Hvordan stemmer jeg på valgdagen?

Vil du vide, hvordan du afgiver din stemme på selve valgdagen? Her får du forklaret forløbet enkelt og overskueligt.

Når du vil stemme på selve valgdagen, SKAL det ske på det afstemningssted du er tilknyttet. Hvilket afstemningssted du tilhører fremgår af dit valgkort som du modtager senest fem dage inden valgdagen.

På afstemningsstedet skal du give dit valgkort til en valglistefører ved et af valgbordene. Det er valgfrit hvilket valgbord, du går til – også selvom der står påtrykt et valgbordsnummer på dit valgkort.

Ved valgbordet bliver det tjekket, at du har stemmeret og ikke allerede har stemt. I den forbindelse oplyser du din fødselsdag, så valglisteføreren er sikker på, at du er dig. Derefter får du din stemmeseddel og kan gå ind i stemmeboksen og sætte dit kryds.

Når du har sat dit kryds, lægger du stemmesedlen i den lukkede kasse (valgurne), som står ved stemmeboksen.

Når afstemningsstederne er blevet lukket, tælles alle stemmerne op.

Hvis du er syg på valgdagen, kan du stemme uden for valgstedet (vognstemme) – f.eks. i en parkeret bil.

På valgstedet vil to tilforordnede bringe stemmesedlen ud til dig, og når du har stemt og foldet stemmesedlen sammen, lægges stemmesedlen i en transportabel stemmekasse, der er forseglet. Stemmesedlen tages først op og lægges sammen med de øvrige stemmesedler, når optællingen af afgivne stemmer går i gang.

Kontakt valgsekretariatet