Værestedet i Møllergade
Brugerstyret værested i Møllergade for dig over 18 år, der søger et trygt fællesskab med andre i uformelle rammer.
Hvad er Værestedet i Møllergade (VIM)?
Værestedet ligger centralt i Møllergade og er et brugerstyret tilbud. Det betyder, at der ikke er fast personale til stede i hverdagen, og at du sammen med de andre brugere er med til at skabe ansvar for stedet og en tryg og respektfuld stemning. Her kan du komme for at være sammen med andre, drikke en kop kaffe og få en pause fra hverdagen.
Hvem kommer her?
Værestedet i Møllergade er for dig over 18 år, der har valgt at leve et liv uden rusmidler eller som ønsker at være en del af et fællesskab med andre i uformelle rammer. Vi lægger vægt på, at stedet skal være trygt, varmt og hyggeligt, hvor alle er velkomne, uanset hvem man er, og hvad man har med sig fra livet.
Der er tilknyttet en opsøgende medarbejder og en gadesygeplejerske, som jævnligt kommer forbi værestedet. Du har også mulighed for at kontakte dem telefonisk, hvis du har brug for støtte, sparring eller rådgivning. For at sikre et trygt miljø for alle, må du ikke medbringe eller indtage rusmidler eller udvise uhensigtsmæssig adfærd.
Hvordan bliver du en del af det?
Du kan blive en del af Værestedet i Møllergade ved blot at møde op i åbningstiden, som er kl. 09.00–13.00 på hverdage. Der kræves hverken henvisning eller visitation. Du er altid velkommen til at komme forbi og se, om værestedet er noget for dig.
