
Nikotinposer og snus
Nikotinposer - også kaldet snus - er tobaksfrie, men meget stærke – én pose kan svare til op til ni cigaretter og øge risikoen for afhængighed.
Hvad er nikotinposer og snus
Måske kalder du nikotinposer for “snus”. Men snus er faktisk et produkt med tobak, som ikke er lovligt at sælge i Danmark. De hvide nikotinposer indeholder ikke tobak – de indeholder syntetisk nikotin.
Du kan i dag købe nikotinposer med smag af fx slik, frugt og cola. En cigaret indeholder cirka 1 mg nikotin, mens en nikotinpose må indeholde op til 9 mg. Det betyder, at én pose kan svare til op til ni cigaretter.
På nettet kan du finde endnu stærkere varianter med mere end 30 mg nikotin pr. pose – svarende til 30 eller flere cigaretter. Den store mængde nikotin påvirker din hjerne og kan hurtigt føre til afhængighed.
Vil du vide mere?
- Har du spørgsmål til nikotinprodukter?
- Er du i tvivl om hvordan du kan tale med dit barn/den unge om nikotin?
- Er du ung og ønsker du selv hjælp til at komme ud af afhængigheden?
Så er du altid velkommen til at kontakte nikotinstop-rådgiver Mette på tlf. 21794589

