
LIFE Ring
LIFE RING er et fællesfynsk naturgenopretningsprojekt, som skal skabe bedre levesteder for sjældne arter og styrke biodiversiteten i naturen på tværs af Fyn.
For mere biodiversitet på Fyn og øerne
I LIFE Ring anskues naturen på Fyn og Øerne som én samlet natur. Formålet at øge naturkvaliteten i og omkring 15 Natura 2000-områder på tværs af Fyn og øerne for at forbedre levedygtigheden for udvalgte truede og sårbare arter samt deres levesteder.
LIFE Ring er det første naturgenopretningsprojekt, hvor alle 10 fynske kommuner og Naturstyrelsen arbejder sammen.
Projektet er påbegyndt i 2024 og afsluttes i 2033.
Hvorfor er biodiversitet vigtigt?
Arter og naturtyper forsvinder hastigt, og naturen er trængt til små og spredte områder.
Den strengt beskyttede natur udgør kun ca 2% af det samlede areal i Danmark – og endnu mindre på Fyn og øerne.
Overordnet set er en mangfoldig natur afgørende for fødevareproduktion, vandkvalitet, sundhed og trivsel, men også sygdomsbekæmpelse og -forebyggelse.
Naturen har brug for hjælp til at kunne blive mangfoldig igen og sprede sig.
Hvad er ambitionerne i LIFE Ring?
I LIFE Ring forbedres 17 forskellige naturtyper for at forbedre levevilkårene for 16 særlige arter fordelt på fire padder, to blomster, én musling, én fisk og otte fugle.
Naturgenopretningen sker i og omkring 15 Natura 2000-områder på tværs af Fyn, og projektets mål er at:
- Forbedre 1.045 ha eksisterende natur og 43km vandløb
- Etablere 322 ha ny natur
- Forbedre naturkvaliteten af 17 sårbare naturtyper
- Øge populationen af 16 sårbare eller truede arter.
Metodetilgang til biodiversitetsforbedring
LIFE Ring anvender en holistisk tilgang til naturgenopretning og naturforvaltning. Der arbejdes ud fra habitatkomplekser, hvor naturkvaliteten først er i top, når truslerne for naturen er håndteret, og naturen igen er habitat for både karakteristiske arter og sjældne arter.
Naturgenopretning er mange ting, men fælles er, at trusler for naturens positive udvikling fjernes, og levesteder for arter, både planter og dyr, genoprettes. Det betyder at nogle steder skal næringsrigt topjord fjernes, der skal harves, og sten skal spredes ud for at skabe mikromiljøer til bl.a. insekter. Der skal spredes frø fra urter, og der skal graves vandhuller, og tætte beplantninger skal ryddes og flere krat skal træde frem i landskabet.
Andre steder skal den naturlig hydrologi i jorden genoprettes, eller barrierer for arternes spredning skal fjernes, og dertil skal invasive arter ligeledes bekæmpes. For at redde specifikke arter bliver der gennemført supplerende opdræts- og udsætningsprogrammer for padder, tykskallet malermusling og vandplanter til vandløb.
Der foretages artsoptællingerne og vurdering af naturkvaliteter, før og efter projektet igangsættes og afsluttes.
Finansiering
Projektet er økonomisk støttet af EU’s ”Nature and Biodiversity”-pulje med ca. 80 mio. kroner.
39 mio. kroner finansieres af de deltagende partnere.
Derudover bidrager Aage V. Jensens Naturfond med yderligere 4 millioner.