Støttecenter Gammel Skårupvej
Støttecenter Gammel Skårupvej er et tilbud til dig over 18 år med fysiske og/eller psykiske udfordringer, der har brug for støtte i hverdagen.
Hvad er Støttecenter Gammel Skårupvej?
Støttecenter Gammel Skårupvej er et tilbud til dig, der har brug for støtte til at klare hverdagen i egen bolig. Her bor du i din egen lejlighed og har mulighed for pædagogisk støtte i tidsrummet kl. 08 – 20. Støtten tilrettelægges sammen med dig og tager udgangspunkt i dine ønsker, håb og drømme for dit liv.
Vi lægger vægt på det, der er vigtigt for dig. Sammen arbejder vi med at skabe en overskuelig hverdag, der er genkendelig, meningsfuld og så selvstændig som muligt. Samtidig har du mulighed for at være en del af et fællesskab med de andre beboere, hvis du har lyst.
Hvem bor her?
Ved Støttecenter Gammel Skårupvej bor voksne over 18 år, der har nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsniveau. Det kan for eksempel være en udviklingsforstyrrelse eller udviklingshæmning. Nogle beboere oplever samtidig sociale udfordringer og har brug for støtte til samvær med andre.
Her har beboerne forskellige forudsætninger og behov for støtte, men fælles for dem er ønsket om at bo i egen lejlighed og arbejde mod et mere selvstændigt liv. Der er ikke personale om natten, så tilbuddet passer til dig, der kan klare dig selv i de sene aftentimer og om natten – også på dage uden personaledækning. Hvis du har brug for hjælp til personlig pleje, er det hjemmeplejen, der varetager den del.
Hvordan bor du?
Støttecenter Gammel Skårupvej ligger i Svendborg Øst, tæt på offentlig transport og med nem adgang til indkøb. Området er roligt og grønt, men samtidig tæt på byens muligheder, så du nemt kan deltage i aktiviteter uden for støttecentret.
Her bor du i din egen lejlighed i et af to rækkehuse med i alt 8 lejligheder. Lejligheden består af soveværelse, stue med tekøkken, badeværelse og egen terrasse, som du kan indrette med dine egne møbler og personlige ting, så den føles som dit hjem.
I forlængelse af rækkehusene finder du fælleshuset, som er støttecentrets naturlige samlingspunkt. Her er køkken, stue og fælles vaskeri, og med din egen nøgle kan du bruge det, når det passer dig. Det er her, du kan mødes med de andre beboere, drikke en kop kaffe, vaske dit tøj, deltage i fællesspisning eller bare sidde og nyde samværet.
Hvordan kan din hverdag se ud?
På Støttecenter Gammel Skårupvej tager din hverdag udgangspunkt i det, der er vigtigt for dig. Vi har mulighed for at støtte dig med forskellige opgaver i hverdagen, for eksempel med at planlægge og strukturere din dag, klare praktiske dagligdagsopgaver eller holde styr på post og aftaler. Du kan også efter aftale få ledsagelse til læge eller andre aftaler ude i byen. Støtten tilpasses, så den opleves overskuelig og hjælper dig med at bevare overblik i hverdagen.
Hver onsdag holdes der morgenmøde med morgenmad i fælleshuset, hvor du har mulighed for at få indflydelse på hverdagen i støttecentret og komme med forslag til fælles aktiviteter. Derudover har vi en madordning med egenbetaling, hvor du sammen med de andre beboere kan handle ind, lave mad og deltage i fællesspisning. Du bestemmer selv, hvad du deltager i, og når du har brug for ro, kan du altid trække dig tilbage til din egen lejlighed.
Hvordan bliver jeg en del af det?
For at blive en del af støttecenter Gammel Skårupvej skal du kontakte en sagsbehandler i Socialafdelingen, Myndighed. Sammen med din sagsbehandler vurderer vi, om støttecentret passer til dine behov og ønsker. Hvis du ønsker at høre mere om tilbuddet, kan du kontakte os i vores telefontid mandag til fredag mellem kl. 09 og 16.
Vi tilbyder støtte på tidspunkter, der passer til dig. Tiderne kan tilpasses dine behov, så du får den støtte, der passer bedst til din hverdag. Mandag til fredag kan du få støtte mellem kl. 08 og 20 og søndag mellem kl. 12 og 20. I ferieperioder, ved kursus mm. kan der være personale fra kl. 12 til 20.
