start på hovedindhold

Forbered dig på en krise

Myndighederne anbefaler, at du kan klare dig selv i tre døgn. Se, hvad du bør have derhjemme, så du er forberedt, hvis hverdagen bliver afbrudt

Klar dig selv i tre døgn

Hvis strømmen går, vandet forsvinder, eller butikkerne må holde lukket, kan det være svært at få fat i de ting, du normalt bruger i hverdagen.

Derfor anbefaler myndighederne, at du og din husstand har et hjemmeberedskab, så I kan klare jer selv i tre døgn.

Du behøver ikke købe det hele på én gang. Du kan begynde med at se på, hvad du allerede har derhjemme, og supplere efter behov.

Hvad skal du have derhjemme?

Drikkevand

Du bør have tre liter drikkevand pr. person pr. døgn. Det svarer til ni liter pr. person til tre døgn. Husk også vand til eventuelle kæledyr.

Mad

Hav mad til tre døgn, som kan holde sig uden køleskab, og som helst ikke kræver strøm til tilberedning.

Medicin og førstehjælp

Sørg for at have nødvendig medicin til mindst tre døgn. Det er også en god idé at have en førstehjælpskasse og almindelig smertestillende medicin.

Varme og lys

Hav varmt tøj, tæpper, lommelygter og batterier klar, hvis strømmen eller varmen forsvinder.

Hygiejne

Hav toiletpapir, vådservietter, håndsprit, affaldsposer og andre nødvendige hygiejneartikler.

Information og kommunikation

Hav en FM-radio, der kan bruges uden strøm fra stikkontakten. Det kan være en radio med batterier, håndsving eller solceller. En opladet powerbank er også en god idé.

Lav aftaler med din familie

Tal om, hvad I gør, hvis I ikke kan få fat på hinanden. Aftal for eksempel, hvor I mødes, og hvem der henter børnene, hvis telefonerne ikke virker.

Tænk også på, om du har familie, naboer eller andre i dit netværk, som kan have brug for hjælp til at forberede sig.

Få hjælp til at forberede dig

Du kan hente folderen Forberedt på kriser hos Borgerservice, i Mobil Borgerservice og på bibliotekerne i Svendborg Kommune.

Du kan også tage Beredskabsforbundets gratis kursus Kriseparat – Klar dig selv i tre døgn, hvor du får gode råd til dit hjemmeberedskab.