tre borgere ad fire omgange, dvs. 12 audits per sektion. Derudover bliver særligt komplekse og sårbare borgere drøftet på tværfaglige møder i hjemmeplejen.
Der udføres desuden tilsyn hos alle borgere, der modtager hjælp efter Servicelovens §83 ca. hvert 1½ år. Resultaterne af disse tilsyn er sammenfattet i vedlagte tilsynsrapport. Der har i seneste periode (december 2023 – november 2024) været foretaget tilsyn hos 466 borgere med kommunal leverandør og 203 borgere med privat leverandør. Samlet set er der udført tilsyn hos 604 borgere i perioden.
Tilsynsrapportens konklusion er, at der i langt overvejende grad leveres ydelser til borgerne ud fra det visiterede, kommunens kvalitetskrav og korrekt i forhold til en professionel vurdering. Derudover er langt hovedparten af borgerne tilfredse med samarbejdet med hjemmeplejen og den leverede service.
Hos de kommunale leverandører er knapt 93% af borgerne enten tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med leverandøren, mens knapt 94% er enten tilfredse eller meget tilfredse med servicen fra leverandøren.
Hos de private leverandører er godt 91% af borgerne enten tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet med leverandøren, mens knapt 91% er enten tilfredse eller meget tilfredse med servicen fra leverandøren.
Samlet set er der ved 9 borgere, svarende til 1,16%, udtrykt utilfredshed med en eller flere af målepunkterne i tilsynet. Det dækker både over visitators vurdering og borgers oplevelse af samarbejdet med leverandøren og servicen.
- Visitators vurdering: Ved 1 borger (svarende til 0,17%) har visitator vurderet at der ikke leveres det, der er visiteret. Ved 2 borgere har (svarende til 0,33%) har visitator vurderet at ydelserne ikke er leveret korrekt ift. en professionel vurdering.
- Borgers oplevelse: 7 borgere (svarende til 1,16%) har været utilfredse med enten samarbejdet med leverandøren af hjemmepleje eller den leverede service.
Der er i alle tilfælde lavet opfølgning herpå.
Tilsynspolitikken er tilgængelig på kommunens hjemmeside og kan fremsendes til udvalget efter anmodning.
Kvalitetsstandarder på ældreområdet
Ifølge Serviceloven skal kvalitetsstandarderne på ældreområdet politisk godkendes en gang årligt.
Dette års gennemgang af kvalitetsstandarderne på ældreområdet har ikke givet anledning til ændringer af serviceniveauet. Kvalitetsstandarderne er derfor uændrede i forhold til sidste år.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ikke relevant
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Serviceloven
Sundhedsloven
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Udvalget tilslutter sig indstillingerne.
Beslutningstema
Beslutning om udvidelse af Sundhedshuset og deponering
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, at det overfor Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen anbefales:
- At der indgås lejekontrakt, med almindelige opsigelsesvilkår, med Halberg Properties vedr. leje af yderligere 80m2 i Sundhedshuset.
- At finansieringen af den lovbestemte deponering sker ved modregning i et eksisterende opsagt lejemål.
- Administrationen bemyndiges til at indgå lejekontrakt på vegne af Kommunalbestyrelsen.
Sagsfremstilling
Flere borgere, flere ydelser pr. borger og nye opgaver
Svendborg Kommunes aktiviteter i Sundhedshuset har gennem de seneste år udviklet sig. Der er tilkommet nye opgaver, kommet flere borgere og der arbejdes løbende med projekter, der styrker kvaliteten og udvikler tilbuddene til borgerne. Desuden har sundhedsstyrelsen netop udgivet nationale kvalitetskrav til kommunernes tilbud til borgere med kronisk sygdom. Det betyder, at Sundhedshuset skal til at løse nye opgaver og der skal der ansættes flere medarbejdere. For uddybning henvises til bilagte notat.
Aktuelt behov og konsekvenser ved lokalemangel
Sundhedshuset har aktuelt brug for flere lokaler, der kan anvendes fleksibelt til samtalerum, undervisningslokale, behandlerrum og testlokale. Derudover vil der blive behov for yderligere plads til kontorområde. Det bliver sværere og sværere at finde samtalerum og behandlerrum til de nødvendige aftaler, hvilket er en udfordring, når nogle af aftalerne er bestemt af lovgivning til at skulle foregå indenfor 7 dage. Det betyder, at borgerne oplever at skulle sidde i fortrolige samtaler i træningslokaler og test før og efter træning bliver sværere at placere i lokaler der giver den rette fortrolighed og sikkerhed. Derudover er det vanskeligt at indfri besparelser og omstilling til mere digitalt, da denne form for aftale er afhængig af lokaler, hvor det ellers har foregået i borgerens hjem.
Da Sundhedshuset åbnede, blev det planlagt til 13-15 medarbejdere og der er nu 24 medarbejdere og yderligere 4 medarbejdere på vej i 2024. De nye medarbejdere kommer bl.a. til at arbejde med nye opgaver som følge af nationale kvalitetskrav. CETS har orienteret om, at det både af hensyn til brandsikkerhed og arbejdsmiljø ikke er muligt at etablere flere pladser i eksisterende lokale. Såfremt der ikke findes en løsning i Sundhedshuset vil det være nødvendigt at finde løsninger i andre lokaler i kommunen.
Udvidelsesmuligheder i Sundhedshuset
Der er pt. kun 80 kvadratmeter tilgængeligt i Sundhedshuset. På kort sigt vil en sikring af kommunens aktiviteter i Sundhedshuset være afhængig af, at der indgås aftale om, at Svendborg Kommune lejer de resterende 80 ledige kvadratmeter i Sundhedshuset.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Deponering på 0,825 mio. kr. ved indgåelse af den nye lejekontrakt, kan modregnes fuldt ud i de opsagte lejemål i Brogade 35 og Korsgade 3G, begge er opsagt i 2024.
Udgifterne til leje, etablering samt el, vand og varme afholdes indenfor eksisterende driftsbudgetter.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant
Lovgrundlag
Ikke relevant
Sagen afgøres i
Kommunalbestyrelsen
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Anbefales.
Relaterede bilag
Beslutningstema
Orientering om, at den Blå Lagune har modtaget en arv på 565.260,73 kr., som skal bruges til gavn og glæde for brugerne af Den Blå Lagune.
Drøftelse og godkendelse af procesplan for inddragelse af brugerne i beslutningen om arvens anvendelse.
Indstilling
Direktionen indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget,
- At orienteringen om arven til Den Blå Lagune tages til efterretning
- At procesplan, hvor brugerne af Den Blå Lagune inddrages i beslutningen om anvendelsen af arven godkendes
Sagsfremstilling
Den Blå Lagune er et brugerstyret værested på havnen, hvor borgere som af den ene eller
anden årsag har svært ved at mestre sit liv – nogle har eller har haft et problematisk forbrug af rusmidler. Foreningen og værestedet er brugerdrevet, og der er cirka 60 meget aktive medlemmer, som benytter foreningen og værestedet alle ugens dage.
Svendborg Kommune har modtaget besked om, at en arv til Den Blå Lagune på 565.260,73 kr. er blevet godkendt af Skifteretten, arvingerne og Skat.
Beløbet forventes udbetalt inden jul. Arven skal, jævnfør SKATs anvisning, anvendes til gavn og glæde for brugerne af Den Blå Lagune.
Det er i betingelserne for udbetaling af arven, at det er Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, der beslutter, hvordan arven skal bruges, men at det sker via en dialog med brugerne af Den Blå Lagune.
Procesplan med inddragelse af brugerne:
- Orientering til brugerne
Brugerne blev orienteret om, at arven var modtaget den 20. november 2024. De blev samtidig oplyst om, at de vil blive hørt om deres ønsker til anvendelse af arven.
- Indsamling af ønsker fra brugerne
På et kommende fællesmøde med afdelingsleder for Forsorgscentret i Den Blå Lagune opfordres brugerne til at komme med forslag til, hvordan arven kan anvendes til gavn for fællesskabet på Den Blå Lagune.
- Sammenfatning af indkomne ønsker
Administrationen i Socialafdelingen indsamler brugernes forslag og udarbejder en anbefaling med forslag til prioritering af indkomne forslag, som præsenteres for Senior-, Social- og Sundhedsudvalget på et udvalgsmøde i starten af 2025.
- Drøftelse og beslutning i Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
På udvalgsmøde drøftes de indkomne forslag fra brugerne, hvorefter udvalget træffer den endelige beslutning om, hvordan midlerne fra arven skal anvendes med hensyntagen til brugernes ønsker.
- Opfølgning og implementering
Når Senior-, Social- og Sundhedsudvalget har truffet beslutning om arvens anvendelse, informeres brugerne om, hvordan midlerne fra arven vil blive anvendt.
Implementeringen af beslutningen følger herefter.
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Arven på 565.260,73 kr. er øremærket til aktiviteter og initiativer, der skaber værdi for brugerne af Den Blå Lagune. Midlerne vil ikke påvirke kommunens øvrige budgetter.
CO2-Konsekvensvurdering
Ikke relevant.
Lovgrundlag
Boafgiftsloven
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Udvalget tilslutter sig indstillingerne.
Beslutningstema
Den årlige evaluering af udvalgsarbejde i alle udvalg i Svendborg Kommune.
Indstilling
Direktionen indstiller,
- At udvalget drøfter udvalgets arbejde i 2024
Sagsfremstilling
På baggrund af en tidligere politisk beslutning, evaluerer alle udvalgene i Svendborg Kommune arbejdet i deres respektive udvalg.
Evalueringen tager udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvordan opleves den politiske arbejdsplads i udvalget?
- Hvordan opleves samarbejdet med kollegerne i udvalget?
- Hvad er forventningerne til administrationen?
- Hvordan fungerer samspillet med administrationen?
Økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
Ingen
Sagen afgøres i
Senior-, Social- og Sundhedsudvalget
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Drøftet.
Sagsfremstilling
- Orientering fra udvalgsformanden
- Orientering fra udvalgsmedlemmerne
- Orientering fra administrationen
- Tildeling af midler fra Social- og boligstyrelsen til afprøvning af metode M-ACT på udsatteområdet.
- Temadage den 13. januar 2025 om Fremtidens Psykiatri.
- Orientering om plejecenter.
Beslutning i Senior- Social- og Sundhedsudvalget den 03-12-2024
Taget til efterretning.